WiIIi Witte Westerland, SyIt

WiIIi Witte, født i 1928, voksede op i Westerland på øen Sylt. Han deltog i Hitler Ungdom som alle andre.

Jeg har skulket  somme tider fra søndagstjenesten, engang tre gange i træk. Det kunne have en konsekvens: Weekend ungdomsarrest i Flensburg. 

Da jeg havde skulket tre gange lige efter hinanden, måtte jeg møde op hos kriminalpolitiet. Der fik jeg en stor skideballe. Politimanden sendte mig dog ikke i ungdomsarrest, måske havde han glemt det.

1943 kom jeg i lære som maskinarbejder på Sylt, men måtte afbryde  i december 1944 på grund af indkaldelsen i RAL (Reich uddannelseslejr). Uddannelsen i Mährisch - Weisskirchen var kort og barsk:

I begyndelsen var det fuldtids militær træning. Vi havde jo allerede nogle erfaringer i det.  Udannelse i brugen af Panzerfaust og MG 42 osv. og desuden patrulje og nærkamp var der også. Vi blev gjort perfekt. Den 18. 01. 1945 blev vi flyttet til Luhacowitz til en lejr. Træningen var endnu mere grundig. Sporøvelser i sneen med vores mangelfulde vintertøj var det ikke rart. Fronten nærmede sig. Det lød som tordenvejr. 

På gaderne blev der bygget Panzerspærrer og gravet grøfter til forsvar. Først og fremmest var det os der stod for nattevagter. Om nødvendigt ville vi blive udstyret med våben. Vi var trods alt ikke soldater endnu (15 og 16 år). Entusiasmen var stadig meget stor. Vi ville alle sammen være gået blind i døden. Propagandaskolen, træningslejren osv. havde gjort deres del. (Resultaterne kom senere.) Vi adlød ordrer. Der var intet andet valg. Vi troede bare, at det var okay. Vi tænkte:  når russerne kommer, vil vi jage ham tilbage til Volga.

Træningen i begyndelsen af ​​marts slutter med en bitter nyhed: Alle 1400 fra Hitler Ungdom bliver samlet overgivet til Waffen-SS og ikke, som ønsket af os rekrutter, til hæren, søværnet eller luftvåbnet...............

Vi blev så lastet i godsvogne og kørt til Kienstlag. Da vi ankom, så vi lutter SS uniformer. På mit tog var folk fra alle hjørner af Tyskland. Næste morgen var der allerede våben uddeling. Vi fik tatoveret vores ​​blodgruppe under armen. Uddannelsen foregik stadig i vores HJ ungdoms uniformer, det var hård og nådeløs . Det krævede alt hvad vi havde i os.  Vores regiment kaldte sig: Konepacki, Kampfgruppe Böhmen SS Division Hitlerjugend.

Kort efter blev vi overført til fronten, til Böhmen ved Niederdonau, Znojmo mod Krems.

I en landsby sydøst for Lan ved floden Thaya måtte vi grave os ned i anden linje. Jeg var endnu ikke færdig med mit hul sammen med min kammerat, da vi fik ordre på at bære en såret soldat i sikkehed. Vi var fire mænd om at bære. Båren var bare et tæppe. Denne soldat var svært såret, maveskindet var flået væk. Vi kunne se tarmene. Men han levede stadig. Han var mere bevidstløs end vågen. Vi kunne ses af russere, men der var ikke nogen skud i vores retning. På vej tilbage blev vi beskudt med granatkastere. "

Ved tilbagetrækningen kom nogle soldater bag fjendens linjer, men de brød igennem ingenmandsland til deres egne stillinger igen, men blev derefter igen adskilt.

 Det var aften og mørkt, men vores enhed kom ikke hen til os. Det var skræmmende, denne usikkerhed. Landsbyen var helt forladt. Vi holdt vagt ved indgangen til landsbyen. Det var stadig mørkt, da vi hørte lyden af ​​Panzer køretøjer. Vores nerver var spændte. Vi lod den første passere, ved den anden var vi sikre på, at det var tyske tanks, den tredje stoppede vi. De tog os med. Det var Kongetiger, kæmpe kolosse. Soldaterne fortalte os, at russerne havde omringet alt. Vi fortsatte med tanksene mod vest. På den måde kunne vi se, at de russiske fly havde gjort et godt stykke arbejde ved at angribe tilbagetrækningen. Der var også mange flygtninge. Det brændte stadig i denne kilometerlange kø. Jeg havde stadig duften af ​​brændte mennesker og heste i min næse to år efter krigens afslutning. Tanksene måtte give op lidt efter lidt, fordi brændstoffet slap op.

Willi kom i amerikansk fangensskab. Af frygt for at blive overgivet til Den Røde Hær, flygter han derfra med en kammerat, blev taget til fange igen og ankommer til sidst til den amerikanske lejr i Plattingen, hvor han blandt andet hjælper med opbygningen af lejren.

Mange af lejrens vagter var af jødisk oprindelse. Der var en del af vagterne, for det meste fra Polen, Tyskland eller Frankrig, som havde mistet slægtninge i koncentrationslejr. Men det fik jeg først at vide senere. Jeg vidste ingenting om koncentrationslejre, men efterhånden fik vi også rædselbilleder at se. Engang blev jeg blev tilkaldt af to vagter, der sad på en to-etagers seng. Da jeg stod foran dem, viste han mig et billedblad, som var fyldt med grusomme billeder fra en befriet koncentrationslejr. Hans forældre blev også dræbt i Polen, de anden Amerikaner ved siden af ​​ham var mere reserveret. Pludselig ville den vrede Amerikaner sparke mig i ansigtet med sine store støvler. Dette blev forhindret af den anden Ami i sidste sekund. Mon ikke jeg vat lettet? I en alder af 16 så jeg mere ud som et barn end en mand. Jeg blev straks sendt tilbage til arbejde. "

I januar 1946 blev vi overført til den tidligere koncentrationslejr Dachau og til sommer blev vi flyttet til den britiske zone. Vi var ca. 1000 mand, der blev kørt i godsvogne med kun en amerikansk officer som vagt til Münster camp. Det var faktisk den smukkeste togtur i mit liv. Jeg vil aldrig glemme modtagelsen af Englænderne i Munster camp. Der stod mange stærkt væbnede soldater og flere pansrede biler. Så måtte vi starte med at lægge al vores bagage på jorden foran os. En engelsk officer kom med en pind under armen. Han havde en tysk Officer med ham sig, i grøn uniform. De to gik forbi os. Den tyske officer tog næsten alt vores pæne tøj, herunder mine vandflasker. Vi blev vred. Protester ville nok ikke have været særlig smart?, vi ville jo så hurtigt som muligt hjem. Alle fangerne havde allerede meddelt deres slægtninge, at de var i Munster lejren og skulle frigives. Mange familier var ankommet og stod uden for hegnet og kunne se deres mænd og famile medlemmer. Men så kom chokket:  Englænderen  bekendtgjorde, at alle sunde og raske mænd skulle transporteres til England for at arbejde (for det meste i minen). Denne besked slog som ind en bombe. Vi skulle undersøges, tyske læger foretog undersøgelserne. Da nyheden ikke var kendt endu, havde alle det godt. Men efter meddelelsen af ​​deportationen til England, var næsten hele lejren syg. Mange gjorde skade på sig selv for at komme hjem.  Jeg blev fritaget pga. min unge alder. Glæden ved det kan ikke beskrives! "

Willi vender tilbage til Sild, hvor han kan fejre sin 18 års fødselsdag, genoptage sin afbrudte maskinarbejderlære  og skal finde sig tilrette i den tyske efterkrigstid.

Jeg var altid for doven til at skrive. Selv et postkort var allerede for meget for mig. På den anden side har det været et behov at berette om mine krigsoplevelser, som 16-årig soldat. Jeg glemt mange ting men mange oplevelser blev vækket igen, som om det lige var sket i går, og har givet mig søvnløse nætter. Selvom det er mine egne personlige oplevelser, bør de dog være en påmindelse om de mange menneskers umådelige lidelser.

Børn på 15 og 16 år, blev sendt til fronten. Ungdom var et fremmed ord! Mine personlige erindringer, skal frem for alt minde om det. Jeg skrev meget spontant, og jeg ville ikke kunne gøre det en anden gang. Mit håb er, at disse personlige oplevelser vil finde interesse. 

Det er skræmmende, hvordan mennesker kan manipuleres.  Det er svært at acceptere at vi måske ikke lærer af fortiden??