Gensyn med Gdansk (Danzig)

I mange år har Gisela haft et stort ønske om at få lov til at gense barndomshjemmet i Danzig. Efter 54 år fik hun så endelig mulighed for det. Den 26/7 – 01 tog hun af sted i bus, sammen med venner og bekendte som også stammede fra Danzig. Rejsebureau Grunert stod for rejsen. Gisela´s bekendte havde før været i Gdansk, så de var godt kendte og de hjalp Gisela med at finde barndomshjemmet. Efter timelang forgæves søgen, var Gisela ved at give op. Men hendes venner gav ikke op – pludselig fik Gisela øje på et sporvognsdepot som hun kunne genkende. Hun fulgte sporene, forbi et velkendt beskyttelsesbunkers og et bekendt hushjørne – så stod hun foran bedsteforældrenes hus.

Hun fik hjertebanken, ophidselsen var stor og mange barndomserindringer dukkede op igen. Herfra bedsteforældrenes hus kunne Gisela nemt finde vej til hendes hjem, forbi skolen som dog ikke eksisterede mere, og så til Albrechtstrasse 1F. Huset havde stadig samme gamle emalje skilt som i 1945. Alt var uforandret, dog var alting meget forfaldent.

Gisela ville gerne se sig lidt omkring i opgangen – bare sådan gå op og ned ad trapperne – men der stod en polsk kvinde med en hund i døren, og hun så ikke ud til at hun ville give nogen lov til at komme ind. I opgangen var der 6 lejligheder med toilet på gangen, Gisela boede på 3. etage. Gisela havde i alle de år ofte tænkt tilbage på barndomshjemmet, hun drømte om det og havde aldrig ro i sindet. Nu kunne hun endelig tage afsked med hjemmet, på en ordentlig og rolig måde. Hun drømmer og tænker nu ikke mere på barndomshjemmet.

Der var også tid til en byrundtur, her fik Gisela øje på et kendt ansigt. Det var en forretningsdrivende ved "Krantor". Hun kom i tanker om at hun havde set ham i fjernsynet. NDR 3 havde udførligt præsenteret ham. Huset og forretningen havde han selv, med egne midler, og efter originale tegninger, genopbygget. Han handlede med kunsthåndværk, sølv og ravsmykker. Gisela fortalte ham at hun havde set ham i fjernsynet, det var et hyggeligt møde.

Erindret og fortalt af Gisela Witte, februar 2002.