Mine erindringer og oplevelser før,  under og efter den anden verdenskrig.
Oversat fra tysk af Udo Witte (beretningen er forkortet lidt i forhold til den tyske version)

Jeg blev født i juni 1928 på Paulstrasse i Westerland. Det var egentlig en meget rolig gade. Mit første bekendtskab med nationalsozialisterne gjorde jeg, da jeg var 5 år gammel; min mor hentede mig pludselig fra gaden, da en lastvogn fyldt med larmende og syngende mænd kørte forbi os i retning mod Neuestrasse. Det var folk fra SA (Slagsmålstrop), som jeg erfarede igenem voksensamtaler. Disse folk var ude for at chikanere jøderne. Men jeg har kun en svag erindring derfra. Men disse SA folk (rullekommando) mindes jeg meget tydelig. De har vist sat en skræk i livet på mig.

Den videre politiske udvikling forstod jeg som barn ikke ret meget af. Mine forældre havde for det meste arbejde og vi havde det økonomisk ret godt. Forældrene var ikke særlig politisk interesseret. Senere flyttede vi til Bismarkstrasse og derfra til et dobbelthus på Deckerstrasse som vi dels selv byggede.

Da jeg var 9 år blev jeg medlem af DJ (Det Tyske Ungfolk). Først var det frivilligt og var tilmed sjovt. I det sydlige Westerland havde vi  indrettet et slags hjem,  i en gammel bunkers fra første verdenskrig. Det var sådan et rigtigt spejderliv.
Lidt senere, ca. 1938-39 blev det mere og mere tvang. Jeg mødte altid op i mit civile tøj. Derhjemme havde vi ikke råd til at købe en uniform, som bestod af en brun skjorte, slips og knude. Men man kunne nemt komme til at være udstødt, hvis man ikke gjorde som de andre. Det ville jeg ikke på det tidspunkt. Jeg blev heller ikke opdraget til at tænke alternativt. Det endte dog med at min mor købte uniformen til mig, den kostede 5 RM (Reichsmark).

I mellemtiden havde "DJ" rigtig styr på os unge med både onsdags og søndagstjeneste. Der blev dyrket meget sport, i den militære stil. Jeg brød mig ikke om denne stil! Men på den anden side voksede vi op under denne udvikling og fandt os derfor i det. Indimellem holdt jeg mig væk fra søndagstjenesten, somme tider endda tre søndage i træk. Der betød det egentlig: weekend ungdomsarrest i Flensborg. Først måtte jeg, efter tre udeblivelser, til Kripo (Kriminalpolitiet). Der fik jeg sådan en rigtig skideballe. Men heldigvis havde kripomanden (Konrad) glemt sagen på en eller anden måde, og jeg kom derfor aldrig i arresten. Der havde man heller ikke noget at grine ad. Siden deltog jeg nogenlunde. Mine forældre havde til den tid overhovedet ingen indflydelse på disse ting.

Så kom, som mange havde forudset, den 1. sept. 1939 med krigsudbruddet. Jeg opholdt mig på stranden da nyheden kom, og håbede på at kunne nå hjem inden de begyndte at skyde. Som barn vidste man ikke hvad "krig" egentlig ville betyde. Nyheden om krigsudbruddet havde bredt sig som løbeild på stranden. Der var allerede meget militær på øen. På trods af begivenhederne forsatte kurlivet og kurkoncert ufortrødent. Af og til havde vi besøg af min onkel. Han var officer i en hundredetusindemand stor hær. Han brød sig ikke om Hitler. Men hans "Ed"som soldat var hellig. Men det havde jeg ikke forstand på, på det tidspunkt og min unge alder taget i betragtning. Når de voksne talte sammen, var de altid meget påpasselig med at vi børn ikke opsnappede noget.

Jeg husker da også nogle sjove episoder. F. eks. fandtes en helligdag på soldaterhjemmet, hvor "SA", "HJ"og hvad der ellers fandtes, samles til en parade. Så hed det:"Præsentere Fanen!". En af dem var sandsynligvis overivrig og stødte fanestangen så hårdt i gulvet, at han kun med møje og besvær fik den fri igen. Det så morsomt ud, at jeg måtte grine. Det blev opdaget og jeg måtte efter festlighederne strafeksecere. Jeg kan mindes en anden situation. Imellemtiden var jeg blevet overtaget af "HJ" (Hitlerjugend). Samme dag skulle der også marcheres igennem byen. Marchen begyndte fra banegården og blev ført an af et musikkorps. Foran gik tambourmajoren H. Br. (Meget ivrig i sit hverv). Vi skulle ifølge marchordren og dreje til højre efter Hotelet "DeutscherKaiser" (idag supermarked "Kaisers Kaffe") , mod nord til rådhuset. Dette gjorde vi, incl. musikkorpset, også, bortset fra Tambourmajoren. Han marcherede helt alene, ligeud på "Friedrichstrasse". Det opdagede han dog på et tidspunkt. Dette var også meget morsomt, vi ventede dog med at grine til bagefter.

I begyndelsen af krigen blev vores far indkaldt. Der blev fældet mange tårer til  afskeden. Vi er tre søskende. Da han kom hjem på orlov, sagde han til mig: "Hvis du nogensinde melder dig frivilligt til militæret, bliver du smidt ud hjemmefra!". Sådan en bemærkning  kunne dengan gallerede være nok til at komme i "KZ" (koncentrationslejr). Soldaterne som var langt hjemmefra vidste ikke rigtigt hvad der foregik politisk derhjemme. Jeg fik allerede mit soldaterpas da jeg blev 15 år, som frivillig. Vi blev trænet til at melde os som frivillig, vi havde ikke andre valg.  Hvad det ville sige at være soldat ved fronten, med alle de grusomme oplevelser, skulle jeg senere komme til at erfare.

Jeg mødte også Hermann Gøring (propagandaminister) tre gange. Jeg var ca 12 år, og var sammen med kammeraterne i nærheden af Hotel "Miramar". Der hed det pludselig: Hermann Gøring kommer til stranden, og vil stige ud her ved Strandovergangen Friedrichsrasse. Vi var selvølgelig nysgerrig og ville se ham. Han kom kørende. Jeg stod foran mængden og blev presset mod bilen, så meget at han næsten ikke kunne åbne bildøren. Alle råbte "Sieg Heil". Jeg var aldrig meget for højrystet jubel. Det havde dengang dog ikke noget at gøre med, at jeg var modstander eller lignende. Jeg var, ligesom alle i min alder, vokset op i denne tid, og mente at verden, som den var, var i sin absolute orden. Det var vist også sagens forbandelse.

Mit andet møde med Hermann Gøring var i Berechtesgarden, ved "Kønigssee".  Der var jeg i 9 måneder med"KLV"(Børnelandsforsendelse). Der var undervisning og selvfølgelig en hel del "HJ" tjeneste. En dag, vi havde fået fri, var jeg på banegården i Berechtesgarden. Jeg stod ved kiosken i den store hal. Pludselig, jeg troede ikke mine egne øjne, så jeg Hermann Gøring kommende. Han havde travlt og gik med store skridt igennem banegårdshallen. Der stod også en indfødt (Bayern) i nærheden, han råbte højt: "Sieg Heil". Når kun en person råber så højt i en så stor hal, lyder det ret komisk. Gøring var vist på vej til "Obersalzberg", som vi dog aldrig nåede at se.

Livet fortsætte sin vante gang efter min hjemkomst, med"HJ" tjeneste og skolegang. Der var rigtig mange soldater og fremmedarbejder på øen, for at bygge bunkers og andre forsvarsværker. Syd for banegården på et stort område, arbejdede jernbinderne. Det var hovedsaglig krigsfanger fra den italienske "Badogoli - Armee". Disse fanger blev behandlet som det værste udskud. Jeg så selv at man bankede fangerne med flettet jerntråd. Vi blev dog altid hurtigt jaget bort af fangevogterne.

Øst fra Westerland, sidst på "Stadumstrasse", lå det såkaldte "Arbeitslager"(arbejdslejr). Her var også italiener, som dog nærmest havde meldt sig frivilligt til at arbejde i tyskland. De havde meget bedre forhold, end folk fra badogoli armeen. Når de kom tilbage fra deres orlov, havde de altid spændende sager, som slet ikke længere kunne fåes herhjemme, med. Så vidt jeg husker, var de tyske kvinder meget glad for det.

Udover italiener var der også anbragt dansker, hollænder, belgier, russer og marokkaner i arbejdslejrerne på øen. De russiske krigsfanger havde det vist værst. Deres lejr lå ca. der hvor det store telecom sendetårn står, måske 100m sydligere. Jeg kan ikke huske alt, hvad man tvang russerne til. Men jeg kan tydelig huske nogle af fangerne,  som arbejdede for vores kulhandler A. Nielsen, der efter krigen blev Westerlands borgmester. Jeg havde set, hvordan to russer i sne og bidende frost, kun havde klude istedet for sko på fødderne. De kom også med kul til os. Min mor bad dem at hælde kullene i skuret. Der lå en bunke brød til vores høns, som vi havde hentet fra soldaterne. Brødet var stenhård og til dels muggent. Fangerne kastede sig som dyr over brødet, så udhungret var de. Det var strengt forbudt at give fangerne mad. Jeg ved dog at min mor og nabokonen altid gemte frisk brød til fangerne under skraldespanden. Brødet blev altid,  med største forsigtighed, hentet af russerne. Senere efter krigen og befrielsen af krigsfangerne, mødte russerne min mor ved biografen. De gik straks hen til min mor og sagde: "GuteFrau" (god kvinde). Som før nævnt, hvis nogen blev opdaget i at give russerne mad, var et fængselsophold sikker. Kulhandleren A.Nielsen hjalp russerne en hel del og han risikerede derfor meget.

Os drenge havde dengang lært nogle af fremmedarbejderne at kende. Det var civilarbejder som måtte bevæge sig mere frit omkring. Jeg kan desværre ikke huske deres navne. Marokkaneren kaldte vi "Olala", fordi han altid sagde olala når han blev forskrækket eller overrasket. Så han havde da fået sit øgenavn! Tre af vores "bekendte" blev en dag afhentet af Gestapo. Nogle af os, deriblandt mig selv, måtte derefter til afhøring hos Gestapo i Bomhofstrasse. Desværre husker jeg ikke hvorfor. Man talte om sabotage, men det troede jeg ikke på. De tre blev så i arresten på rådhuset.
Selve arresten var omgivet af en høj mur ud mod gården (idag brandvæsenet). Vi kunne derfra ved hjælp af vasketøjsstativer, smugle cigaretter og brød ind til dem. For at kunne gøre det, var vi nødt til at stå på hinandens skulder. Senere flyttede man fangerne til andre byer, og vi hørte aldrig mere om dem.Godt vi aldrig blev opdaget, for kriminel lavalder fandtes ikke. Der var opdragelsesanstalter, og det var virkelig den hårdeskole. Det gik heldigvis godt for os. Alt hvad der dengang var forbudt, var forbundet med stor fare. Man kunne ikke stole på nogen, hverken naboer, arbejdskollegaer, venner eller familie. At vi turde hjælpe disse tre mennesker, skyldtes nok vores barnlige instinkt.
Vi var kun børn, og vi var jo bare blevet venner. Det var også kun den ene gang at det skete, vi turde aldrig siden at risikere lignende. Gaderne var fyldt med uniformerede betjente, også"HJ". Selv klitterne blev kontrolleret af toldbetjente. Alt var under kontrol!

Vi havde f.eks. luftværnsfolk, de fleste var under 18 år. Her var en købmand fra Stadumstrasse, jeg tror han var "Zugführer" (anfører), eller lignende. Hvis man spurgte denne mand om luftværnstjenesten, var hans svar altid: "Geheim, geheim" (hemmeligt)!. Men der var jo ikke noget hemmeligt der, ellers foregik det dog meget militærisk og streng i luftværnet (SHD).

Min mor havde på et tidspunkt en oprivende og farlig oplevelse for enden af Friedrichstrasse. En stor flyvemaskine, en HE 111 eller noget i den stil, prøvede en nødlanding på stranden. Maskinen fløj tæt hen over tagene og strejfede til sidst med en vinge hotel Miramar, inden den styrtede i havet. Hele mandskabet omkom. En ting jeg lige vil nævne: ligene af de engelske søfolk og piloter, som i de første krigsår blev skyllet i land, blev bisat med skudsalver. Det syntes vi børn var meget spændende, da vi blandt andet kunne samle de tomme patronhylste op, bagefter. Skudsalverne blev affyret af luftværnssoldater. Senere, efter byerne blev bombarderet, holdt man op med denne form for bisættelse. Jeg havde en nævneværdig oplevelse til i nærheden af inkørslen til lufthavnen. Vores hjem lå i nærheden. Min far var hjem på orlov. Hans enhed lå på det tidspunkt ved Leningrad. Vi legede i nærheden af vagten, da min delingsfører fra "HJ" kom forbi med et par piger. Jeg hilste ikke på ham, og han kaldte mig derfor hen til ham. Så fik jeg en rigtig skideballe, det skal man have oplevet, det er ikke til at beskrive. Jeg gik derefter hjem og fortalte min far om der skete. Tilfældigvis kom delingsføreren forbi vores hus, min far fik et raserianfald og stytede ud af huset, hen til den "ikkeblevet hilst på", så jeg troede at han ville banke ham. Men heldigvis gjorde han det ikke, men nøjedes med at give snothvalpen en skideballe. Hvis snothvalpen havde angivet minfar, kunne det være blevet meget ubehageligt for ham, selv om han var frontsoldat.  Men lige netop fordi han var frontsoldat og havde oplevet så meget ondt, og nu måtte se dette ske derhjemme, gjorde, at han blev så rasende. Min far havde i det hele taget et dårligt forhold til uniformer og til militæret. Det var sikkert derfor han aldrig blev mere end almindelig soldat. Hans bror derimod blev major (Oberstleutnant). De stødte tilfældigt på hinanden ved Leningrad, efter de ikke havde set hinanden i lang tid. Sikke et møde, den fuldblodssoldat og den værnepligtige (tvangssoldat).

Deres far, min bedstefar, boede i en lille landsby ved Flensborg. Han var også en stor Hitler modstander. Men det lagde jeg dengang ikke ret meget mærke til. Man skulle jo være meget forsigtig. Min bedstefar kom dog af og til med meget sigende bemærkninger. Det forstod jeg dog først senere. For mig var verden som jeg oplevede den, helt i sin bedste orden. Engang havde min bedstefar dog en ikke ufarlig oplevelse. Han var førtidspensionist, og fik derigennem tøj fra en forening der kaldte sig vinterhjælpsværk. Blandt tøjet var der en jakke med et skudhul, og han nægtede at tage imod den, sikkert med et par upassende bemærkninger. Efterfølgende fik han besøg af Gestapo. Han var heldig. Der skete ikke mere.

Imellemtiden blev bombeangrebene på vore storbyer intensiveret. På sild blev vi dog forskånet. Undtaget nødnedkastninger sommetider. En gang havde vi, som jeg mindes, to luftminer, som dog var blindgænger, i Westerland. En af dem var faldet ned i Feldstrasse i Walter Langes have, og stak over en meter op af jorden. Jeg så den om morgenen på vej til arbejde. Det var underligt at området ikke var afspærret. Den anden luftmine var gået ned i det, der idag hedder Westhedig. Til den tid stod deren bondegård (Friisenhus) på grunden. Blindgængeren var gået længere ned i jorden. Man benyttede sig af KZ fanger til at fjerne minen. Der var tilsyneladene problemer, da minen blev ved med at synke længere ned. Det lykkedes dog at fjerne den uden at nogen kom til skade.

De daværende fjender rykkede tætter mod riget. Så hed det:"HJ skal til den danske grænse for at bygge panservolde!".Så blev vi forpligtiget til at bygge panservolde i nærheden af Syderlygum. Vi skulle bo på en forladt kro. Om dagen skulle vi arbejde hårdt med vores spade. Til fyraften marcherede vi syngende tilbage. Vi sov på halm. Der var også en pigelejr (BDM-Bund Deutscher Mädchen) i nærheden, som var beskæftiget med køkkentjeneste.

Før den tid havde jeg været i sådan en forsvarstræningslejr i nærheden af Don. De fleste af os, som ankom til lejren, var allerede krigsfrivillige, der var heller ikke andet valg. Ved ankomsten hed det med det samme: "Krigsfrivillige træde tilhøjre!". Den flok som ikke meldte sig frivillig, var altid meget lille. De blev f.eks. hentet fra middagsbordet for at excercere, eller smidt ud af sengen midt om natten. Så det var tit hurtig slut med ikke at melde sig frivilligt. Også når vi skulle stille op til parade, skulle nægterne træde et skridt frem, og blev så gjort latterlig. Engang blev to af os taget iat ryge. De blev kronraget og tvunget til at sidde på en stol, ica 24 timer. Dem der  holdt vagt, skulle efter strenge ordrer,  holde øje med at de ikke faldt i søvn. Bagefter blev de afhentet og skulle måske sidde i ungdomsarrest. Træningslejren blev afholdt til en gang om året, og man skulle deltage mindsten gang. Pga. lejropholdet fik jeg problemer med vores præst. Jeg gik til den tid til konfirmandundervisning. Det varededengang to år. Præsten stillede mig foran valget: "Enten lejr eller undervisning, ellers bliver du ikke konfirmeret!". Jeg manglede tre måneder af undervisningen. Da jeg måtte til træningslejren, var det sket med konfirmationen. Præsten var modig, det må jeg sige. Jeg blev konfirmeret! At gå imod præsten ville have været umulig, han var meget konsekvent. Jeg tror at han havde store problemer i det tredje rige, han blev senere en agtet biskop.

I 1943 fik jeg en læreplads ved lokalbanen (Sylter Inselbahn). Lokalbanen var dengang en stor virksomhed. Næsten alt gods og persontransport mellem List og Hørnum , var til den tid kun mulig med banen. Bygningen af forsvarsanlægene var også afhængig banen. Ved banen herskede der mange forskellige politiske holdninger endnu. Det kom dog kun tid udtryk mellem linierne. Der var socialdemokrater, kommunister og nationalsocialister. Under samtalerne kunne man tit fornemme uoverenstemmelserne.

Efter attentatet mod Hitler i august 1944, kom der en arrestationsbølge i tyskland. Jeg arbejdede i den tid sammen med Karl Jessen, en af de ældre svende. Karl Jessen var ikke nem at omgås, både for kollegaer og mester. Han holdt sig heller ikke tilbage når der blev snakket politik. Han var en rigtig socialdemokrat. Han var en meget dygtig håndværker og meget respekteret. Som læredreng var det næsten en udmærkelse at måtte arbejde sammen med ham. En dag i august 1944, kom to hjælpepolitifolk til virksomheden, for at tale med Karl Jessen. Det var to indfødte som var blevet indkaldt til tjenesten. Den ene, købmand Kr., sagde på plattysk til Karl: "Jeg skal hente dig". Han svarer typisk for ham, ganske kort: " Jo". Hjælpepolitimanden Kr. siger så igen på plattysk: "Jeg må det egentlig ikke, men vil du lige hjem for at hente din jakke?"  Karl svarer kort: "Nej!". Så gik han i arbejdstøjet med hjælpepolitiet over skinnerne mod rådhuset. Jeg må dertil sige at jeg kun så den ene politimand, den anden stod måske lidt gemt bag noget. Jeg var meget ophidset. Jeg blev skældt ud af en yngre svend: "Forsvind herfra, det er ikke noget for dig!". Jeg forstod ikke noget, men blev i nærheden. Den unge svend (Ernst Schmidt), var kommunist. Han stod ogå frem med sin politiske instilling, men var heldig, da der åbenbart ikke var nogen der angav ham. Denne svend fortalte mig senere (52 år ), at politifolkene tog Karl Jessen med hen til en cigarforhandler (MaxZigarre), for at købe cigaretter til ham. Det havde vist været en stor risiko for de to politifolk. Jeg havde altid troet at Ernst Schmidt forlængst var død, helt tilfældigt hørte jeg at han var i live. Jeg besøgte ham straks for at genopfriske mine erindringer.   Han brød sig ikke om at skrive, han bliver snart 90 år. Det var også ham der fortalte mig ar der havde været to politifolk. Jeg kunne kun huske den ene, som stod for anholdelsen. Det var sikkert en svær og pinlig opgave for de to politifolk, for man havde da kendt hinanden i årtier og talte plattysk til hinanden. Man kunne også se på hjælpepolitimanden Kr., hvor svær det havde været.  I den tid, august 1944, blev flere kendte indfødte anholdt.

Jeg vil også mindes postbudene fra dengang. De havde ofte en svær opgave. Når der skulle afleveres brev fra fronten (Feldpost), fra manden eller sønnen, var det dog en gladelig ting. Det var for det meste kvindelige postbude, som var blevet indkaldt til tjenesten af staten. Når der skulle overbringes dødsmeldinger, så var det sikkert en svær opgave. Jeg kan huske at en nabokone, som var postbud, ikke kunne bringe det over sit hjerte, at skulle aflevere et dødsbudskab til en bestemt Fru X. Næste dag var der dog ingen vej udenom. Mange kvinder måtte overtage mændenes arbejde, da mændene jo var indkaldt til militæret.

I begyndelsen af 1944 fik jeg sammen med andre fra sild, efter sessionen i Schleswig, mit soldaterpas. I december 44 kom så indkaldelsen til RAL (Reichsausbildungslager), uddannelseslejr. Vi var tre fra Westerland, Harald Koopmand, Harald Voigt og mig. Vi skulle melde os den 8.12.44 kl.9.00 i Hamburg Altona. Da vi ankom dertil, var der ikke nogen til at hjælpe os videre. Efter timelang venten, fandt vi endelig vores kommende kammerater som vidste besked.

Den 9.12.44 var vi så på vej til Dresden og derfra videre til Bernsdorf Oberlausitz. Vi ankom omkring midnat. Der var heller ikke nogen til at tage imod os. Efter at være blevet træt af at vente, begav vi os på vej igennem de mennesketomme gader. Vi mødte en officer og spurgte ham om vej til "RAL". Det havde han aldrig hørt om, men i nærheden i skoven, lå deren HJ lejr, og der var vi vist ventet. Kl. 2.30 om natten ankom vi endelig i lejren.

Datoerne har jeg fået af Harald Koopmand`s dagbog, som han skrev i siden indkaldelsen. Det lykkedes ham, på trods af mange års tjekisk og russisk fangensskab, at få dagbogen med hjem.

Der var ingen velkomst i lejren. Vi var nødt til at banke mod vinduerne, for at gøre opmærksom på os selv. Så begyndte man endelig at anbringe os i de forskellige stuer. Men i stuerne var der hverken senge eller dyner og det var hundekoldt. Heldigvis var der en ovn på vores stue, og der kom en i uniform med underofficerstriber på skulderen med brænde til os. Vi gjorde honnør, bedst som vi havde lært det, og aflagde rapport. Det ignorede han totalt, men tændte op i kakkelovnen i stedet for. Vi fik at vide at vi var havnet i et "OT" lejr. OT betyder, Organisation Todt. Det var en slags teknisk hjælpeværk, som byggede forsvarsanlæg og lignende. Her skulle der bygges et værksted for panzerkøretøjer. Næste morgen ved paraden blev vi hilst velkommen og at man var glad for at vi var kommet. Vi var ventet for at være med til at mure værkstedet op. Vores ansigter blev længere og længere, her var der vist sket en fejl. Efter en del telefonopringninger blev fejlen opklaret.

Efter lidt frem og tilbage blev vi sendt med toget i retning af Breslau. Ved midnat ankom vores flok der bestod af 15/16 årige, til Breslau. Fra Breslau skulle vi videre kl. 4.00 om morgenen til Mähr -Weisskirchen. I Breslau fik vi strenge ordrer ikke at gå ind i de forladte huse. Breslau var åbenbart blevet forladt. Alt var mørkt og uhyggeligt. På trods af ordren, var vi nogle stykker der gik ind i et hus. Vi var jo ung og nysgerrig. Boligen var blevet  efterladt, som om beboerne kun var gået hen til købmanden. Sengene var skiftet og nyredt. Jeg kan tydelig huske det store vækkeur som stod på køkkenbordet.

Næste dag, det var omkring middag, ankom vi til Mähr -Weisskirchen. Igen ingen der hentede os. Nu havde vi snart fået nok. (Det havde sikkert været en god idee at vi allesammen var vendt hjem igen) Efter nogen ventetid kom en civil person forbi i bil. Han fortalte os at lejren ikke var helt færdig endnu, og at vi derfor skulle bo i Ollmütz (Olomone). Der blev vi anbragt på en skole. Det varede noget inden vi fik noget at spise. Der var ingen senge, og vi måtte sove på gulvet. (Sikke en adventstid!) Da vores lejr ikke var færdigbygget, fik vi den dejlige nyhed, at vi måtte rejse hjem til jul. Denne jul 1944 husker jeg meget tydelig. Den 28.12.44 måtte vi så tilbage til Mühr -Weisskirchen.

Efter vi havde meldt os tilbage, blev vi anbragt i hus"Puschner". På vores stue var vi, Harald Koopmand, W.Barg, H.H.Koberg, Jung, en fra Pinneberg og så mig. Harald Voigt som havde fulgt med os, fik lov til at blive på sild. Han blev istedet indkaldt til arbejdstjeneste. Sikke et held for ham, vi andre havde noget andet i vente.

Vores delingsfører var underofficer Stössel. Vores stueældste var Harald Koopmann. Allerførst blev vi sat til at skrubbe gulv,og om aftenen spiste vi de sidste hjemmebagte kager. Så sluttede året 1944.

Weisskirchen var en hyggelig lille by med flere højskoler. Bad Teplitz, med de mange smukke hoteller, hørte også med. Endelig kom vi ind i en vis routine og regelmæssighed. Der begyndte en streng militærisk uddannelse. Men i det havde vi jo allerede lidt erfaring. Der var meget terraintræning fra panzerværnsraket til MG42 (maskingevær), nærkamp osv. , vi blev gjort perfekt.

Den 18.1.1945 blev vi flyttet til lejr nr. 7  ved Luhasowitz, hvor uddannelse blev endnu mere grundig. Terraintræning i kulde og sne, var bestemt ingen fornøjelse i det vintertøj vi havde.

Fronten var rykket betænkelig tætter på. Det lød for os som et tordenvejr der nærmede sig. På vejene blev der bygget panzervognsspærringer og grøfter til forsvaret. Vi skulle overvejende holde vagt om natten. I nødstilfælde ville de udruste os med våben. Vi var trods alt kun HJ (15 - 16år), og ikke soldater. Men vores begejstring var stor endnu, vi ville allesammen løbe blind i døden. Propagandaen, uddannelseslejr osv. havde gjort sit! (Men erkendelsen kom først senere.) Vi lystrede ordrer (også de mindre populære), der var heller ikke andet valg. Vi troede at det hele havde sin rigtighed. Hvis russern kom, ville vi jage ham tilbage til volgaen!!.

De unge tjekker holdt sig absolut væk fra os. Vi ville da gerne have flirtet lidt med de kønne piger, men de var iskolde overfor os. Husbestyerindens 10/12 årige datter ville ikke engang tale med os.

Den 8.3.1945 sluttede lejren og vores uddannelse, og vi skulle sendes hjem igen. Det var en ubeskrivelig følelse, det må man selv have oplevet.  Fanefører Moritzen modtog meldingen sammen med ca. 1400 HJ drenge.  Men så sagde han: "Føreren har kaldt jer til våben allerede idag!". Vi blev samlet overgivet til Waffen SS (våben SS). Før talte han om at tyskland var i højeste fare.

Vi blev delt op, 200 mand til Wien, 50 mand til panzernærkamp brigade i Berlin, resten til troppetræningsplads i Beneschau ved Prag. Efter denne nyhed sås´s mange lange ansigter og sikkert mange hemmelige tårer. Der blev ingen hjemmeorlov og så skullev i ovenikøbet til SS!. For så vidt jeg husker, havde de fleste allerede et soldaterpas til hæren, søværnet eller luftværnet. SS havde uden at spørge nogen, bare indkasseret os. Vi blev læsset i godsvogne og kørte i retning Kienstlag. Ved ankomsten så vi næsten kun SS uniformer. På banegården blev vi delt ind  i kampgrupper (kompani). Harald Koopmand og mig kom i samme kampgruppe. Så blev vi indkvarteret. Her var der næsten ingen tjekker. Alt var forladt og grusomt øde, ovenikøbet kom der en snestorm.

Vi lå i en lille landsby ved navn Networschitz i en lille dal. I en forhenværende læderfabrik var der indrettet et storkøkken. Der var også en biograf, som altid var fyldt op med soldater.Vores gruppe holdt til i en forladt skole, med doppeltsenge i klasseværelserne. Harald Koopmand var i en anden gruppe og ikke sammen med os. I min gruppe var folk fra alle hjørner i tyskland.

Næste dag fik vi udleveret gevær. Vores blodtype blev tætoveret under armen. Vi bar stadig vores HJ uniform under uddannelsen. Det var en usædvanlig hård og ubarmhjertig træning. Vi skulle yde det sidste vi havde i os.

Den 12.3.45 skulle hele regimentet træde an. Vi skulle bruges til forsvaret. Kommandanten hold en tale, og lod os forstå at vi skulle sættes ind ved fronten. Vores regiment blev kaldt: "Konepacki", kampgruppe Böhmen, SS division "Hitlerungdom". Man tog vores soldaterpas, for at påføre SS stempel og navnet på vores enhed.

Uddannelsen fortsætte dog lidt endnu. Jeg kan stadig huske panzervognsbekæmpelsen. Vi skulle anbringe en tallerkenmine på tårnet af en de hurtigkørende panzervogne. Det var slet ikke så nemt, man skulle passe på ikke at komme ind i panzerkæden.

Den 30.3.45 blev der afholdt en stor øvelse. Vi var undervejs i to dage, og skød flittigt med løst krudt. Landskabet var flot, men der var ikke tid til at nyde dette. Da vi kom tilbage, blev vi klædt i feltgrå uniform, og om aftenen blev vi sat i alarmberedskab. Ingen måtte forlade området. Ordren til afgang kunne komme hvert øjeblik. Vi fik også skarp munition. Den 5.4.45 kom så ordren, vi fik et måltid mad,f orskellige våben og nødration.

De folk der havde uddannet os blev ved med at være vores overornede. Det var til dels højt dekorerede folk, nogle enda med ridderkors. Dem havde vi et godt forhold til. De havde da også været med til lidt af hvert. Det var værre med vores gruppefører (Fahnenjunker), som var fanatisk.
Vores gruppefører havde gjort sig mere end upopulær, igennem hans næsten sygelige træning.

Vi blev så læsset på lastbiler med trægasmotor og kørt til fronten. Turen gik igennem Bøhmen, Niederdonau over Znaim mod Krems. Om aftenen i Krems ved Donau, blev vi placeret i frontlinien og måtte grave os ned.

Der var en dejlig udsigt over floden. Russeren var formentlig på den anden side, jeg så dog ikke nogen. Der blev heller ikke skudt. Ved siden af os lå en forhenværende FLAK enhed (Luftværn), nu infanteri (fodfolk). Enheden bestod af ældre folk. Da de fik øje på os, rystede de på hovedet og sagde: "Drenge, i må hellere tage hjem igen". Derefter blev det strengt forbudt at tale med dem. Om dagen blev vi trukket tilbage og om natten ud i grøften igen. Det foregik i fred og ro i nogen dage.

Den 16.4.45 måtte vi igen på lastbilen og kørte videre mod øst.

Ved en landsby sydøst fra Lan ved Thaya måtte vi igen grave os ned i anden linie. Mig og en kammerat var ikke engang halvt færdig med vores grøft, da vi blev sat til (frivillig!) at bære en svært såret soldat bagud. Vi var fire til at bære ham. Båren var kun et tæppe. Soldaten var ramt i maven, man kunne se hans indvolde, men han var i live, mere besvimet end vågen.Vi kunne ses af russerene på vores vej, men der blev heldigvis ikke skudt.  På vej tilbage blev vi så beskudt, enda med granater. Vi nåede dog allesammen velbeholden tilbage. Det var vores første rigtige ilddåb! Så blev i igen flyttet i to grupper, på venstre side af vejen, som førte til landsbyen. Vores gruppe lå i en hulvej, beskyttet af en ca. 2m høj jordvold. Den anden gruppe lå ca. 20m længere frem, hvor der ikke var en beskyttende jordvold. I den følgende nat skete der så en tragedie, for 30m længere oppe havde russerne sat en svær maskingeværrede, som næsten havde dræbt hele den forreste gruppe. Hvad der virkelig hændte kunne vi pga. mørket ikke se. Vores gruppe lå pga. jordvolden godt beskyttet. Ved morgengry var maskingeværet sat ud af spillet. Vi måtte så hente vores sårede kammerater, men som sagt var der ikke mange overlevende.

På den anden side af gaden, bagved en lille bakke som ikke kunne ses fra landsbyen, lå vores regiment. Vi fik at vide at vi skulle komme derhen.  For at klare det, måtte vi ned fra bakken og krydse gaden som kunne ses af russerne. Til alt uheld var der et levende hegn ved vejen som vi var nødt til at have tilløb til, for at kunne springe over (med opakning). Alle kom godt over uden at blive ramt, undtagen mig. Jeg blev hængende og hang der som en der var lige ved at drukne. Jeg kunne derfra se en russisk maskingeværrede, halvejs mellem mig og landsbyen, men heldigvis var russerne døde. Jeg kom fri igen og skyndte mig videre. Sådan nogen oplevelser glemmer man ikke så hurtigt.

Tilbage ved regimentet fik vi at vide at vi snart skulle angribe landsbyen. Det glemmer jeg heller aldrig. Det er slemme timer og minutter før sådan et angreb. Ventetiden gik på nerverne. Det var dog ikke så svært at indtage landsbyen. Vi havde dog problemer med vores patroner, som var af jern og lakeret over. Efter skudet hang de et øjeblik fast i geværløbet, det var ikke særlig beroligende. I landsbyen gennemsøgte vi alle huse og lader. På gaden lå en russisk officer med spaltet kranie, jeg tog hans pistol. Så kom en tysk officer og forlangte pistolen. Jeg havde også i forvejen nok at slæbe på. Husene var plyndret. En anden gruppe fik fat i en russer som havde mishandlet en kvinde, han blev skudt med det samme. Jeg havde næsten skudt en kvinde. Ud af en låst kælderdør så jeg at nogen sigtede på mig, og jeg skød med det samme. Gudskelov ved siden af, det var bare en kvinde som ville gøre opmærksom på sig selv. Hun fortalte at russerne havde taget nogle kvinder med sig. Jeg kom aldrig så tæt på en russer, at jeg kunne se det vide i hans øjne. Og så at skulle skyde på ham, havde nok kostet nogen overvindelse. Begivenhederne, nye indtryk osv. gav os ikke ret meget tid til at tænke over tingene. Vi trak os hurtig tilbage fra landsbyen igen.

Vi skiftede tit stillingen. Russerne var ikke til at stoppe og vores gruppe blev mindre og mindre. Efter hver tilbagetrækning samledes vi til tælling. Der var så engang, at der manglede en mand fra nabogrøften. Den overordnede mente så at vi ikke havde givet ordren til tilbagetrækningen videre. Derfor fik jeg ordren til at vende tilbage og hente ham. Han var måske faldet i søvn. Det var ikke rart at skulle tilbage uden at vide om russerne allerede var der. Det var ovenikøbet halvmørkt. Kommet hen til grøften, så jeg at vedkommende var død. Jeg vendte tilbage og aflagde rapport, og ikke nok med det. Jeg blev sendt derhen igen for at hente geværet!. Da det blev lyst så jeg at geværet var rød af blod.

En anden episode. En af vores gruppefører, uden udmærkelse, talte med vores overordnede. De var venner. Den overordnede, som var højt dekoreret, overgav den anden et brev til sin forlovede, med ordene: "Jeg tror ikke at jeg kommer levende ud af det her, vil du give hende brevet hvis jeg døer?". Jeg hørte så også at gruppeføreren gerne ville have en medalje med hjem. Derfor måtte han derefter vælge "frivillige" til en rekognosticering. Da han kom tilbage, var de fleste frivillige døde, og ingen tilfangetagne russer. Jeg ved ikke om han fik en medalje?.  At jeg havde overværet deres samtale, var yderst pinlig for dem. Desværre husker jeg ikke deres navne.

Jeg har glemt meget siden, men har kunnet hente mange oplysninger fra min forhenværende krigskammerats H. Koopmanns dagbog. Hans dagbog, som det lykkedes ham, trods krig og fangensskab, at få med hjem, er skrevet meget præcis. Det har jeg været meget taknemmelig for. Mange andre soldater havde sikkert de samme oplevelser, men vi var dengang 15/16 år gammel, og jeg har altid gerne villet skrive dem ned.

Desværre husker jeg heller ikke navnet på den kammerat, som lå sammen med mig i skyttegraven. Der lå vi to i hullet, som samtidig var køkken, toilet og soveværelse. Stadig under beskydning af skarpskytter og MG med eksplosionsmunition. Engang blev vores hul beskudt med granater. Tre skud, højre, venstre og 2m bagved hullet. Den næste måtte ramme os! Men der kom ikke flere. Døden var hele tiden tæt på. Jeg stillede engang mit køkkengrej på kanten af hullet, det sagde bare lige "paff", og så var det væk. Lige før vores hul døde en af delingsførene. Man mente dog at han blev skudt ved en fejl, af sine egne. Han havde åbenbart, med åben frakke og uden at sige kodeordet, bevæget sig  mod skyttehullerne. Russerne gik vist rundt på denne måde.

Vi var sikkert møgbeskidte, for der var ikke noget med at vaske sig eller skifte tøj. Jeg drømte tit om at sove i en rigtig seng igen. Jeg husker tydelig at jeg dengang gerne ville høre lyden af en bestemt dør derhjemme igen.

Så lød det igen en nat, når i ser en grøn nødraket, skal i begynde tilbagetrækningen!. Vi så mange nødraketter den nat, men ingen der var grøn. Det lysnede igen, men stadig ingen ordrer om tilbagetrækning. Russerne skød heller ikke mere. Vi forholdt os i ro indtil aften. Så opdagede vi, at alle til venstre og højre fra os, allerede havde trukket sig tilbage. Vi havde heldigvis en erfaren delingsfører. Man kunne kunne høre russernes lastbiler, ca to km foran os. Vi var en flok på 20 måske 30 soldater. Russerne troede sikkert at der ikke var flere tysker, heldigvis. Vi samlede os omkring delingsføreren og marcherede på de små veje tilbage. Hvordan havde vi det mon?, men vi nærede stor tillid til vores delingsfører.

Vi måtte gå udenom landsbyer og åbne områder, vi havde ingen kompas, kort eller andre hjælpemidler. Pludselig opdagede vi chokeret, at vi befandt os bagved de russiske skyttegrave. Vi var altså gået i de forkerte retning. Vi var gået i 2 dage, og vi var hundesulten, men angsten drev os videre. Jeg ved ikke hvor længe vi var undervejs, men det lykkedes os til sidst, uden mad og med lange dagsture, at komme igennem de fjentlige linier. Sandsynligvis havde russerne samlet sig på vejene, og vi var med stort held kommet igennem. Hvis vi var stødt på kæmpende enheder eller fronten, var vi sikkert blevet opdaget. Først kom vi i ingenmandsland, for de tyske tropper var nok nået længere væk.

Vi kom så ind i en by som var total forladt og mørkt. Her prøvede vi at finde proviant, indtil vi fandt en stort tysk forsyningslejr, som blev bevogtet af en tysk soldat (måske officer). Han havde allerede fjernet sine skuldermærker, men han ville ikke give os noget. Vores delingsfører bad os om at gå rundt om hjørnet. Så hørte vi et skud og lejren stod åben for os. Vores delingsfører fortalte aldrig om han havde skudt manden.Vi så heller ikke nogen liggende, men det kunne vi da selv regne ud. Så spiste vi alt hvad vi kunne, jeg spiste grisefedt med hænderne. Det gav selvfølgelig maveonde og diarre.

Kort tid efter fortsætte vi med nye forsyninger. Jeg ved ikke hvor længe vi var undervejs, men vi fandt sandelig, i alt det kaos, vores enhed, rettere sagt, resterne af den. Efter Harald Koopmands dagbog var det ca. 16 mand. Det var i slutningen af april.

Vi måtte igennem endnu et par dramatiske slag. Vi var inddelt på ny. Ud af mange restenheder lavede man en stor kompagni. De sårede blev ind imellem efterladt. Vi bar på en kammerat, hans ben hang i laser. Vi kunne allerede se russiske soldater, ca. 2km bagved, da en tysk officer kom kørende. Vi bad ham om at tage den sårede med sig, men det nægtede han. Så måtte vi efter ordre efterlade drengen, som kun var 15 år gammel. Vores delingsfører gav ham en pistol (Sikke et vanvid), men der var ikke tid til at tænke sig om. Vi måtte skynde os videre. Dette skete i nærheden af Znaim (Zuojmo). Vi marcherede i kolonnen og blev hele tiden overhalet af lastbiler og hestevogne. Vi var dødtrætte og vi faldt tit i søvn mens vi gik.

Jeg spurgte vores delingsfører om lov til at køre et stykke af vejen med en "panjevogn", sammen med fire andre.  Det fik vi lov til, under betingelse af at vente i den næste landsby. Det gjorde vi så også. Uvisheden var uhyggeligt. Landsbyen var helt forladt.. I et af husene fandt vi et vækkeur og holdt derefter vagt. Det var stadig mørkt, da vi hørte lyden af panzervogne. Der var nerver på. Vi lod den første passere, ved den anden var vi sikre på at de var tyske, den tredje fik vi standset, og fik lov til at køre med. Det var en Kongetiger, kæmpestor! Vi havde det dejlig varmt pga. motorvarmen, og kunne riste kartofler på udstødningen. Igennem panzervognsbesætningen fik vi at vide at russerne havde omringet det hele. På vores tur før, med panjevognen, kom vi forbi Harald Koopmann, men han ville ikke køre med os. Derfor kom han i russisk fangensskab. Vi fortsætte mod vest med panzeren. På vejen kunne vi se at de russiske fly havde gjort deres, under angrebet mod flygtningestrømmen (Hestevogne, lastvogne og mange mennesker). Det brændte stadig mange steder. Jeg glemmer aldrig lugten af det brændte heste- og menneskekød. Panzervognene blev en efter en, sprængt i luften, efter at benzinen var sluppet op. På de sidste vogne blev trængslen derfor stor. Vi blev så sat af i en landsby, som var besat af det tyske militær. Her fik vi fat i marchordrer til os, uden dem kunne man blive hængt i det nærmeste træ. Dem var vi stødt på adskillige gange undervejs. Jeg kom op at køre med en lastbil, sammen med flere andre soldater. Det var vigtigt at holde sammen, for ikke at falde i hænderne på tjekkerne eller befriede KZ fanger. De var selvølgelig ikke særlig venlig stemt overfor os.

I en by hvor vi fik en af marchordrene, lå der en flot borg. Høje officerer holdt her en rigtigt alkoholorgie. En af dem forbarmede sig over os, selv om vi tilhørte SS, og udstedte marchordren. I en åben lade stod et langt bord, hvor kvinder dansede på bordet og endda tissede i champagneglassene. Jeg har aldrig set lignenede siden, det vat helt vild. Vi var chokeret, ung og uerfaren.Vi skyndte os videre modvest.

Efter flere eventyr, som jeg ikke husker, stødte vi i nærheden af Kamp på amerikanerne. Der måtte vi aflevere vores våben, men jeg beholdt, ungdommelig letsindighed, pistolen i min brødpose. Det var livsfarlig letsindighed. Jeg mistede kontakten til mine kammerater. Vi kom så i en stor lejr. Jeg havde fjernet mine SS runer fra skulderen inden jeg kom i fangensskab.

I lejren opstod rygtet at vi skulle overgives til russerne. Derfor pakkede jeg de få ting jeg havde, og sneg mig ud af lejren, som endnu var svagt bevogtet. Jeg fulgtes med en hollænder og en fra hamborg. Vi gik kun om natten, og om aftenen prøvede vi på at få noget at spise af bønderne. Det gik meget godt, bortset fra at jeg havde diarre. Hvis ikke jeg havde været sammen med de to andre, var jeg sikkert kradset af. Desuden var vi bange for at blive pågrebet af befriede KZ fanger i skovene.J eg fandt senere ud af hvorfor.

Efterhånden syntes vi at vi kom for langsomt frem, da vi fik øje på nogle heste ved en bondegård. Vi besluttede os hurtig til at stjæle tre heste, to russiske trækheste og en tysk ridehest. Gudskelov havde de hovedtøj, men ingen sadel. Jeg havde aldrig siddet på en hest, hvorimod mine to kammerater havde mere erfaring. Hollænderen og mig red på trækhestene. Det værste var at når hollænderen gik i trav, ville min hest absolut følge efter!  Hestene var så vant til hinanden. Det varede lidt inden hesten og mig blev enige. Vi red nu for det meste om dagen, tæt på vejene, hvor vi ofte fik øje på amerikanerne. Vi ville længere mod vest. Efterhånden var vi nok redet ca. 200 km, da vi ville holde pause hos en bondemand. Området var fyldt med flygtinge som søgte husly hos bønderne. Min bagdel var så øm og nærmest et åben sår at jeg næsten ikke kunne gå. Mine kammerater sørgede heldigvis godt for mig. De kom koldt vand på bagdelen og bagefter en håndfuld mel.. Vi fandt nogle tæpper og bandt lædersnore sammen til stigbøjler, det hjælp lidt, selv om det gled lidt frem og tilbage. Mine to venner var for det meste på damesjov om aftenen, mens jeg skulle sove pænt i laden, indtil de kom tilbage. Næste morgen fortsætte vi i bjergene. Jeg havde stadigvæk diarrê
og måtte tit holde, mens de andre ventede altid på mig. De ville nok have haft det lettere uden mig. En dag holdt vi pause i en hel dag, for at hesten kunne hvile sig. Her anbragte mine venner mig hos en ung kvinde. Hun ville gerne beholde mig hos hende, indtil tingene havde normaliseret sig. Om aftenen gik hun altid over til amerikanerne, som lå i nærheden, derfor ville jeg hellere forsætte med mine to venner.

Undervejs mødte vi mange soldater, der som os havde taget civilt tøj på. Deriblandt mødte vi nogle med god organisationstalent. En af dem havde "organiseret" sig en vogn med hest, så han lignede en herboende bonde. Han kørte frækt på vejene, og hilste på de amerikanske soldater, som ikke fattede mistanke. Han blev endda hjulpet videre af militærpolitiet.

Vi måtte fortsætte i bjergene. På et tidspunkt stødte vi på en gruppe soldater ("Landser) med ca 50 heste, som vi fulgtes med. De blev ført an af en officer, der kendte mange smutveje. Det var imponerende med sådan en stor flok ryttere, men også risikabelt. Derfor delte vi os senere igen. Senere holdt vi pause på en stor bondegård. Bondemanden inviterede os til et veldækket bord. Ingen amerikaner i miles omkreds!? Men risikoen at blive pågrebet blev større og større. Vi besluttede at sælge hestene, for en røget skinke og hundrede cigaretter, til bonden. Jeg var ked af at skulle tage afsked med min hest.

Men pludselig stod amerikaneren på gårdspladsen og ville tage os til fange! Mens vi sad og spiste, var bonden gået ud af bagdøren for at fortælle amerikanerne at han havde tre tyske soldater på besøg. Der var ikke ret mange amerikaner i landsbyen. Jeg havde ikke mere pistolen, og vi ville slet ikke sætte os til modværge. Amerikanerne tog os med hen til det hus, hvorde opholdt sig. Vi tre måtte så sætte os på gaden ved huset og vente. Amerikanerne gik bare ind i huset og, tro det eller ej, spiste til middag! Vi sad der uden bevogtning, men vi turde ikke at stikke af. Hvis jeg havde kunnet tale engelsk, ville jeg have spurgt om lov til at vende tilbage til gården, for at hente noget jeg havde glemt. Jeg ville gerne have spiddet bondemanden med møggrebet, for det her var for meget af det gode. At give os mad, købe vores heste og så angive os for at gøre indtryk. Men amerikaneren regnede ikke den slags mennesker, heller ikke i fangensskab.

I min dumhed og angst, havde jeg smidt mit soldaterpas væk. Det indeholdt et SS stempel, som vi mod vores vilje blev indkaldt til. Det var os bekendt at SS folk ikke blev behandlet særlig godt. Jeg blev sammen med mine venner indtil vi kom i en opsamlingslejr. Der blev vi sorteret, op med armen, for at vise den indtætoverede blodgruppe, og så ud til højre. Der kom jeg fra mine venner og skinken. Vi kunne ikke dele den uden kniv. Vi så ikke hinanden igen. Alle SS folk (ca. 1000 mand), blev samlet på en stor eng. Ingenting at spise og ingen tæpper, det var hundekoldt om natten. Vores toilet var en træstamme foran en grøft. Det var noget af en balancekunst at skulle sidde på den. Der var ikke noget at støtte sig til. Desuden havde vi ikke ret mange kræfter. Det eneste vi havde, var lus. Så sad jeg, ligesom alle de andre og knækkede lus mens solen skinnede. I mellemtiden blev vi delt ind i grupper, pga. uddeling af proviant. Helt utrolig: 100 mand skulle dele en dåse oksekød, og 50 mand et brød. Jeg var heldig at jeg havde cigaretter, som jeg kunne bytte mig til ets tykke brød med. Landsbyens indbyggere kastede også sommetider brød ind til os. Det var ligesom en gave fra himmelen for os. Brødet blev delt retfærdigt imellem os. Vi talte endda krummerne. Jeg ved ikke hvor mange der døde. Mange måtte tages op af latrinen. Det var sikkert svært for amerikaneren at skulle forsørge så mange fanger. Men da vi var fra SS, gjorde man sig heller ikke umage. Vi var mange uger i denne lejr. En dag skulle amerikaneren bruge 1000 frivillige, som skulle marchere "strækmarch". Det blev filmet, og alle frivillige fik en ekstra ration mad og cigaretter.

Jeg fik engang ordre, af en høj tysk officer, til at hakke ukrudt foran den amerikanske barak. Det var jeg for genert til og nægtede derfor. Så gav officeren mig et par på hovedet. Det resulterede i, at mange af mine medfanger indtog en truende holdning overfor denne mand. Gudskelov skete der ikke mere, for amerikaneren kunne godt finde på at skyde ind i mængden. Efter ca. 10 uger blev vi fordelt i flere forskellige lejre. Jeg kom til en tidligere flyveplads. En stor hal (Hangar) blev lavet om til to etager, hvor vi så blev anbragt. Lusene var imellemtiden blevet fjernet (Entlausung), og maden blev også bedre. Desværre har jeg glemt navnet på flyvepladsen. Vi måtte sove på gulvet, men os på anden sal, havde det lidt varmere om natten end dem der lå nedenunder.

Kort tid efter kom vi igen til en anden lejr. Jeg kom til Plattingen, hvor vi skulle bruge vores egen presening som telt. Den var en del af vores udrustning. Når vi gik fire sammen, blev det til et helt telt, dog var pladsen meget trang. Men vi havde da tag over hovedet. Det var værre når det regnede, for teltet var ikke tæt. Maden blev også dårligere igen, vi fik bl.a. kun smør som ikke var større end en sukkerknald. Hver dag skulle vi marchere på arbejde, officerene gik foran. Det havde den fordel, at de var de første til at samle skodderne op, som amerikanerne havde smidt fra sig. De andre soldater klagede til lagerledelsen, og bad om at det skulle gå på skift, hvem der skulle gå foran. Det blev dog ikke efterkommet. Når vi skulle træde an, stod der tit en østriger ved siden af mig. Han ejede en sikkerhedsnål, som han spiddede skodderne med, og derfor kunne ryge dem helt ned. Vedkommende samlede også tomme konservesdåser, som han fandt i affaldsspandene ved det amerikanske køkken. Han kogte dem til en forfærdelig suppe, men maven havde da lidt at bestille.

Vi var med til at bygge 10 barakker med to til treetagerssenge. Barakkerne var omgivet af et højt pigtrådshegn. Vi flyttede selv ind i dem. Der var plads til ca. 1000 mand, på et areal på ca. 100x100m. Jeg var for det meste beskæftiget med at lægge gulv. Det var ikke så anstrengende og der stod heller ikke altid en vagtpost ved siden af.

Engang arbejdede jeg sammen med østrigeren, med at bygge senge. Det var hårdt arbejde. Når en seng var færdigbygget, skulle vi løbende bære den til et samlingssted. Da vagtposten ikke kiggede på os, sagde jeg til østrigeren, at han skulle løbe lidt langsommere. Men han var bange og skyndte derfor på os. Amerikaneren (AMI) kunne godt finde på at skyde hen over hovedet på os, hvis han syntes at vi var for langsom. Nogle af vagterene var af jødisk afstamning, for det meste polsk, tysk eller også fransk, og mange af dem havde mistet familie i KZ lejrene. Men det fik vi først at vide lidt efter lidt. Jeg havde slet ingen forestillinger om et KZ lejr. De første billeder af grusomhederne fik jeg at se, mens jeg var med til at bygge senge (sengekommando). Jeg blev kaldt hen til to vagter (AMIèr), der sad på sådan en toetagersseng. Den ene viste mig et ugeblad, som var fyldt med grusomme billeder fra en befriet KZ lejr. Hans forældre døde i polen. Jeg havde det ikke godt, det var meget ubehageligt. Den anden vagt var helt stille. Men pludselig blev han rasende og ville sparke mig i hovedet. Det forhindrede den anden heldigvis i sidste øjeblik. Mon ikke jeg var glad for det?. Med mine 16 år lignede jeg nok mere et barn end en voksen.J eg blev sendt på arbejde igen. Somme tider var vi lidt letsindig, som følgende eksempel viser. Vi havde en vagt, som gerne ville skyde til måls på dåser eller lignende. Han spurgte mig en dag, om han ikke måtte skyde en cigaret ud af munden på mig. I min ungdommelige letsindighed, indvilligede jeg. Han skød, og jeg overlevede. Jeg tror han gav mig udover cigaretterne også chokolade. Senere valgte amerikaneren selv de folk, som han skulle bruge til arbejdet.

Jeg blev altid hentet af en AMI som holdt batallionens bilpark i orden. Han kaldte mig "Sneip". Han sagde altid "Snipe come on" til mig, når han kom om morgenen for at hente os. Jeg forstod ikke ret meget engelsk, men en anden medfanger var meget ivrig for at oversætte vores samtaler. AMIen fortalte mig, at han ikke selv havde børn og at han derhjemme havde et stort bilærksted med benzintank. Han ville gerne tage mig med over til amerika. Jeg ville dog hellere hjem igen og derfor blev det ikke til noget. Hvem ved, det var måske en fejl?.

Imellemtiden var vores baraklejr klar til indflytning. I midten var der en bred vej, på begge sider af vejen lå 5 barakker med plads  til 1000 mand. Det hele var ca. 500 -800m lang. Hver barak havde sin egen indgang ud til vejen. Forenden af vejen var lejren sikret med en stor port. Porten og pigtrådshegnet var stærkt bevogtet. I den første barak boede lejrledelsen. Jeg var heldig og fik et job som bud hos lejrledelsen. Min opgave bestod i at viderbringe ordrer og meddelser til de andre barakker. Barakkerne blev efterhånden fyldt op med fanger fra hele den amerikanske zone. Der var også nogle russere.  Næsten hele lejren, ca. 10.000 mand, bestod af forhenværende SS folk.  Der var sikkert også andre nationaliteter, jeg husker bedst russerne. Lederen af lejren hed Zæsar, og hans stedfortræder Neumann og jeg delte sovekammer. Vi havde hver en etageseng, og inddelte vore hjørner med tæpper. Vi havde indrettet os rigtig hyggeligt. Jeg stod selvfølgelig for rengøringen, og vi skulle selv rede vore senge. Vores lejrleder Zæsar var en tidligere herregårdsejer. Han var meget populær i lejren. Hans stedfortræder Neumann var derimod en ubehagelig type. Han var nysgerrig og ville hele tiden vide noget om Zæsars gøremål. Jeg måtte være forsigtig. Han fortalte, at han egentlig selv var kommunist. Lederen og stedfortræderen var begge over 50 år gamle. Delingsføreren var 24 år. Han var journalist og ville fortsætte i sin stilling, når han kom hjem.

Ved siden af os lå en yderst interessant person, han var oversergent. Hans funktion i lejren var hovedsagelig at skulle oversætte. Hans navn har jeg også glemt. Han var en rigtig eventyrer og kvindebedårer, hvilket skulle vise sig senere. Han havde mistet tæerne på begge fødder på grund af forfrysninger. Han fortalte mig, at han havde været kunstskøjteløber. Han var blevet venner med en amerikansk soldat. De havde begge lavet noget usædvanligt. Vores lejr havde eksisteret i længere tid. Forholdene i lejren var i mellemtiden blevet meget gode, vi fik endda cigaretter. Cigaretterne blev brugt som byttehandel, men faldt i værdi, i og med at vi fik dem udleveret.

Men nu til de to officerer og deres utrolige eventyr, fordet må man kalde det. En aften kom den amerikanske officer, som han plejer, kørende i sin jeep, for at besøge den tyske SS-officer. Men denne gang sad der to amerikanske officerer i jeepen, da den kørte væk igen. Amerikaneren havde taget en amerikansk officersuniform med til ham. Derefter var de kørt til München, for at komme i lag med nogle piger. Jeg kunne næsten ikke tro, det jeg havde set. Det havde de gjort et par gange, og det blev aldrig opdaget. Hvis det var blevet opdaget, var amerikaneren nok blevet smidt ud af militæret. Der blev ikke sparet på straffeforanstaltninger.

Igennem mit arbejde som bud, fik jeg mange venner og bekendte i lejren, men der var også mange, der var misundelige. Jeg kunne bevæge mig frit rundt i lejren, hvilket var forbudt for alle andre. I en af barakkerne, hvor jeg ofte kom, så jeg noget meget trist. Der lå tre unge soldater, ikke ældre end jeg, som var hårdt sårede. Lignende har jeg aldrig set siden. To af dem havde mistet både arme og ben, kun kroppen og hovedet var tilbage. Disse to var, trods deres skæbne, fulde af humor og gåpåmod. De fik rørende omsorg fra deres opofrende kammerater, som også havde bygget alle mulige hjælpemidler, som skulle lette livet for dem. Amerikanerne  var meget deltagende i deres skæbne. Hvis ikke de havde fået så god en omsorg, var de nok kommet på et sygehus. Jeg ved ikke hvor længe et menneske kan leve på den måde. Den tredje havde det lidt nemmere, da han stædig havde to arme. Kammeraterne havde bygget et bræt med hjul til ham, så han i det mindste kunne bevæge sig rundt i barakken.

Jeg kunne godt lide at komme hos russerne, de havde et godt fællesskab og havde endda en præst. Præsten boede sammen med sin kone. Ægteparret var med til at lave en teaterforestilling, som blev opført, under stort bifald, for lejrens fanger. Der måtte kun være 500 tilskuer ad gangen. Til sidst sang præstens kone,som var den eneste kvinde i lejren, en hjemstavnssang. Ikke et øje var tørt!. Men da den dejlige russiske kvinde sluttede sangen, fulgte en ørebedøvende bifald, højt skigeri og tumult. Det var en foruroligende larm, og amerikanerne kom med en vognfuld soldater, for at kvæle "opstanden". Men han behøvede ikke at gøre brug af sine skarpladte maskingeværer, efter de fandt ud af hvad det drejede sig om. Det var en oplevelse, jeg heller ikke glemmer.

Selve lejren var enddnu streng bevogtet. Bevogtningen var mindre streng under arbejdet. Der var ingen der ville stikke af. Vi ville allesammen gerne frigives med papirer som var i orden, da man ellers ikke kunne få rationeringmærker. Mange af de soldater som stammede fra østområderne, ville helst ikke frigives, da de havde mistet deres hjem. Det var en særlig hård skæbne for disse mennesker. Selv om der ingen bevogtning havde været, tror jeg ikke at nogen ville være stukket af. Vi havde det imellemtiden fået bedre vilkår i lejren, end dem der boede udenfor.

Desværre findes der altid mennesker, som kan udnytte enhver situation til deres fordel. Så også følgende utrolige hændelse. Det var midt om natten, da vi blev smidt ud af vores senge. Følgende var sket: Hver morgen gik vi i grupper på 10 personer, for at blive talt,  igennem porten til arbejdet eller til en lastbil, hvis arbejdspladsen lå længere væk. Det lykkedes for en gruppe, at lære nogle kvinder at kende. Disse 5-10 kvinder blev klædt i lejruniformer, og derefter smuglet ind i lejren efter endt arbejdsdag. Det samme antal fanger blev så udenfor, og det blev ikke opdaget. Næste morgen skulle der byttes tilbage. Om det var koner der ville besøge deres mænd, husker jeg ikke mere. Men nogen havde givet amerikaneren et tip, som stormede barakkerne og hev kvinderne ud af sengene. Enten nøgen eller kun beklædt med en tynd skjorte, måtte kvinderne sidde i den iskolde nat og bag pigtråd til den næste morgen. Jeg ved ikke hvad der skete med mændene. Det var slemt for kvinderne, da hele lejren skulle gå forbi dem på vej til arbejdet. De fleste af defor byttede fanger vendte tilbage, staffen ukendt. Amerikaneren var meget sur over det skete. Mange goder blev taget fra os igen,men vores lejrledelse gjorde en stor indsats for at mindske virkningerne. Det var en stor dumhed der var blevet begået. Bevogtningen blev skærpet over det hele.

I alle lejre blev vi forhørt for at finde frem til KZ ansatte og andre høje funktionære. Men de fleste havde nok skaffet sig falske papirer og var forsvundet i mængden. Af og til fik de dog fat i nogen.

Mange i lejren gik rundt i gamle udtjente amerikanske uniformer. Der skulle dog stå POW på ryggen (Prisoner of war). Det blev tit skrevet med tandpasta, og kunne efter en kontrol, vaskes ud igen.

Jul 1945 var jeg stadig i Plattingen, og mange havde hjemve. Mange af os havde ikke set deres familie i to eller tre år. Der blev arrangeret en dejligt julefest. Jeg hørte med til lagerledelsen pga. mit budjob. Her var det særlig hyggelig, da vi efterhånden kendte hinanden ret godt. Men det var svært at synge en julesang med en klump i halsen.

Det var også ved denne tid, at vi fik lov til at skrive hjem. Mine forældre have ikke hørt fra mig siden jul 1944. Vi fik udleveret specielt papir, som man kunne skrive på med fjer og vand. Papiret blev blå når det kom i berøring med vand. Posten blev censureret, men endelig kunne vores familie få livstegn fra os. Jeg husker ikke ret meget fra nytårsaftenen. Jeg tror at vores nabo i barakken ved siden af, han var ven med en amerikaner, havde en flaske snaps. Han var en rigtig livskunstner. Han kunne altid få noget godt ud af en situation. I midten af januar skulle vi i en anden lejr. Formentlig pga. at lejren skulle bruges til flygtninge, eller fordi den skulle opløses. Jeg fandt aldrig ud af hvad  der var sandt.

Jeg og en del af mine kammerater blev kørt på lastvogn, af en sindsyg chauffør, til den tidligere KZ lejr Dachau. Det blev ikke så slemt som vi havde frygtet. Jeg skulle bo i en barak, tæt på pigtrådshegnet  og lige overfor køkkenbygningen. Vi var vist en 6-8 unge som skulle indrette sig på bedste beskub, i et hjørne med treetagers senge. De andre var noget ældre end os. Der var igen kun SS folk i lejren, ingen tjenesterang gmanglede. Der var en speciel type i vores barak, han var delingsfører og bar på en "blodmedalje" (Blutordenträger). I trediverne havde han været med til at "demonstrere", sammen med Hitler, ved "Feldherrenhalle". Det endte i et blodbad og de 10-20 overlevende fik derpå deres blodorden og blev forfremmet. Det var rystende, han havde ingen evner. Han var fanatisk og hidsig. Vi havde engang, inden vækningen, sømmet hans træssko fast til gulvet. Det skulle altid gå stærkt efter vækningen, og vi skulle skynde os ud og træde an. Vi stod allerede udenfor, da vi hørte en ørebedøvende larm i barakken. Han var selvfølgelig sprunget i sine træssko og havde fortaget sig en ordentlig mavelandning. I raseri var han så begyndt at smadre inventaret. Amerikanerne stormede barakken og havde sikkert skudt ham, hvis han havde løftet armen mod dem. Det skete heldigvis ikke. Han måtte rydde op efter sig og han talte aldrig mere et ord med os.

Vi fik en god behandling i denne lejr, forplejningen var nogenlunde og barakkerne var også god. Engang imellem blev der opført teaterforestillinger i spisesalen. Vi skulle arbejde udenfor lejren, på et stort benzinlager ved banegården. Det var rart at se civilbefolkningen igen. Fra lastbilerne vinkede vi til pigerne, og om aftenen i barakken skændtes vi om hvem af pigerne havde vinket til hvem. Der var sikkert mange her i lejren, som havde andet at tænke på. I den anden ende af lejren var der vist en hel del tidligere KZ ansatte.

Overfor vores barak lå en flad bygning, der var omgivet af en høj mur. I denne bygning bag tremme vinduerne, opholdt sig den berygtede Ilse Koch. Der blev også fortalt at Duce-befrieren, Skorzeny, var anbragt der. Vi fandt snart ud af at man kunne se tremmevinduerne fra taget af køkkenbygningen. De fleste gjorde det for at se en kvinde igen. Nogle af de tilfangetagne kvinder holdt sig heller ikke tilbage med at vise hvad de havde.

Det mest interessante møde havde vist sig  ved et andet teaterbesøg i spisesalen. Vi undrede os over at flere pladser stod tomme. Så blev Hermann Gøring pludselig ført ind, flankeret af  20-30 militær- politifolk. Han blev placeret i midten, omgivet af militærpolitiet, hvilke holdt sig på behørig afstand af ham. Det så komisk ud, Gøring omgivet af hvidehjelme. Vi kunne ikke få at vide hvorfor han kom til Dachau. Måske blev han anbragt der, mens der blev holdt pause i Nürnbergprocesserne. Det var tredje gang i mit liv, at jeg fik Gøring at se. Det var lidt af en sensation, at se en så berømt og berygtet person, i fangensskab.

En dag blev vi samlet udenfor i lejren. En tysk talende amerikansk officer viste os en tysk SS general, som man havde pågrebet i et gartneri. Han blev efter alle kunstens regler, gjort latteligt under vores påsyn. Høje officerer havde deres egen afdeling i lejren. Hvis han havde boet sammen med os, havde vi sikkert også sømmet hans sko fast til gulvet. Vi kunne fint klare os uden dem!. Vores blodordensbærer ville sikkert også være blevet anbragt hos officerene, hvis amerikanerne havde fundet ud af hvem han var. Måske var de klar over det, men regnede ham heller ikke for noget.

Idag er jeg ked af at jeg ikke skrev mine oplevelser ned. Jeg har, efter alle de år, glemt eller fortrængt meget. Vi talte ikke om vores krigsoplevelser, mens vi sad i fangensskab. For os unge var nutiden og den uvisse fremtid meget vigtigere. Vi lærte også nogle dansetrin, for vi havde hørt, at der blev danset meget derude. At holde en pige i armen var vist også en af vores største ønsker.
På et tidspunkt arbejdede jeg i en smedie. Som snart udlært maskinarbejder var det godt for mig, for jeg nåede ikke at afslutte min uddannelse. Der fremstillede man en del kunsthåndværk til amerikanerne. Desværre var jeg der ikke ret længe. På den anden side var jeg glad for det, for smeden var meget grov, og behandlede mig ikke særlig blidt. Men jeg ville gerne have lært noget mere, for jeg var egentlig ikke så sart. Jeg kom et andet sted hen. Hovedsagen var, at være beskæftiget hele tiden, for ikke at kede sig.

Selv om vi var i det tidligere KZ lejr Dachau, forsøgte man ikke at vise os grusomhederne, som havde fundet sted her. Det var sikkert anderledes for officerene og de tidligere fangevogter. Det fik vi dog aldrig at vide. Noget kom dog frem under forhørene. Heldigvis var forhørene ikke så streng for os unge, men de var frygtet alligevel. Efter endt forhør kunne man evt. regne med at få løladelses papirer.

Et år efter krigsafslutning var jeg stadig i fangensskab i Dachau. Jeg husker etårsdagen, for udenfor lejren var der samlet mange mennesker. Deriblandt tidligere fanger, som var vendt tilbage for at se stedet igen, som nu frie mennesker. Det er svært at forestille sig hvad der foregik i hovedet på disse mennesker. Hvis vi kunne forestille os det, ville vi nok have en bedre verden.

Endelig en dag skulle vi flyttes til den britiske zone. Hjemstavnen nærmede sig! Vi måtte tage alle vores ejendele med. Jeg ejede f.eks. flere jakker, bukser, en pelsjakke, sko og flere flasker med spiseolie. Olien fik jeg af  lagersergenten i Platting som jeg skulle give til hans familie. Jeg ved ikke om olien var blevet dårlig. Vi var ca. 1000 mand, som blev kørt med godstog til Münster, under bevogtning af kun en amerikansk officer. Det var mit livs skønneste togrejse. Modtagelsen i Münster glemmer jeg heller aldrig. Engelske soldater ventede os, svært bevæbnet med flere panzervogne. Det var som en dårlig drøm. Den amerikanske officer morede sig sikkert, men det gjorde vi ikke!.

Vi blev ført til store blikhytter, hvor vi skulle træde an og lægge vore bagage fra os. Så kom en engelsk officer med en pind under armen (typisk engelsk).  En tysk officer i grøn farvet uniform, fulgtes med ham, også med en pind under armen...  Tyskeren fratog os alt vores ekstra tøj og vores feltflasker. Det grønne personale bestod af tidligere tyske soldater, og blev kaldt GSO (german sevice organisation). Englænderne brugte GSO folk som chauffør, ubevæbnede vagter og som tolk. Vi var rasende fordi man havde taget vores tøj. Men vi protesterede ikke, vi ville bare hjem.

En del af krigsfangerne havde allerede underrettet deres familie om deres snarlige løsladelse fra Münster lejren. Mange familiemedlemmer var derfor kommet og stod udenfor hegnet, og kunne efter mange års adskillelse, tale med deres mand eller søn igen. Så fik vi en forfærdelig meddelelse.
Alle sunde og raske mænd skulle deporteres til england, til arbejdslejre. Denne nyhed slog ned som en bombe. Alle skulle undersøges af tyske læger. Før nyheden kom, var alle raske, men bagefter humpede næsten hele lejren. Mange har mere eller mindre gjort skade på sig selv, for at undgå at komme til England. Ved undersøgelsen mødte jeg, til min store forbavselse, min fætter Heinrich Nielsen. Han kunne næsten ikke kende mig igen. Han blev sendt hjem pga. et fodsår, jeg blev sendt hjem pga min unge alder. Glæden over det, kan ikke beskrives. Ægte glæde, kan kun opleves igennem disse oplevelser.

Vi fik rigelig med proviant, inden hjemrejsen begyndte. Først til gennemgangslejren i Segeberg, som også blev brugt til flygtninge. Her så vi ubeskrivelig elendighed. Ikke nok med at disse skæbner havde mistet alt hvad de ejede, de var også blevet mishandlet af russerne. Jeg glemmer aldrig de ulykkelige barneøjne. Vi gav straks alt vores smør til disse stakler, da vi troede at der ikke manglede noget, når vi kom hjem. Det varen fejltagelse. Vi fortsætte vores rejse til Niebüll. Det er sikkert nemmere idag at komme fra Sild til Paris, end det var dengang at komme fra Segeberg til Niebüll. Min fætter blev i Niebüll til den næste dag. Han ville aflevere en meddelelse til en tidligere kammerat.

Jeg kørte videre og kom endelig til Westerland. På vejen hjem, mødte jeg vores nabokone. Det var skønt at se et kendt ansigt igen. Efter 4 måneder i krig og 13 måneder i fangensskab, var det en overvældene følelse at se de kendte omgivelser igen. Jeg kunne næsten ikke fatte, at jeg snart kunne høre lyden af hjemmets dør igen. Den lyd jeg havde tænkt på, mens jeg var ved fronten. Det var en af de små ting, der havde en stor betydning. Sikke en gensynsglæde da jeg trådte ind ad døren. Jeg fejrede min 18 års fødselsdag derhjemme, selvom alting var rationeret.

Efter 14 dage fortsætte jeg min afbrudte lære som maskinarbejder, ved lokalbanen. Det var en stor oplevelse at møde svendenes kendte ansigter igen. Det var en lidt komisk situation, for jeg måtte ikke ryge i pauserne og jeg måtte sige "De "til svendene. Om aftenen skulle jeg senest kl. 22.00 være derhjemme. Men læreår er ingen herreår, som man siger. Det var dejligt at gå i lære igen, selvom det var svært at indhente det forsømte. Jeg bestod dog svendeprøven.

En morgen, ca. et år efter hjemkomsten, sov jeg meget længe. Min mor var ved at gøre rent. Vinduer og døre stod åben, da en dør, pga. gennemtræk, smækkede i med et ordentlig brag. Jeg havde sikkert lige drømt om krigen. Jeg vågnede med et sæt og var så chokeret, at lægen måtte komme. Jeg havde også stadig somme tider lugten af brændt menneskekød i næsen. Men pga. min unge alder, kunne jeg fortrænge mange oplevelser. Jeg bryder mig ikke om uniformer mere, selv statsbanernes uniformer kunne jeg ikke lide.

Efterkrigsårene var spændende, især politisk. Alle valgmøder var godt besøgt. Min ven og mig besøgte næsten alle partimøder. Men vi måtte først lære at leve med et demokrati.

Vores fritid brugte vi til at danse, til levende musik.Vores tøj bestod for det meste af gamle uniformer. Pigerne var tit klædt i ternede bluser og nederdel, syet af militærsengetøj. Nøden var stor, men gjorde os opfindsom. Brændevin lavede vi selv, det var strengt forbudt. Cigaretter var svær at opdrive og derfor god til byttehandel. Det sorte marked blomstrede. I den tid lærte jeg min nuværende kone, Gisela, at kende. Hun var kun 16 år og adgang til danseaftenerne var forbudt for unge under 18 år.  Vi fik hende ind ved hjælp af en skolekammerats pas, som vi gav Gisela igennem toiletvinduet. Det lykkedes hver gang. Det var værre når englænderne lavede kontrol. De kunne finde på at tage alle piger med på lastbiler hen til sygehuset (Nordseeklinik), for at lade dem blive undersøgt mht. underlivssygdomme. Aftenen var så selvfølgelig ødelagt, og vi drenge blev skidesur! Som hævn piftede vi engang deres biler, og blev derfor forfulgt i flere kilometer langs stranden, dog uden at de fik fat på os. Ellers var vi gode venner med englænderne. De gik også i byen for at danse med deres piger på vores dansesteder, men for det meste opholdt de sig på deres egne værtshuse (Pub). Der var ikke adgang for tyskere. Det gode ved tiden dengang var, at menneskerne holdt meget sammen. Vi var altid en større gruppe der holdt sammen og fulgtes ad til de forskellige dansesteder i Wenningstedt, Keitum osv. Pigerne var altid i overtal på dansegulvet.

Der var mange flygtninge på øen. I Dikjen-Deel boede der f.eks. 5 familier i et rum, som var delt op med tæpper. Der var stor elendighed. Kaserne, barakker, hoteller og priv. huse blev brugt til flygtningene og det var svært at finde arbejde. Arbejdsformidlingen havde til huse i  hotel "DeutscherKaiser", overfor det gamle posthus. Her måtte man melde sigen gang om ugen for at få et stempel, og køen af arbejdsløse kunne være meget lang. Det var ingen fornøjelse at stå i køen i isnende kulde om vinteren. Jeg flyttede dengang sammen med min ven Max Jensen, på et lille bitte, ikke opvarmet værelse, på Bastianstrasse.  Hvis man boede hjemme, kunne man slet ikke få understøttelse. (Sikke da en ungdomstid!)

I denne tid, med al sin nød og elendighed, var der ikke mange der beskæftigede sig med fortidens synder. Befolkningen havde andet at tænke på, og man troede ikke på, at noget lignende nogen sinde ville kunne gentage sig!  Idag ved, vi at det havde været bedre, at formidle oplevelserne og erfaringerne til den næste generation. Politikerne ville også være bedre rustet, hvis fortiden var blevet bearbejdet bedre. Det er altid lærerigt at se tilbage og lære af de store fejltagelser,som blev begået.

På et tidspunkt indførte man jobtilbud (Notstandsarbeit). Efter en arbejdsløshedsperiode fik alle et jobtilbud, for det meste med at grave grøfter. Jeg var maskinarbejder, og fik derfor et jobtilbud ved et firma der var igang med nedbrydning af flyvehaller i List. Der var allerede sket nogle dødelige uheld. Jeg havde kun været igang i 10 minutter, med at skære spær af jern ned, da jeg opdagede sikkerhedsforanstaltningerne omkring mig. Jeg klatrede under højlydte protester af formanden, ned, og forlangte mine papirer. (firmaet ville blive meldt til politiet nutildags) Heldigvis viste arbejdsformidlingen forståelse, og jeg kunne derfor fortsat få understøttelse.  Det blev ellers ikke håndhævet på denne måde.

Englænderne brugte mange af de unge mennesker i kulminerne i Ruhrområdet. Det var hårdt arbejde. Det var stadig meget svært at få arbejde, og man var utrolig heldig hvis det lykkedes. Pengene slog næsten ikke til, og der var i hvert fald ikke penge til nyt tøj. Vores fremtid tegnede ikke rosenrødt. Danseaftenerne var vores største fornøjelse, især om vinteren. Dansestederne var nemlig opvarmet. Danseskolerne havde stor fremgang dengang. Vi drak som regel noget varmt. Vi måtte også betale entrê, pga. musikken, men det var overkommeligt.

Imellemtiden var Gisela og mig blevet forlovet. Det var næsten umuligt at opbygge en fremtid på øen, og derfor pakkede jeg min trækuffert og kørte på min gamle cykel mod Rhinlandet. Det var i oktober 1950. Jeg havde sparet 50,- DM op, og de kunne række i ca. tre uger. Fra Niebüll cyklede jeg til Husum, der var rimfrost. Her lærte jeg to lastbilchaufører at kende, de ville godt tage mig med til Hamborg, næste dag.  Det var selvfølgelig et stort spring i min retning. Jeg måtte finde en overnatningsmulighed, som dog viste sig at være umuligt. Ikke engang Røde Kors havde plads til mig. Til sidst henvendte jeg mig til politiet for at forsøge min lykke. Efter lang tids snak forbarmede de sig over mig, og gav mig lov til at sove i en garage (brandstation-Spritzenhaus), som dengang brugtes som fængsel. I garagen lå der allerede en gammel mand, fra østzonen. Så var jeg idet mindste ikke alene. Garagen var tom, gulvet af beton, det var hundekoldt, og vi havde ingen tæpper. Vi kunne ikke holde kulden ud, og begyndte derfor at skære træstykker ud af bjælkerne, som vi så lavede et lille bål ud af. Vi kunne ikke sove og ilden varmede heller ikke. Næste morgen lukkede politiet os ud igen. Vi så sikkert farligt ud med vores sorte ansigter. Det var svært at finde husly pga. de mange flygninge, så vi måtte være taknemmelig. Vi var helt smadret efter denne nat og jeg måtte opgive at komme op at køre med lastbilen til Hamborg.

Vi henvendte os igen til Røde Kors og bad om hjælp. Den gamle var heldig, han blev anvist arbejde på en gård, da han var uddannet mejerist. Kvinden fra Røde Kors fik medlidenhed med mig, og tog mig med hjem til sig selv. Her kunne jeg blive vasket, og jeg fik mad og en seng. Det var en stor og rar familie, og det var storsindet af kvinden at tage sig af mig. Alle havde dengang nok med at tage sig af deres egen skæbne ogde Røde Kors ansætte var i forvejen overbelastede. Takket denne familie fik jeg kørelejlighed til Hamborg

Herfra cyklede jeg hele vejen til Düsseldorf. Det tog mig 14 dage, men jeg husker ikke ret meget fra den tur. I Düsseldorf overnattede jeg flere gange på en herberg og om dagen forsøgte jeg at finde et værelse. Det var håbløst. Der var arbejde nok, men hvis man ikke havde fast bolig kunne man ikke få arbejde. Her i Düsseldorf skulle jeg mødes med en kammerat fra Sild, vi stødte på hinanden på et herberg.

Snart havde vi fået nok af Düsseldorf og vi begav os videre til Duisborg. Her var situationen den samme, uden bolig ingen arbejde. Endelig, efter lang tids søgen, fik vi arbejde ved et byggefirma. Firmaet havde stillet barakker op, som vi kunne bo i. Hele området var en mudderpøl. I barakkerne lå der til sidst ca. 5 cm mudder, som vi havde slæbt med ind. Firmaet skulle hovedsaglig bruge murer, men der var ikke ret mange. Derfor fik vi et lille kursus i at mure. Jeg tror der var ca. 200 arbejder på byggepladsen og der var et godt arbejdsklima.Vi tjente godt og vi måtte tage alle de overarbejdstimer vi ville. Vores dage bestod kun i at arbejde og sove. Her var jeg i ca. en måned, til den 6.12.1950.

Jeg blev gode venner med en arbejdskollega, og fik lov til at bo hos ham, så var det lettere for mig at lede efter et job som maskinarbejder. Før jeg gjorde det, købte jeg for første gang siden krigsudbruddet, nyt tøj, ny cykel og en returbillet til Westerland. Så var pengene også næsten brugt op. Men jeg havde fået arbejde og husly, det var da godt klaret! Jeg kørte hjem til jul og glædede mig til at se Gisela og familien igen. Hun boede på et lille værelse hos mine forældre. Jeg måtte betale for mit ophold derhjemme, med min nye cykel!.

I starten af januar kørte jeg tilbage til Duisborg. Jeg havde fået arbejde som maskinarbejder hos firmaet "Josef Brand", hvor jeg blev indtil 1953. Vi fremstillede alt hvad der skulle bruges i kulminerne. En dag skulle jeg køre for firmaet ind i en kulmine. Det var utroligt at se arbejdsforholdene, der skulle virkelig ydes noget. Kulminearbejderne var altid tørstig når de kom op i dagslyset efter fyraften. Det var ikke sjældent at der var  tre værtshuse, ved porten til kulminerne.
Der var meget storindustri i området. Himlen blev farvet rød om aftenen, af alle de store ovne og skorstene, som om den var blevet sat i brand. Hvis man gik på gaden i hvid skjorte, varede det ikke længe før den blev beskidt. Selv husene var sorte. Det var ikke særlig behagelig at bo i dette område, det var ikke noget for mig. Men jeg tjente mange penge, ca. 50,-DM om ugen. Jeg havde også fundet mig et værelse som jeg delte med en kulminearbejder. Værelset kostede 28,- DM om ugen, incl. kost og vask af tøj.

Pludselig en dag stod min forlovede foran døren. Det gav problemer med husly. Vi var dog usædvanlig heldige, og Gisela fik en stilling i huset hos en direktør og samtidig et værelse med centralvarme.  Det var et sjældent held at få et værelse med centralvarme dengang. Jeg måtte også gerne besøge hende, bortset fra om natten. Direktør "Meurer" var en stor personlighed.

Jeg giftede mig med Gisela i 1952. Vi kunne ikke blive gift i kirken, da jeg ikke var konfirmeret. Jeg manglede ca. to måneder af min konfirmandundervisning. Vi blev ved med at arbejde i Duisborg i to år endnu, indtil vi flyttede tilbage tilWesterland. Her lykkedes det os at få en lejlighed ved hjælp af min svigermors flygtningepas. Hun boede på 1. sal mens vi havde stuen. Her boede vi sammen på 42 m . Vi var heldig med at kunne få en ny lejlighed.

Snart meldte det første barn sin ankomst. Han skulle døbes, det var dog ikke muligt, da jeg ikke var konfirmeret og vi ikke var kirkelig gift. Efter aftale med præsten (Wilkens), fik vi mulighed for at blive viet igen og jeg konfirmeret. Vi skulle dog først gå til konfirmandunderv. i ca. tre måneder. Vi ville ikke leve uden kirkens velsignelse. Det samme skulle min søster og hendes mand, så os fire gik til undervisning, om aftenen, engang om ugen. På en eller anden søndag 1954 blev vi så viet og konfirmeret. Nu var der ikke flere forhindringer, og Udo kunne blive døbt. Den rette tro var dengang meget vigtig for mig. Jeg havde dog mine vanskeligheder med "gulvpersonalet". Idag er jeg sikkert blevet mere tolerant, men denne fremgangsmåde fandt jeg nævnesværdig.

Det var stadig svært at finde arbejde på øen. Svigermor flyttede snart til en anden lejlighed. Jeg fik arbejde hos englænderne på lufthavnen. Huslejen på 50,-DM, måtte vi ofte betale med tre afdrag. Vores dreng skulle have en trehjulet cykel, som vi også skulle afdrage med 10,-DM om måneden. Naboens datter ønskede sig også sådan en trehjuler til jul. Cykelhandleren ville ikke give naboen kredit, hvis ikke jeg stod som sikkehed. Det var hårde tider dengang.
Brændsel var også knap og dyrt, og det var nødvendig at spare på det. Ikke fyre for tidligt, var vores sparparole, en af de mange. Men andre havde det heller ikke bedre. Tværtimod, der var mange, især flygningefamilier, der måtte dele et værelse. Mange af disse boliger havde ikke engang skorsten, og man var nødt til at lade røret gå igennem vinduet. Der var ikke andre muligheder, for det var værre at fryse end at sulte.

Om efteråret hjælp vi bønderne med at høste kartofler. Der fik vi så kartofler som betaling. Vi klarede os nogenlunde. Jeg ville gerne have nævnt musikken før. Det var forbudt at danse under krigen. Derfor var der noget vi skulle inhente bagefter. Der blev for det meste danset waltz, slow-fox og sving. I 50erne fik den amerikanske musik mere og mere indflydelse, endda på julemusikken. Det var dog ikke alle der var lige begejstrede for denne slags musik. Især den ældre generation var meget konservativ indstillet. Det tog sin tid at vænne sig til de nye toner. Man sagde dengang at alting bliver jazzet.
Så kom Rock`n Roll musikken. Det kunne give pladsproblemer på dansegulvet. Jeg kunne ikke rigtig blive ven med denne vilde musik, selvom det egentlig var lige den musik, ungdommen havde brug for dengang. Det var en revolution, som ikke er sket magen til siden. Vi blev dog allesammen vild med Rock`n Roll, efter at Elvis Presley havde gjort sit.

I slutningen af 50erne blev det lidt nemmere at finde arbejde. De fleste flygtninge flyttet til rhinlandet. Mange øboer begyndte selv at bygge deres huse, byggegrunde kostede kun 0,50DM per m .

Jeg vender her lige tilbage til året 1956. Jeg arbejdede på det tidspunkt hos et VVS firma i List på kasernerne. Det var til den tid man igen begyndte med at opbygge tysk militµr (Bundeswehr). Da det blev kendt, brød en verden sammen for mig. De fleste troede at tyskland havde lært noget af historien og fortiden, eller hvad???  Vi spurgte mange soldater om, hvorfor de havde meldt sig. De fleste havde været soldat i den sidste krig, og havde meldt sig frivilligt. Vi fik altid det samme svar:"Vi har ikke lært andet og vi gider ikke arbejde som gadefejer" . Det var for mig en uforståelig udvikling.

Idag, 1966, ser man dog lidt anderledes på det. Når man betragter verdenshistorien og nutiden, tænker man uvilkårligt: "Sålænge der findes mennesker på jorden, vil der også være krige". Derfor må vi være på vagt og følge udviklingen nøje, for vi må ikke være ligeglad med forsvarets eller befolkningens moral og holdning.

Jeg håber at forsvaret altid vil stå ved sin fornemme opgave og arbejde for freden!

Der er ingen alternativ til freden.
 
 
Prolog

Egentlig var jeg altid for doven til at skrive, ikke engang et postkort gad jeg skrive. På den anden side tror jeg, at jeg havde behov for at fastholde mine krigsoplevelser, som 16 årig soldat. Desværre har jeg glemt meget det, jeg gerne ville have berettet om.

Men ved at skrive, gennemlevede jeg nogle oplevelser igen,som om de var sket igår. Det gav mig nogle søvnløse nætter. Jeg skrev som det faldt mig ind, og derfor er grammatikken ikke som den skulle være. Beretningen var i første omgang også kun beregnet til min familie. Jeg tror heller ikke at jeg kunne skrive det om igen. Jeg håber at min personlige beretning måske vil finde større interresse.

Blandt andet er det foruroligende hvordan mennesker kan manipuleres. Det viste sig tydelig i det tredje rige. Egentlig skulle verden være i orden, efter alle de dårlige erfaringer. Men det er ikke tilfældet, og det giver mig noget at tænke over.Vi må dog aldrig holde op med at forandre os og verdenen.

Erindret og skrevet, vinter 1995/96
 
 

                                                                            Willi Witte

Ofrenes antal under 2. verdenskrig er beregnet til 50 milioner mennesker, mere end halvdelen var civile. I de tyske aviser krævede listerne over dræbte som døde for: Fører, folket og fædreland, mere og mere plads. Der fandtes ingen lister over ofrene af besættelses terror, krigsfangenskab, tvangsarbejde og rassistisk forfølgelse. Hundredtusindvis af tyske soldater blev mange år i russisk fangenskab. Millioner af mennesker var meldt savnet. Deres skæbne blev aldrig eller først efter mange år opklaret. Denne totale krig gjorde ikke forskel på soldater, civile, mellem mænd og kvinder, mellem voksne og børn og var årsag til angst, ufrihed, smerte, sygdom, adskillelse, hunger, sår, fremmedgjorthed, ensomhed og død. For de fleste tyskere blandede sig krigserfaringer med oplevelser af et dybt nederlag. Det var ikke alene en militærisk, men også en politisk, økonomisk og især en moralsk katastrofe.


tilbage til toppen

tilbage til startsiden