Indledning (Bogmærker - klik på "stjernerne"

Procesbeskrivelse *
Hypotese *
Problemstilling *
Opgavens form *
Kan den daværende flygtningepolitik forsvares demokratisk? *
Kan den daværende flygtningepolitik forsvares Økonomisk? *
Kan den daværende flygtningepolitik forsvares/forklares psyko-sociologisk? *
Har Danmark brug for et opgør med denne politik? *
Helhedsbetragtning på den danske flygtningepolitik *
Passer vores hypotese? *
Er emnet relevant i Folkeskolen? Et didaktisk spørgsmål. *
Litteraturliste *

Indledning

I forbindelse med vores studie på seminariet fik vi på et tidspunkt kendskab til den danske efterkrigstids flygtningepolitik. Det undrede os at vi ikke før havde hørt om den helt specielle flygtningesituation Danmark stod i fra 1945 – 1949. Ikke mindst set i lyset af den konstante flygtningedebat vi har i dag. Vi valgte derfor ret tidligt emnet til vores liniefagsopgave. I efteråret 1997 begyndte en heftigt flygtningedebat i medierne. Hver dag bragte nye indlæg i debatten. Det bekræftede os i at emnet "Flygtninge" er aktuelt. Samtidig skærpede det interessen for vores specielle indfaldsvinkel til emnet. Vi ville gerne vide mere om denne flygtningepolitik. Hvordan tog man sig af disse tyskere? Kan det der skete forsvares? Og meget mere ville vi gerne vide. Og vi må sige emnet har ikke skuffet os. Den daværende politik har ikke været let at udføre. En blanding af demokratiske grundholdninger, økonomi, psykologiske og sociologiske handlingsmønstre, offentlig opinion, storpolitik m.m. danner grundlag for de beslutninger der blev foretaget i tiden 1945 – 1949. På den måde ligner det vores tid. Sammenfaldene var flere gange meget tydelige. Vi har via arbejdet fået en bedre forståelse for vores egen tids flygtningedebat. Emnet lyder:

De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949 set i et

demokratisk, økonomisk og psyko-sociologisk perspektiv

Procesbeskrivelse

Emnet har dannet baggrund for nedenstående hypotese og problemstillinger, som vi gerne vil efterprøve og undersøge. For at få et bredere vurderingsgrundlag har vi forsøgt at belyse emnet ud fra 3 sider. En demokratisk, en økonomisk og en psyko-sociologisk. Vi har delt emnerne imellem os. Niels har arbejdet med den demokratiske indfaldsvinkel. Flemming med den økonomiske og Simone med den psyko-sociologiske. Med hvert sit udgangspunkt lavede vi derefter en fællesdebat over emnet. Denne fællesdebat afslørede nye aspekter og danner grundlag for vores første synopsis. Den anden synopsis er en didaktisk diskussion om faget "Historie" og vores emne "De tyske flygtninge".

Hypotese

De tyske flygtninge i Danmark i tiden 1945-1949 bliver ikke omtalt i dansk politik fordi denne efterkrigspolitik bryder med opfattelsen af Danmark som et demokratisk, humanistisk land.

Problemstilling

1. Kan den daværende danske flygtningepolitik forsvares demokratisk?
2. Kan den daværende danske flygtningepolitik forsvares økonomisk?
3. Kan den daværende danske flygtningepolitik forsvares/forklares psyko-sociologisk?
4. Har Danmark brug for et opgør med denne politik?
5. Kan den daværende danske flygtningepolitik forsvares udfra en helhedsbetragtning? (Synopsis)
6. Er emnet relevant i Folkeskolen i dag. Et didaktisk spørgsmål? (Synopsis)

Opgavens form

Opgavens afsnit følger problemstillingernes rækkefølge, dog sådan at vi mellem problemstilling 5 og 6 vil diskutere vores hypotese. Spørgsmålet om vores hypotese danner en glidende overgang til den didaktiske debat.

Kan den daværende flygtningepolitik forsvares demokratisk?

Når vi skal besvare problemstilling 1, må vi definere, hvad vi mener med "forsvares demokratisk". Demokrati betyder folkestyre. I sin enkelthed betyder det, at borgerne i en nation i en eller anden udstrækning har indflydelse på den politiske dagsorden. Man kan også tale om at demokrati er en indstilling til livet. At man kan have et demokratisk sind. Denne definition indeholder bl.a. begreber som tolerance og åbenhed og ønsket om at bevare samtalen som konfliktløser. Vi vil lade begge demokratisyn komme til udtryk i besvarelsen. Vi vil undersøge hvilken indflydelse, de tyske flygtninge havde på deres egen tilværelse. Vi vil undersøge, hvilken indflydelse danskerne havde på flygtningesituationen. Og vi vil prøve, at tage stilling til om denne indflydelse kan forsvares ud fra demokratiske principper. Men inden må vi først afklare, præcist hvilken spørgsmål vi vil stille. Der kan stilles mange spørgsmål, og hvert spørgsmål kan opdeles i en række underspørgsmål. De kan selvfølgelig ikke alle blive besvaret i denne opgave. Vi har valgt følgende spørgsmål: Hvordan var de tyske flygtninges demokratiske situation, fra deres flugt ud af Østpreussen til de sad bag pigtråd i Danmark? Vi vil se på deres bevægelsesfrihed, politisk frihed, trosfrihed og deres frihed til at uddanne sig. Hvordan var det danske embedsmandsstyres demokratiske situation overfor nazisterne fra februar 1945 til maj 1945 i forhold til flygtningebølgen? Hvordan var den efterfølgende danske regerings demokratiske situation overfor sejrsmagterne?

Flugt i Østpreussen

I januar 1945 indleder russerne med stor kraft det endelige felttog mod Berlin. Krigens slutning nærmer sig. Østpreussen er den første del Tyskland der bliver invaderet. Befolkningen havde ikke fået lov til at flygte. Der var jo ingen fare. Da kampene indledes er det næsten for sent, og der opstår tumult i byerne og på vejene. Russiske flyvere bomber byer og veje, hvilket kræver mange dødsfald. De fleste er kvinder og børn. I ugerne før angrebet er mændene systematisk blevet fjernet fra familierne. De skulle hjælpe med at forstærke forsvaret af Østpreussen. Det betyder at familierne allerede er splittet da flugten begynder. Selv på dette tidspunkt mens russerne trænger ind i Østpreussen, udbreder den nazistiske propaganda budskabet om sejr. Det hedder sig at russerne er blevet lokket ind i Østpreussen for så meget mere sikkert at blive udryddet. Blandt flygtningene og bybefolkningen i kystbyerne hersker der stor nød. Mange sulter. I Kønigsberg viser det sig, efter at russerne den 9. april har taget byen, at nazisterne har forholdt befolkningen enorme mængder af mad. Alligevel fik den del af befolkningen, som ikke nåede at flygte med skib til Nordslesvig eller Danmark, ikke glæde af denne mad. De gik imod meget trange tider. Kønigsberg var blevet "givet fri" til soldaterne. De første 8 dage blev byen hærget. Kvinderne blev mishandlet. "Snart havde kvinderne ingen kraft til modstand….Deres sjæle døde … de skreg hysterisk, hvilket bare gjorde russerne mere vilde". Vi vil ikke komme mere ind på situationen for de tilbageværende tyskere i Østpreussen. Sammenfattende må vi sige at befolkningen både før, under og efter slaget om Østpreussen har været undertrykte, først af nazisterne, senere af russerne. De havde ingen demokratisk indflydelse på deres tilværelse. Østpreussens befolkning blev først ofre for nazisternes propaganda om tyskernes krigsheld, derefter blev de tilbageværende ofre for dyriske og vilde russiske soldater, der under Stalins grusomme hævnpolitik tvang tyskerne til at leve under KZ lignende forhold helt frem til 1947-1948. Russerne forsvarede deres handlinger udfra begrebet "kollektiv straf". Endnu i 1947 blev de tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet, som resultat af Potsdam-konferencen, under forhold der mindede om KZ-fangers. I en opsamlingslejr for tvangsforflyttede tyskere i den vestlige besættelseszone var næsten alle flygtningene udhungrede, dysenteri smittede "skeletter" der knap nok var i live. 2 år efter kapitulationen var lejerlivet i Østpreussen stadig et helved! Det er umuligt at forsvare russernes politik. I de første måneder efter krigen var alting forståeligt nok kaos. Alt var ødelagt og civilisationen nærmest opløst. Men det viser sig at denne tilstand fortsætter for tyskerne. Der var ingen rationelle politiske grunde til at føre denne politik. Det var ren og skær hævn på civilbefolkningen. Vi mener klart at det er udtryk for en inhuman og udemokratisk tankegang.

Med skib til Danmark

Vi skal tilbage til foråret 1945. Berøvet næsten alt hvad de ejede. Udhungrede, forfrosne og ofte syge forlod de tyske flygtninge Østpreussen. Transporten til Danmark eller Nordslesvig foregik med skib. Presset var så stort, at skibene medbragte alle de passagerer der overhovedet kunne være ombord. Forvirringen var stor og familier blev yderligere splittet. På havet lurede ubåde og fra luften truede allierede flyvere. 3 store katastrofer springer i øjnene. Russiske ubådes sænkning af "Wilhelm Gustloff", "General von Steuben" og "Goya". Omkring 15000 mennesker, fortrinsvis flygtninge, døde herved. Mindst 2 mill. mennesker flygtede over havet. Der skønnes at ca. 1% af disse omkom pga. allierede angreb. Når man betænker, hvor forsvarsløse skibene var, må det siges at være udtryk for en vis respekt for civilbefolkningen. Ifølge Havrehed afholdt engelske piloter sig fra at angribe de overfyldte skibe. Men endnu engang understreges det, at de tyske flygtninge ingen reel indflydelse havde på deres hverdag. Indskibningen splittede familier, og på havet var de overladt fjendens forgodtbefindende. At russiske ubådskaptajner sænkede flygtningeskibe, kan forklares med at der også var soldater under tilbagetrækning ombord. Soldaters militære betydning må dog betragtes som ligegyldig, og de tjente reelt kun som en dårlig undskyldning for at hævne sig på den tyske civilbefolkning. Med vore tids målestok er der ingen forsvar for at sænke et skib med næsten 6000 flygtninge ombord.

De tyske flygtninges demokratiske forhold i Danmark

De fleste flygtninge ankom til havnebyer ved Nordslesvigs Østersøkyst. I Danmark var København det vigtigste mål for skibene. I tiden frem til kapitulationen blev flygtningenes situation langsomt forværret fra at være "paradisisk" i forhold til flygtningetilværelsen på landevejen i Østpreussen, til at være underlagt kaotiske tilfældigheder, fordi værnemagten langsomt mistede kontrollen med situationen. De tyske flygtninge blev af danske myndigheder betragtet som et tysk ansvarsområde. Der blev protesteret mod deres ankomst, men det vil vi vende tilbage til. Værnemagten blev sat til at konfiskere skoler, lagerbygninger o. lign. til flygtningene. Blandt tyskerne var der dog stor forvirring om hvor mange flygtninge der skulle til Danmark. Fra tyske ministerier og statssekretærer kom der ønsker om at anbringe op til 2 mill. tyskere i Danmark, svarende til at hver anden person i Danmark var tysker. Dr. Werner Best afviser dette, og anslår i marts måned at Danmark kan modtage 100000. Allerede i februar måned har han dog noteret at Danmark kan modtage 150000. Sandheden er nok den, at det var begivenhederne på Østfronten, der bestemte antallet af flygtninge. Ud over civile flygtninge kommer der også sårede og tilbagetrukne tyske soldater. Den 5. maj er der 250000 tyske soldater (besættelsestropper) i Danmark. 37000 tilbagetrukne tyske soldater fra Østfronten. 207000 sårede soldater og omkring 250000 civile tyske flygtninge. I alt 750000 tyskere i Danmark. Situationen bliver så anspændt, at værnemagten ikke længere formår systematisk at tage sig af disse flygtninge. Den 5. maj konstateres det, at der på skolerne i København findes lig i kældrene. I en villa fandtes 300 lig, i et pakhus på frihavnen andre 300. Flygtningene har til sidst været overladt til sig selv. Situationen har dog ikke været entydig. Fra Oksbøl lejren bliver der berettet om tålelige materielle forhold i tiden frem til kapitulationen. Det er først herefter at situationen forværres, bl. a. med udgangsforbud. Den kaotiske tid fortsætter fra kapitulationen frem til Kjærbøls indsættelse som ansvarlig for flygtningene den 6. september 1945. De første tyske flygtninge kom til Danmark den 11. februar 1945, men vi skal altså frem til den 6. september 1945 før der politisk tages initiativ til en samlet handleplan for de tyske flygtninge. Det kommer vi tilbage til under afsnittene om det danske embedsmandsstyres demokratiske situation overfor nazisterne fra februar 1945 til maj 1945, og den efterfølgende danske regerings demokratiske situation overfor sejrsmagterne? Billedet af de tyske flygtninge, som en befolkningsgruppe der er overgivet tilfældighedernes spil, fortsætter. De havde meget lille om overhovedet nogen indflydelse på deres hverdag, anden end den de fik ved at forvalte deres dagligdag efter de forhåndenværende muligheders princip. De totalt kaotiske tilstande taget i betragtning kunne situationen have været være. Danmarks gode ernæringssituation spillede en positiv rolle, og bare det at få et tørt og forholdsvist varmt opholdssted har været en lettelse for flygtningene. Men danskerne anså de tyske flygtninge som et tysk problem, og forventningen var klart at de skulle sendes hjem efter kapitulationen, og det var kun pres fra først værnemagten og senere fra de allierede der gjorde at Danmark tog sig af flygtningene. Den almindelige dansker var meget oprørt over de tyske flygtninges tilstedeværelse. Hadet var stort. Alligevel tog ingen dansker hævn på tyske flygtninge i frihedskampens navn. Det var først med interneringen at der forekom dødsfald i forbindelsen med bevogtningen af lejrene. De tyske flygtninges situation kunne altså betragtes som relativ sikker, men uden nogen form for demokratisk indflydelse. Med Kjærbøls indsættelse den 6. september 1945, accepterer den danske regering, at Danmark ikke umiddelbart kan sende de tyske flygtninge tilbage. Den demokratiske analyse i forbindelse med de tyske flygtninge bliver med Kjærbøls indsættelse for alvor interessant, fordi de tyske flygtninges situation nu bliver et udtryk for den danske regerings langsigtede politik.

Bevægelsesfrihed

Umiddelbart efter kapitulationen blev fraternisering gjort forbudt. Med udgangspunkt i lov nr.21 af 4. februar 1871, § 7 forbydes "al samkvem og forbindelse med internerede tyske flygtninge samt sammenstimlen foran flygtningelejrene …Overtrædelse af forbudet medfører strafansvar" Desuden blev flygtningene med hjemmel i Fremmedlovens §14 "nægtet ophold i landet" og "bevogtet under tilsyn indtil hjemsendelse kan finde sted". Lejrene blev efterhånden omhegnet med pigtråd og bevogtet af dansk politi og et til anledningen oprettet såkaldt CB-korps. Den 24. juli 1945 optog dette arbejde ca. 10000 danskere. Dette tal dalede herefter i takt med at flygtningene blev sent hjem. Den danske regering forsøgte at isolere tyskerne totalt. Kun i forbindelse med nære slægtninges sygdom eller begravelse kunne udgang tillades. Postforbindelserne til udlandet var afbrudt for alle i Danmark frem til 5. december 1945. Dog til den 1. april 1946 til Tyskland. Breve måtte kun indeholde 25 ord og der blev udøvet censur. Efter november 1945 dog kun ved stikprøver. Denne del af isolationspolitikken, var meget demoraliserede for tyskerne. "…vi må hverken sende eller modtage breve, som det dog er tilladt enhver krigsfange og tugthusfange. Det synes os at være en helt speciel raffineret grusomhed at isolere os fra vores hjemegn og vores slægtninge, og lade os gå i uvished om deres skæbne". Den officielle politik var altså totalisolation. Det var dog umuligt at praktisere. Fra december 1945 til december 1946 havde politiet ved Oksbøl lejren, landets største, skrevet 607 journaler om fraternisering. Antallet af ikke opdagede bekendtskaber må stå hen i det uvisse. Straffene kunne være 50 kr. i bøde for at kaste et pund smør over pigtråden til en tysk flygtning. Den psykiske påvirkning af indespærringen udeblev ikke. Lejrleder i Vingsted Poul Lund fortæller at de internerede får "pigtrådssyge". Poul Lund forsøger under et besøg af Kjærbøl at få lettet restriktionerne, sådan at de internerede i lejrens forskellige afdelinger kunne få fri passage mellem afdelingerne, og han prøver at få lov til at sende unge tyskere til svømmebassinet og ned på boldbanerne. Nogle måneder efter blev det bevilget. Pigtrådssygen forsvandt. I Kolding ville lejrlederen gerne tillade tyskerne at bade i fjorden. Under et besøg af Kjærbøl blev ønsket fremsat. Kjærbøl svarede" Jeg skal jo sige nej, men jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke selv løser den slags problemer". Efter besøget begyndte tyskerne straks at bade i fjorden. Der findes talrige beretninger som understreger denne bløde fortolkning af de strenge isolationskrav. Men den grundlæggende tanke bag isolationen blev aldrig brudt. Tyskerne skulle ikke blande sig med danskerne, og de skulle hjem hurtigst muligt.

Krigen var lige afsluttet. Tyskerne var uhyre hadet i hele Europa. Hitler havde brugt Südeter-tyskernes problem til at gå ind i Tjekkoslovakiet. Østrig var blevet "genforenet" med Tyskland. I Danmark var der en grundlæggende mistro overfor Tyskland. Hvis små 50000 tyske kvinder i den fødedygtige alder blev "sluppet" ud til danske mænd, ville der danne sig en "halvtysk"-befolkningsgruppe som kunne få en destabiliserende indflydelse i tilfælde af en fremtidig dansk-tysk konflikt. En sådan politisk holdning lå også til grund for at Bonn-København erklæringerne om mindretallenes rettigheder på begge sider af den dansk-tyske grænse ikke blev ophøjet til lov i Danmark. Man vil ikke have at tyskerne i en konflikt skal intervenere Danmark under påskud af at det tyske mindretal er udsat for krænkelser. Den slags "storpolitiske" overvejelser trøstede nok ikke de tyske flygtninge i deres hverdag, men forklarer den danske politik. Man frygtede for Danmarks uafhængighed. Der har også ligget en officiel holdning om at beskytte de tyske flygtninge mod danske hævnangreb. Denne intention er jo meget human, men sagen var, at der ikke findes nogen beretninger om nævneværdige hævnaktioner mod flygtninge. En hjemmetysk bager i Sønderborg var blevet interneret af modstandsbevægelsen. Den 11. maj frikendte retten i Sønderborg ham og han blev løsladt. Den 12. maj 1945 blev hans butik ødelagt ved et bombeangreb. Lignende situationer foregik overalt i landet, ikke mindst overgrebene på "tyskerpigerne" er et eksempel på dette. Men det var "kampe" mellem "danskere". Flygtningene kom udefra. De havde ikke bedt om at komme. Det var faktisk "kun" i den såkaldte "hede sommer" 1945, hvor retorikken i aviserne, rettet mod flygtningene, nåede meget ubehagelige højder. Angreb på flygtninge kender man ikke til i nævneværdig grad. Derfor synes den danske regerings forsøg på at "beskytte" tyskerne i lejre en smule misforstået. I isolationspolitikken springer censur af posten i øjnene. Der herskede kaos umiddelbart efter krigen. Selvfølgelig har det også gået ud over muligheden for at sende post. Tyskerne vidste jo ikke om slægtningene levede og de vidste ikke hvor slægtningene befandt sig. Efterhånden kom der styr på denne sag. Netop Danmark gjorde med "Københavner kartoteket" en international anerkendt indsats for at få tyske familier og slægtninge samlet. Brevvekslingerne kom langsomt i gang. Der blev gjort store anstrengelser for at få fat i "forsvundne" nazister. Det forklarer måske den omfattende censur. En censur der i øvrigt også i visse tilfælde blev påført Danmark af de allierede. Det kan måske også forklare, hvorfor der kun måtte skrives 25 ord i et brev. Censuren ville blive umulig hvis der skulle bruges tid til at læse mere. Vi skriver måske fordi disse begrundelser for censuren måske falder for en kritisk revidering. F.eks. kunne man godkendes som brevskriver. De fleste var jo kvinder og børn, unge piger og drenge, gamle mænd og kvinder, mange af dem var døden nær. Almindelige civile flygtninge. Samtidig forekommer det meningsløst at kontrollere den samme persons post flere år i træk. Eftersøgningen efter nazister og nazi propaganda kunne gøres på baggrund af en systematisk gennemgang af lejrenes personer. Censuren af post mangler nogle klare begrundelser, både set med datidens og nutidens øjne. Det var dog et helt klart overgreb at retten til brevveksling kunne gøres afhængig af den enkeltes opførsel i lejren! Et magtmiddel der både set med datidens og nutidens øjne mangler en forklaring. Alt i alt må den meget strenge isolation af tyske flygtninge i Danmark betragtes som et demokratisk problem. Med større velvilje kunne en større frihed for tyske flygtninge være sikret, samtidig med at der blev taget hensyn til den overordnede danske politik i forhold til Tyskland. Også i samtiden var der røster der talte for dette synspunkt. Den 10. januar 1947 skriver Hr. Arne Hansen i Information: "Vi råber Hurra …fordi det er lykkedes os at komme af med 10000 flygtninge. Hvordan med resten at de ca. 290000? Kan vi udfra demokratiske synspunkter holde alle disse flygtninge indespærret? Det er dog ikke forbrydere…. Vi hverken kan eller vil opsuge denne menneskemasse i vort land. Vort mål må stedse være at få dem hjemsendt så hurtigt som muligt. Men årene går og det er nu på tide, at vi …giver alle flygtningene en vis form for frihed" I Information den 10. juli 1947 citeres den danske redaktør Per Møller for i en svensk avis at have skrevet følgende: "Retsløshed i egentlig forstand kan man vel ikke tale om i forbindelse med lejrene. Men …at de (lejrene) findes står ikke i overensstemmelse med den retslige og humane tradition i Danmark. Lejrene bebos af mennesker der holdes indespærrede …fordi de tilhører den tyske nation. …er det en rimelig og retfærdig ordning?"

Politisk frihed

For at skabe en "almindelig" dagligdag for tyskerne, blev der oprettet skoler, ungdomsskoler, biblioteker, "kulturcentre" med foredrag, skuespil, sangaftner og de forskellige trossamfund holdt deres gudstjenester. Der blev installeret radioer i alle lejre. Der blev dog ikke produceret udsendelser i Danmark. Det var udsendelser fra Hamborg og Berlin, der ivrigt blev aflyttet. Under krigen havde tyske socialdemokrater og kommunister, der var gået under jorden i Danmark, udgivet et undergrundsblad "Deutsche Nachrichten". Dette blad blev nu officielt de tyske flygtninges blad i Danmark. Alle disse bestræbelser vidner om en stor indsats fra dansk side for at gøre tyskernes dagligdag meningsfuld. De tyske flygtninge viste stor interesse for disse muligheder. Herigennem havde de stor mulighed for indflydelse på deres hverdag. Men tyskerne var ingen homogen gruppe. Der var "gode" tyskere, dvs. dem der havde kæmpet mod Hitler. Det var socialdemokrater, kommunister og borgerlige demokrater. De stod tit isolerede. Det var også dem der stod bag "Deutsche Nachrichten". Bladet var følgelig meget kritisk overfor Tyskland og havde en tone af bedreviden og en selvforståelse som spydspids for genopdragelsen af de tyske flygtninge. De anså deres landsmænd som "primitive bønder, … de gav dem ren og sand besked efter 12 års mørke". Måske er det derfor at "Deutsche Nachrichten" næsten ikke bliver nævnt i de mange flugtberetninger i "Ungeladene Gäste" og "Geslagen, Geschändet, Vertrieben". Der er det jo de "primitive bønder" som beretter om hvad der optog dem under deres ophold i Danmark. Hermed er den største gruppe blandt de tyske flygtninge nævnt. Nemlig civilbefolkningen fra Østpreussen. Det var ofte kvinder med børn, hvis dagligdag gik ud på at overleve efter de forhåndenværende muligheders princip. Der var også en mindre gruppe af ideologiske bærere af nazismen. Det var tit højtuddannede personer, som f.eks. læger, sygeplejesker og præster. Sammen med tidligere nazister udgjorde de et af de største demokratiske problemer i lejrene. Organiseringen af lejrene krævede erfarende medarbejder. Det havde de tidligere nazister. Efter 12 år ved magten i Tyskland var det kun nazister eller sympatisører der havde administrative erfaringer. I Information den 6. februar 1946 advares der mod den "farlige nazistiske 5.kolonne i de danske flygtningelejre" I den forbindelse nævnes at borgmesteren i Oksbøl lejren er blevet arresteret som krigsforbryder! Senere står der i Information at hjemvendte tyske flygtninge går til englænderne for at klage over og afsløre tidligere nazister der sidder på ledende poster i de tyske flygtningelejre. Kjærbøl afviser dette men sætter en undersøgelse i gang. Så sent som den 20. februar 1947 klager hjemvendte flygtninge stadig over nazister i flygtningelejrene. Det fortælles at en undersøgelseskommission har foretaget 1700 afhøringer som er resulteret i et par hundrede tvangsforflytninger til speciallejre for nazister. Når man tænker på hvor meget arbejde der er blevet brugt på censur af breve, så undrer det at man ikke har kunnet lave en systematisk gennemgang af alle personer med ledende poster i flygtningelejrene. Inden for skolevæsenet blev det gjort. Her frygtede man at der skulle stå nazister bag kateterne efter den 1. januar 1946. En systematisk gennemgang af lærerne medførte at langt over hundrede tyske lærere blev "afskediget" straks. De var nazister. Det er et demokratisk problem at danskerne tillod nazister på ledende poster, samtidig med at "almen" befolkningen går igennem en omfattende politisk omskoling. Men som det mere end antydes af politiinspektør Wulff i Information den 20. februar 1947, så har den danske regering gjort sig afhængig af de administrative kvaliteter som disse nazister havde. At de herved fik en perfekt platform til at modarbejde den politiske omskoling, synes kun at have været et problem når det kom frem i pressen. Så blev der sat en ekstra undersøgelse i gang. Vi kan se fejl i de politiske valg, når det gjaldt omskoling til demokrati fra nazisme. Men opgaven har selvfølgelig også været enorm og utaknemmelig. Måske har den bedste opdragelse til demokrati været kulturindsatsen. At tyskerne overhovedet blev betragtet som mennesker der trods omstændighederne skulle tilbydes en så normal tilværelse som muligt er i hvert fald set i sammenligning med tilstandene i den russiske zone et rent "paradis". Som det fremgår nedenfor havde de tyske flygtninge i Danmark på mange måder et bedre materielt liv, end tyskerne hjemme i Tyskland. Flygtningene vidste det og de fleste var trods alt taknemmelige over disse forhold. Set med datidens øjne var den politiske frihed, ytringsfrihed og pressefrihed demokratisk forsvarlig. Danmark var faktisk det land der først opgav censuren af tysk presse. "Der Nordschleswiger ", den tyske mindretalsavis i Danmark, blev nystartet den 2. februar 1946 og var den første ikke censurerede tyske avis efter krigstiden idet aviser i Tyskland på dette tidspunkt endnu var underlagt allieret censur. Det må dog siges at den politiske handlekraft blandt tyskerne var stækket af at den ingen finansieringskilder havde. Der var intet skattegrundlag. I sidste ende sad den danske administration med beslutninger der kostede penge. Vi mener at man her kunne have øget demokratiseringsprocessen ved at overlade en del af de penge som flygtningene kostede til flygtningene selv. De ville herved få en mere reel undervisning i hvordan et demokrati fungerer. Hvordan man tager beslutninger som gavner fællesskabet bedst og så videre.

Trosfrihed

Det religiøse arbejde havde en stor betydning for de tyske flygtninge. De fleste kom fra landlige områder hvor kirkegangen for mange var en del af tilværelsen. Det var hovedsagelig folk fra den tyske "bekendelseskirke" der overtog arbejdet blandt flygtningene. Den tyske "bekendelseskirke" havde aktivt modarbejdet Hitler og var blevet forfulgt. Blandt præsterne var der også en del nazister. De blev udrenset og kom i speciel lejr. Alle kirkesamfund var tilladt. Men der tales kun om kristne trossamfund og det siges at det religiøse arbejde blandt andet var vigtigt for at bevare en "sund" religiøs tilstand i lejrene. I Grove lejren fik en del kvinder udløsning for deres religiøse følelser ved at løbe nøgne rundt i plantagerne og tilbede månen eller ved at tilbede en nøgen kvinde, der havde lagt sig i en seng omgivet af spædbørn. Den slags blev forbudt. Ovenstående "hedenske" gudsdyrkelse blev altså ikke tilladt. Men mon ikke det er rigtigt når det siges at flygtningenes medbragte trostraditioner "bidrog til at ikke mange kom ind under sygelig, ekstatisk religiøs påvirkning, hvad man under de givne forhold ellers kunne have frygtet".

Uddannelsesfrihed, eller frihed til en fremtid

Med omkring 66000 børn i lejrene blev det nødvendigt at opbygge et skolesystem. Netop undervisningssektoren var en af de helt store poster i flygtningearbejdet. Det drejede sig om alt lige fra "uddannelse" af lærere til fremskaffelse af blyanter. Ikke mindst de materielle behov skabte problemer. Danmark var trods alt et mangel samfund. Som ovenfor nævnt var det vigtigt at dette arbejde ikke blev udført af nazister. Denne fravælgelse var ikke enkel og ligetil. I tilfælde hvor læreren var åbenlys nazist, måske havde været medlem af partiet, var der ingen tvivl. De måtte ikke undervise. Men der var andre lærere som var påvirket af nazismens tankeverden. De blev betegnet som uegnet til at undervise. Flere af dem stod uforstående overfor at de ikke måtte undervise. De havde jo aldrig været medlem af partiet. Denne meget brede form for "afnazificering" har været meget svær. For børnenes vedkommende var det vigtigt at de fik en hverdag med mere indhold en lejrlivet ellers tilbød. For de mange mødre var det også vigtigt at få nogle timer alene til "voksenlivet". Fremtidsperspektivet var dog det vigtigste for børnene. Hvis ikke de mange børn fik undervisning, ville de miste op til 5 års undervisning. De ville være stillet meget dårligt når de kom tilbage til Tyskland. Det ville aldrig fremme den demokratiske udvikling i Tyskland. Set med datidens og nutidens øjne vil vi betegne denne indsats overfor flygtningene som demokratisk og meget vigtig. Tyske flygtninge i f.eks. Østeuropa fik ikke noget der bare tilnærmelsesvis mindede om disse forhold. Arbejds- og socialministeriet krævede at børnene dagligt fik 6 timers undervisning og leg under opsyn. Når der ikke var papir og bøger var det selvfølgeligt umuligt. Denne afgrund mellem direktiver og virkelighed kunne tildels tilskrives at Danmark var et mangelsamfund og at opbygningen af denne undervisningssektor simpelthen var en meget stor opgave der skulle løses på meget kort tid. Undervisningssystemet var under konstant forbedring. Ikke mindst tyskerne selv så en stor betydning i at opdrage børnene til tænkende mennesker med evne til selv at tage stilling til livets spørgsmål. Retssikkerheden omkring udvælgelsen af lærere har ikke været tilstrækkelig. For hvordan afgøres det om man er nazist af sind. Vi kan selvfølgelig ikke sammenligne datidens politiske debat med nutidens. En nazist var og er præget af så åbenlyse udemokratiske og racistiske holdninger at de selvfølgelig vil blive afsløret i en holdningsdebat. Men hvad nu hvis undersøgelseskommissionen nu bare fik modvilje mod en tysk lærer, hvad skulle så forhindre den i at stemple en person som nazist? Og hvor kunne den afviste klage? Det er nogle tunge demokratiske problemer som under de givne omstændigheder har været svære at takle. En løsning kunne have været at indføre et klagenævn for sådanne beslutninger. En yderligere administrativ belastning i en situation som i forvejen var meget anspændt.

Det danske embedsmandsstyres demokratiske situation

Det danske embedsmandsstyre forsøgte forgæves at forhindre de tyske flygtninges ankomst til Danmark. Tyskerne havde ikke noget valg. Efterhånden som østfronten brød sammen måtte man redde sig hvor man kunne. I samme tidsrum blev danske fanger deportere til Tyskland. Embedsmandsstyret forsøgte at få denne transport stoppet. Tyskerne brugte som argumentation for flygtningenes ankomst at der ikke var plads i Tyskland. Hvordan kunne der så være plads til danske fanger? Forsøget mislykkedes og har efter al sandsynlighed kun været en "venlig" diskussion fra tyskernes side. De har vel aldrig overvejet at frigive danske kommunister, politifolk og modstandsfolk til gengæld for Danmarks hjælp til de tyske flygtninge. Fra dansk side blev al samarbejde om de tyske flygtninge herefter afvist. Værnemagten måtte bruge magt overfor danskerne for at gennemføre hjælpen til deres landsmænd. Den tiltagende menneskelige nød hos flygtningene, ikke mindst lige ved deres ankomst, stillede dog de danske læger overfor et stadigt stigende etisk problem. Den 10. marts 1945 ankom 10000 flygtninge til København. Blandt syge og udhungrede var 40 fødsler også umiddelbart forestående. Under henvisning til Haager-konventionen blev der indgået en aftale om dansk hjælp til tyske civile flygtninge i forbindelse med fødsler og sygdomme der havde epidemisk karakter. Også i denne forbindelse blev der fra dansk side lagt pres på tyskerne om at frigive eller i det mindste forbedre forholdene for danske fanger i Tyskland. Den demokratiske situation for embedsmandsstyret i Danmark overfor tyskerne var selvfølgelig helt umulig. For det første manglede embedsmændene et demokratisk grundlag for deres arbejde. Tyskerne havde igennem alle besættelsesårene gerne villet "samarbejde" med danskerne, selvom der aldrig var tale om reel indflydelse. Endelig kan man sige at ingen af parterne have nogen indflydelse på situationen. Når 2 mio. mennesker flygter skrækslagne fra en fjende, så spørger de ikke først om lov. Men forsøgene på at koble den hjælp tyskerne trods alt fik sammen med forbedrede forhold for danske fanger i Tyskland, var ganske enkelt smarte. Om de havde nogen effekt ved vi ikke. Men det kunne egentlig være meget spændende at undersøge.

Den danske regerings demokratiske situation overfor sejrsmagterne

De tyske flygtninge tilhørte et besejret folk. De var med tvang anbragt i lejre i Danmark og vidste ikke hvornår de kunne komme hjem. Mens de tyske flygtninge sad i Danmark herskede der en katastrofal nød i Tyskland. I Politikken den 10. december 1945 forudsiges hungersnød i Tyskland. Englænderne vil skære rationerne til deres egne landsmænd ned for at give mere til tyskerne. De 1550 kalorier, som alle tyskerne i engelsk zone er berettiget til, er kun teori. I Politikken den 27. februar 1946 meddeles det at madreserverne i den engelske zone kun kan holde i 3 uger. Derefter vil rationerne blive nedsat fra 1500 til 1100 kalorier! I marts 1946 berettes der i Information om grænseoverløbere til Danmark, pga. hungersnød i Tyskland. Den 26. december 1947 skriver Information at mørket i bogstavelig forstand har lagt sig over Tyskland. "Kakkelovnene er slukket. De slidte klæder varmer ikke mere, og børnene spørger efter mælk og brød" Den 19. august 1948 skriver Information at situationen i Sydslesvig er katastrofal og at "Land Slesvig-Holstein" er på fallittens rand. Alligevel er der et inderligt ønske fra flygtningenes side om at komme hjem til Danmark. Følgende udtalelser var typiske: "Hvorfor skal vi blive siddende her? Hellere samle mursten i Hamborg og sidde i en kælder som frie mænd end dette liv. Vi rådner op her". Denne mulighed var udelukket. Ikke fra dansk side med fra allieret side. Ovenfor er den reelle grund nævnt til at de tyske flygtninge ikke kunne vende hjem. Situationen i det sønderbombede Tyskland var ganske enkelt alt for kaotisk. Som befriet nation var Danmark helt afhængig af englændernes beslutninger på dette område. Danskerne udførte et kolossalt stort diplomatisk arbejde både overfor englænderne og russerne i et forsøg på at få tyskerne tilbage til Tyskland. I dette arbejde var de moralsk støttet af flygtningene. Et af problemerne i den tidlige efterkrigstid var at Danmark ikke fik konkrete svar fra de allierede angående de tyske flygtninges skæbne. Derfor tror vi at det trak ud med en overordnet handleplan for flygtningearbejde. Det har uden tvivl kostet flygtningene unødige lidelser. Det er et godt spørgsmål om det ikke havde været bedre om danskerne brugte de mange penge på at hjælpe tyskerne i Tyskland. Vi tror at de tyske flygtninge skulle være sendt hjem noget før. Derefter kunne Danmark hjælpe med at betale til genopbygningen af Tyskland. De menneskelige konsekvenser ved at sidde i Danmark i 4 år har for nogle flygtninges vedkommende været alt for store. At de allierede tvang Danmark til at bære store økonomiske byrder i efterkrigstiden, kan derimod ikke rigtig kritiseres. Den 10. juli 1947 advarer redaktør Per Møller i Information mod for meget økonomisk klynkeri. "Hele argumentet er nemlig efter alt at dømme af temmelig ringe slagkraft overfor de allierede officerer i Tyskland, der dels kommer fra de krigshærgede lande og dels lever i et udmarvet og ødelagt land som Tyskland" Danmark måtte også bære sin del af Europas tragiske lidelser i efterkrigstiden.

Kan den daværende danske flygtningepolitik forsvares demokratisk?

Set fra en demokratisk synsvinkel er der kritiske pletter på den danske indsats. Der er selvfølgelig alle de enkelt tilfælde som ikke kan tages til indtægt for den officielle danske politik, som f.eks. den lejrleder der morede sig med at skyde med maskinpistol hen over hovedet på flygtningene, inden danske myndigheder til alt held fik ham fjernet. Den slags episoder skal ikke bruges til en generel kritik af den danske indsats. Det var dog specielt i sommeren 1945 et problem, at danske CB´ere var alt for nidkære i deres bevogtning af lejrene. Det kostede i nogle tilfælde helt unødigt flygtninge livet. Problemet forsvandt lidt efter lidt. Tyskerne klagede selv over følgende punkter. Maden, tøjet og fodtøj, sortbørshandel, razziaer, skyderier og censur af post. Razziaerne må dybt beklages. Der var til tider tale om rent tyveri. Men også dette var et overgangsproblem i forbindelse med kapitulationen. Enkelte konfiskerede ejendele blev faktisk leveret tilbage ved hjemrejsen. Fra et demokratisk synspunkt har disse razziaer dog ingen berettigelse haft. Forsøget på at gøre den civile tysker til demokrat, blev ikke ligefrem styrket af den slags oplevelser. Censuren er nævnt og kritiseret ovenfor. Maden er kort nævnt men vil blive debatteret under det økonomiske afsnit. Der blev gjort en stor humanitær indsats mod et folk der blev betragtet som fjender. I en international sammenligning vil den danske indsats uden tvivl ligge blandt de bedste set udfra et demokratisk synspunkt. Altså kan den daværende flygtninge politik forsvares? Et overordnet svar må være ja, men når det drejer sig om bevægelsesfrihed og brevcensur var danskerne unødigt hårde.

Kan den daværende flygtningepolitik forsvares Økonomisk?

I forbindelse med 2. Verdenskrig oplevede Danmark sin "anden tyske besættelse", nemlig de tyske flygtninge i Danmark fra 1945 til 1949. Via en beskrivelse af flygtningenes forhold i Danmark, vælger vi, at vurdere flygtningenes påvirkning af økonomiske forhold under deres ophold i Danmark. Endvidere vil vi vurdere, om nogle af de mange penge der blev brugt i forbindelse med opholdet, kunne være brugt på en økonomisk mere hensigtsmæssig måde. Til sidst vil vi vurdere Danmarks økonomiske situation i forhold til andre lande, der havde været impliceret i krigen, og herunder se nærmere på Danmarks krigsskadeserstatning.

Hvad betød det økonomisk at flygtningene kom til Danmark?

At der kom så mange flygtninge til Danmark skyldtes, at de tyske skibe i starten af 1945 kunne anløbe havnene i København, Nyborg, Sønderborg m.fl. næsten uden at være udsat for flyverangreb. Det første skib der anløb København, var damperen "Wartheland", der d. 11. februar medbragte 200 tyske flygtninge og 2500 sårede. Det skal her bemærkes, at "Wartheland" tidligere havde været brugt til transport af danskere til KZ-lejrene. I de følgende dage fulgte der flere skibe fyldt med flygtninge. Lige så vigtigt var det, at skibene her kunne laste olie, kul og andre nødvendige forsyninger som brød, smør, mælk og kød. Disse forsyninger blev stillet til rådighed af værnemagten med Werner Best i spidsen. Disse forsyninger blev selvfølgeligt taget af de danske lagre. De værdier og udgifter der var forbundet med de tyske flygtningeskibe og deres drift blev ikke gjort op og dermed heller ikke betalt af værnemagten. De indgik heller ikke i de opgørelser, der blev lavet efter krigen. Når de tyske flygtninge var kommet til Danmark, var de ofte i en meget dårlig forfatning, hvis de under deres flugt havde været udsat for angreb, med elendig og utilstrækkelig føde og dårlige humanitære forhold, hvor et bad og rent tøj var ønsketænkning. Det var derfor nødvendigt med et omfattende modtagekorps af læger og sygeplejesker, der kunne få disse tilskadekomne mennesker på højkant igen. Det medførte selvfølgeligt et stort medicinforbrug. De værdier og udgifter der var forbundet med plejen af de tyske flygtninge blev ikke gjort op og dermed heller ikke betalt af værnemagten. De indgik heller ikke i de opgørelser, der blev lavet efter krigen.

Hvad afgjorde flygtningenes antal i Danmark?

Nu er det jo naturligt , at der kommer flygtninge til et land, når der er krig i et område. I begyndelsen af februar blev der lavet en aftale mellem fornævnte Werner Best og Nils Svenningsen (direktør i udenrigsministeriet) om, at Danmark skulle modtage højest 4.000 tyske flygtninge, og at de skulle indkvarteres ved tyske familier i Nordslesvig (nord for den nuværende grænse mellem Tyskland og Danmark). Men Werner Best vidste bedre, idet han i stedet for 4.000 forventede 150.000 flygtninge, hvilket også var et antal der var aftalt med Adolf Hitler. Det endte med, at der kom over 250.000 tyske flygtninge til Danmark, hvor der dengang boede ca. 4 millioner danskere. Der blev i alt evakueret over 2 millioner ad søvejen. Endvidere var der i Tyskland tale om at indkvartere op mod 2 millioner i Danmark.

Hvilke omkostninger medførte indkvarteringen?

De første flygtninge blev anbragt i kaserner og andre bygninger primært i København og omegn, som tyskerne allerede overtaget tidligere under besættelsen. Men disse bygninger var hurtigt overbelagt. Nogle af de første flygtninge blev også indkvarteret ved det tyske mindretal i Sønderjylland, hvor der i perioden fra februar til maj 1945 blev indkvarteret ca. 20.000 tyskere. Men denne indkvarteringsmulighed blev også opbrugt, og nu begyndte tyskerne at inddrage andre bygninger over hele Danmark. Da værnemagten ikke kunne forhandle sig til danske boliger og dansk forplejning, hvilket var de danske politikeres og embedsmænd klare holdning, var værnemagten nød til at skaffe husly til de mange flygtninge på anden måde. Dette skete ved, at tyskerne udsendte et dekret til ejeren af ejendommen, hvoraf det fremgik, at ejendommen skulle stilles til rådighed for tyske flygtninge. "De ejendomme som værnemagten beslaglagde var af vidt forskellig karakter. Det kunne dreje sig om et eller flere værelser, en lejlighed, en villa, en KFUM eller KFUK bygning, en hel karré af bygninger, værksteder, lagerlokaler, herregårde, skoler, hoteller, kroer, forsamlingshuse, fængsler, arrestlokaler, museumsbygninger, åndssvageanstalter, sygehuse, kuranstalter og hele landsbyer o.m.a.". Med hensyn til antallet af disse dekreter blev der i Silkeborg modtaget 72 stk. d. 3. april og 52 stk. d. 19 april 1945. Mange danskere protesterede til værnemagten, men det lykkedes kun i meget få tilfælde at få omstødt et sådan dekret. Under værnemagten var det ikke muligt at modtage erstatning for beslaglagte ejendomme. I efterkrigstiden var det et område, hvor det var muligt at modtage erstatning fra "Udvalget for indkvarteringsskader" fortæller Flemming Juncker.

Af andre omkostninger kan det oplyses, at de tyske flygtninge hver uge fik udbetalt penge til kost og logi samt lommepenge, som var 2 kr. til alle mænd, 1 kr. til kvinder og 50 øre til børn, hvilket var et større beløb end arbejdsløse danskere havde til rådighed. Andre steder står der, at flygtningene fik udbetalt 1 kr. i lommepenge. Flygtningene i Sønderjylland fik ikke lommepenge, men de fik til gengæld udleveret rationeringskort fra kommune kontorerne, og de private kvartermestre fik af de samme kontorer udbetalt et vederlag på 3 kroner pr. flygtning pr. dag, alt sammen penge som værnemagten krævede udbetalt af den danske stat.

Hvordan reagerede danskerne efter krigens slutning d. 5. maj 1945?

Den 5. maj var krigen slut, og nu overtog danskerne igen styringen via regeringen og modstandsbevægelsen. En af de første beslutninger der tages er, at man ikke vil modtage flere flygtninge. Det indebar, at tyske flygtningeskibe i København med 30.000 flygtninge omgående blev sendt videre til Tyskland. I den følgende periode havde englænderne det overordnede ansvar og de besluttede at de mere end 200.000 tyske flygtninge skulle blive i Danmark, da forholdene her var meget bedre end i det meget ødelagte Tyskland. Da magten igen blev overgivet til den danske regering, var man stadig bundet af denne beslutning. I maj blev de tyske flygtninge talt til 238.000, der boede 1.100 forskellige steder.

Hvorfor blev flygtningene ikke straks sendt hjem til Tyskland?

Det var et forslag, man hørte ofte i perioden lige efter krigen, og det har sikkert også været mange politikeres holdning. Men det var område, hvor englænderne forhindrede en hurtig tilbagesending til Slesvig-Holsten, fordi dette område allerede havde modtaget mange flygtninge, der var sejlet til nordtyske havne. Samtidig var det aftalt mellem stormagterne, at Rusland skulle overtage store områder af det tidligere vestlige Polen. Her startede russerne en storstilet udrensning af tysksindede indbyggere, og mange af disse blev modtaget i Slesvig-Holsten, som i alt modtog over 2 millioner østflygtning. Samtidig ville det lægge et yderligere pres på det danske mindretal syd for grænsen. Ja mange danskere havde et håb om, at Danmark ville få store landområde tilbage under mottoet "Danmark til Ejderen".

Hvilke omkostninger medførte placeringen i lejrene?

Det blev besluttet, at man ville have bedre samling på disse flygtninge, og der blev derfor indrettet ca. 100 lejre, hvor flygtningene kunne indkvarteres indtil de snarest skulle sendes tilbage til Tyskland. Man brugte etablerede lejre, som bl.a. Oksbøl lejren, hvor der var barakker og bespisnings muligheder for mange flygtninge, man kapaciteten var langt fra stor nok i de eksisterende lejre, og der var derfor nødvendigt at etablere nye lejre, som bl.a. Kløvermarken på Amager. Her var det nødvendigt, at bruge mange penge på etableringen. Man købte mange barakker i Sverige, og derudover skulle alt vedr. bespisning, sanitære forhold og meget andet også købes til lejrene. Den 6. marts 1946 har man efter en gigantisk indsats fået styr på flygtningene, der nu er anbragt i 247 forlægninger, og målet var, at antallet skulle bringes ned på ca. 100 forlægninger d. 1. juni 1946. I denne forbindelse blev der d. 15. august 1946 lavet en folketælling, hvor antallet af de tyske flygtninge blev gjort op til 65.404 mandlige og 131.114 kvindelige lig med 196.518 flygtninge i alt. Da hjemsendelsen var godt i gang, fortsatte sammenlægningen af flygtningene. Dermed blev behovet for mange lejre mindre. D. 15. oktober 1947 var der 10 lejre tilbage i Danmark.

Antal flygtninge i danske lejre:

Dato Antal flygtninge Antal lejre o.l.

08.05.1945 244.493 1.101

01.10.1945 200.321 465

01.01.1946 199.028 335

01.07.1946 198.001 142

01.01.1947 179.205 90

01.07.1947 123.906 40

01.01.1948 66.518 23

01.07.1948 44.785 15

01.01.1949 2.365 7

Kunne man have fundet en billigere løsning på indkvarteringen i Danmark?

Værnemagten brugte indkvartering hos tysksindede primært i Sønderjylland, og den indkvartering hos private kunne have været udbygget meget efter krigen, så man kunne have sparet mange penge på lejrbygning. Men ved gennemførelsen at denne form for indkvartering, ville betyde et stort pres på den danske befolkning især i Sønderjylland. Samtidig frygtede den danske regering, at mange tyskere ville danne familie med danskere og dermed blive i Danmark.

Sørgede danskerne for en ordentlig fødevaresituationen?

I starten fik en lejrflygtning 1800 kalorier om dagen, men det viste sig at være for lidt, og den daglige ration blev derfor hævet til 2000 kalorier. Denne rationsstørrelse holdt til d 1. januar 1946, hvor lejrrationen blev sat op til 2500 kalorier pr. flygtning pr. dag. Til sammenligning fik en dansker 3100 kalorier. Maden bestod af brød, kål, lidt pølse, grød, kartofler og mindre gode grisedele som f.eks. grisehoved og grisetæer. Derudover fik børn en smule mælk. Andre mente, at der skulle skæres ned i den daglige ration, så den kom til at svare til, hvad indsatte i koncentrations-lejrene havde fået. Dette vandt dog heldigvis ikke gehør, og i den forbindelse må man ikke glemme, at Danmark nok var det land, der var sluppet billigst af de lande, der havde været direkte indblandet i 2. Verdenskrig. Der var næsten ingen skader på bygninger og lignende. Vore landbrug fungerede 100 % under og efter krigen. I den britiske besættelseszone i Tyskland var situationen en helt anden. Her lå rationerne længe på 1100 kalorier pr. dag. I august 1945 kom rationerne i Hamborg forbigående ned på 450 kalorier pr. dag. Alt i alt må man sige, at flygtningene i de danske lejre fik en forplejning, som man kunne overleve af, selv om den ikke har været særligt spændende og ofte bestod af ting, som var lettere fordærvet eller uønsket af danskerne. Man hører derfor ofte om, at tyskerne prøvede at "skaffe" sig mad fra markerne fra de omkringliggende gårde. Nogle tiggede mad, andre prøvede at købe lidt ekstra. Men man kunne have gjort det meget bedre ved at udlevere et meget mere varieret kost, og da det stod fast, at flygtningene skulle blive i Danmark en længere periode, kunne man have ladet flygtningene dyrke eget korn og egne grøntsager, som både kunne have gjort maden mere spændende og måske endda kunne være eksporteret. Der var et område, hvor man kunne have sparet mange penge, også fordi de danske landmænd havde stor efterspørgsel, hvilket gjorde at de ofte fik betalt skyhøje priser for deres varer.

Kunne vi være hverdagen i lejrene bekendt?

I starten var hverdagen i lejrene meget trist. Man savnede ofte familiemedlemmer. Mange var svækkede eller direkte syge og næsten alle havde lus. Der var som regel meget beskidt, og der var mangel på plads. Da man fandt ud af, at opholdet ville vare længere, var det nødvendigt med mere orden. Der var altid en dansk lejrkommandant, og op mod 3100 danskere bevogtede lejrene. Men lejrene fik også en vis form for selvstyre med egen "borgmester og byråd". Ofte var der også en form for politi, bestående af tyske lejrindsatte i lejrene. Et vigtigt indsatsområde var børnene og de unge, der var "uskyldige" i krigen. Der blev oprettet skoler, hvor op mod 66.000 skolepligtige børn blev undervist, men ikke i dansk. Man kunne tage sin "Abitur", der nogenlunde svarede til den danske studentereksamen. Danskerne besluttede også, at børnene skulle afnazificeres, og dette skulle også ske via undervisningen. I den forbindelse må det siges at være en god investering, idet det var den kommende generation, der skulle være med til at opbygge et demokratisk styre hos vor store nabo og handelspartner mod syd.

I fritiden blev teater, korsang og sport vigtige beskæftigelser. Og verdenssituationen med Olympiske Lege i London i 1948 var med til at fremme interessen for sport i lejrene. I lejrene var der langt flere kvinder end mænd, og det betød, at de få mænd og teenager drengene havde "nok at gøre". Der var bl.a en historie om "Vater Germania", en 17 årig ung mand, der skulle være far til 45 børn. Sammenlagt blev der født ca. 6.000 børn i de danske lejre, og mange af dem havde også danske fædre, idet det kunne være svært at bevogte så mange tyske piger. Alt i alt hører man overvejende positive meldinger fra de tyskere, der sad i lejrene, om de forhold de blev budt.

På nogle punkter kunne man have sparet mange penge. Det var på censuren af breve til og fra lejrene i hele perioden, der krævede løn til et stort antal mennesker, uden at det kunne give noget tilsvarende udbytte. Endvidere blev der udgivet lejraviser, som primært blev betalt af den danske stat. Nogle danskere sørgede dog for negativ omtale, idet de selv arrangerede en mindre ærefuld betaling for opholdet , idet de i 1945 under razziaer i lejrene berøvede flygtningene for deres danske og tyske penge, deres danske og tyske bankbøger og ikke mindst deres smykker, men det hørte heldigvis til undtagelserne.

Hvad kunne man gøre for at fremme hjemsendelsen?

For de danske politikere var det af højeste prioritet, at tyskerne snarest blev sendt hjem, og som tidligere nævnt var det også den billigste løsning. Den daværende statsminister Hans Hedtoft udtalte "Jeg havde nær sagt, der er intet, Danmark ikke vil gøre, også i retning af at bringe materielle ofre, for at få disse tyske flygtninge sendt hjem". Hvilke muligheder havde danskerne for at fremme hjemsendelsen, hvorved man kunne nedlægge lejre og dermed spare penge til mandskab osv. På et tidspunkt blev det besluttet, at flygtningene skulle have madrationer sendt med til Tyskland, men denne ordning kunne have været indført tidligere i en meget større målestok, uden at det totalt set var blevet dyrere. Men man skulle helt hen til d. 15. februar 1949 før det sidste tog med tyske flygtninge kørte fra Danmark mod Tyskland.

Hvordan kunne Danmark få dækket sine udgifter til flygtninge?

Som tidligere nævnt var der mange ting, der ikke blev beregnet under besættelsen, som bl.a. lodsbåds assistance, lægeassistance, kul, olie og andre forsyninger til skibene. En anden stor udgift var transporten af flygtningene rundt i landet, hvor der blev sendt folk med jernbanen og diverse færgeruter. Endvidere blev der udleveret rationeringsmærker og lommepenge. Til værtsfamilier i Sønderjylland blev der udbetalt et vederlag fra kommune kontorerne. Disse udgifter blev ikke dækket af Tyskland.

Efter befrielsen var der også store udgifter forbundet med flygtningenes ophold, hvor vi her bl.a. vil nævne de mange mennesker, der brugte mange arbejdstimer på flygtningenes registrering. Der blev iværksat en stor produktion af lejre. Til disse blev der indkøbt utallige barakker i Sverige. Der blev brugt talrige ressourcer på transport af flygtningene i Danmark og til Tyskland. I lejrene blev der brugt mange på penge på skolevæsen, fritidsaktiviteter, men også på sygdomsbekæmpelse og andre lægeopgaver. Man må heller ikke glemme udgifterne til begravelser. Der blev brugt mange arbejdstimer på bevogtning af lejrene. En af de største udgifter var til klæder, sko, medicin og forplejning af de mange i lejrene, og den der blev sendt med flygtningene hjem til Tyskland.

Det kan aldrig gøres op, hvad det har kostet at huse de tyske flygtninge, men der blev af de allierede myndigheder fastsat de danske udgifter til 428 millioner kr., som svarer til 5-6 milliarder i nutidens kr. Til sammenligning bidrog USA med 341 milliarder dollars for at vinde Den anden Verdenskrig. Hvordan skulle de danske udgifter dækkes. Flygtninge kom fra områder i Rusland, Polen og Tyskland. Rusland viste ingen interesse for at yde et tilskud til flygtningenes ophold i Danmark, og samtidig blev Ruslands forhold til de allierede mere og mere anstrengt. Den kolde krig var godt i gang. Polen viste heller ingen interesse, og samtidigt var Polen et af de hårdest ramte af 2. Verdenskrig, hvilket har fulgt dem op igennem det 20. århundrede.

Hvorfor krævede man ikke fuld erstatning fra Tyskland?

Tyskland var efter krigen delt op i 4 zoner, det senere bliver til Øst- og Vesttyskland. Begge dele var utroligt hårdt ramt af Hitlers storhedsvanvid, og de fleste byer lå i ruiner. Den russiske zone bliver til Østtyskland, og de bliver stærkt knyttet til Rusland, og de påtager sig heller ikke noget ansvar. De franske, amerikanske og engelske zoner bliver til Forbundsrepublikken Tyskland, som påtager sig at betale 160 millioner kroner til Danmark. Det skal foregå over 20 år, hvor der årligt skal afdrages 8 millioner. Men på grund af "Das Wirtschaftswunder" i Vesttyskland i 1950'erne betaler de d. 1 september de sidste godt 131 millioner kr.

Man kunne godt hæve krævet alle 428 millioner kr., og så kunne de have prøvet at inddrive penge fra DDR. Men det var der ingen der troede på, og nu var "den kolde krig" godt i gang. Vestmagterne var interesseret i et velfungerende BRD som modfaktor til østmagterne, og det var dem der bestemte, hvordan regningen skulle se ud. Her ser man også en af faktorerne til det førnævnte "Wirtschaftswunder" i Vesttyskland.

Havde stormagtspolitiken indvirkning på den danske krigserstatning?

Fra d. 4. - 11. februar 1945 mødtes Churchill, Roosevelt og Stalin i Jalta på Krim. Det stod klart, at de allierede ville vinde krigen mod Tyskland indenfor en overskuelig tidsramme. Efter et forslag af Stalin blev det bl.a. besluttet, at et besejret Tyskland skulle betale 20 milliarder dollars i krigsskadeserstatning. Heraf skulle Rusland modtage de 10 milliarder dollars.

På Potsdam mødet i juli 1945 mødtes Stalin, Truman og Churchill. Nu hvor krigen mod Tyskland var vundet, havde Vestmagterne skiftet mening med hensyn til de 20 milliarder i krigsskadeserstatning, idet en erstatning i den størrelsesordning ville ruinere Tyskland og dermed forhindre landets genopbygning. I stedet skulle erstatningen have en størrelse, der gjorde, at når krigsskadeserstatningen var betalt, skulle der være tilstrækkeligt med ressourcer tilbage for at gøre det tyske folk i stand til at leve uden hjælp fra udlandet. I den forbindelse skal man også huske på, at befolkning i de vestlige zoner var øget med 6 millioner flygtninge østfra, og da forholdet med Rusland er blevet kraftigt forværret, bl.a. fordi der ikke blev sendt flere forsyninger fra den russiske zone til Vesttyskland. Det var derfor nødvendigt at sende mange forsyninger primært fra USA til Vesttyskland. Det udviklede sig til bl.a. til Marshallplanen.

Kan den daværende flygtningepolitik forsvares økonomisk?

Set ud fra et økonomisk synspunkt mener vi at man i det store og hele kan forsvare den daværende flygtningepolitik økonomisk. Selv om Danmark var sluppet meget nådigt gennem krigen, så var Danmarks økonomi tynget af de 5 års besættelse. Med hensyn til perioden før krigens afslutning var det i starten især den krævede gratis udlevering af olie, kul og andre forsyninger til transportskibene. Senere var det beslaglægning af danske ejendomme, udbetaling af lommepenge og penge til flygtningenes værtsfamilier, der kostede danske penge. Efter krigens afslutning havde det billigste været en omgående tilbagesendelse, som nogle ønskede, men det havde været til et Tyskland, hvor deres situation havde været meget dårligere. Men flygtningene blev pga. Englands holdning, og her mener vi, at Danmark brugte et anstændigt beløb på flygtningenes indkvartering, forplejning og indholdet i deres hverdag. Det var selvfølgelig ikke var en dans på roser, hvilket svarede til mange danske familiers hverdag i denne periode. Til gengæld mener vi, at vi har påvist at Danmark kunne have sparet penge, hvor de blev brugt unødigt. F.eks. virker udgifterne til censur unødvendige. Samt at der kunne have været iværksat mange flere områder, hvor flygtningene via medvirken i produktionen, kunne have bidraget til deres ophold i Danmark. Danmark kunne selvfølgelig ønske, at alle krigsskader på 428 millioner kr. blev dækket. Men da de 160 millioner kr. i erstatning blev aftalt med Vesttyskland, var det et hovedmål, at Vesttyskland skulle komme på ret fod igen og derfor skulle landet ikke malkes totalt. Men der havde muligvis været en mulighed, da Vesttyskland allerede i 1958 havde været i stand til at betale de 160 millioner kr. Men denne mulighed blev der ikke fulgt op på.

Kan den daværende flygtningepolitik forsvares/forklares psyko-sociologisk?

Psyko-sociologisk kan defineres som teorier om psykisk indvirkning på sociale forhold.

Psyko-sociologisk perspektiv skal i denne sammenhæng forstås sådan, at der vil blive set på psykiske processers indflydelse på situationen "de tyske flygtninge". Der vil set på samspillet mellem psykiske processer og social adfærd. Bl.a. menneskers adfærd i større grupper og gruppedannelser, desuden om gruppens indflydelse på menneskets adfærd i form af holdningsdannelse og identitetsdannelse.

Indledning

Lad os starte med at citere Henrik Havrehed, fra hans fyldige disputats om de tyske flygtninge.

Han beskriver danskerne reaktioner efter befrielsen på følgende måde: "De var manisk opstemte, og de var dybt deprimerede. De var jublende glade - tændte lys i vinduerne den 4. maj, jubelen i de lyse majnætter under de grønne bøge - og de var harmfulde, oprørte, vrede og fulde af hævntørst og had...mod alt hvad der var tysk".

Havrehed skriver yderligere: " Disse dage...kunne fortjene en speciel historisk beskrivelse og en speciel psykologisk beskrivelse".

Dette er et forsøg på at få en dybere forståelse, af danskernes reaktion og derpå følgende behandling af de tyske flygtninge som kom til Danmark i slutningen af 2. verdenskrig. Det er et forsøg på at finde en dybere forklaring på det "had" og den "hævntørst" som gav sig udtryk i debatten i visse af datidens aviser, og et forsøg på at finde en psyko-sociologisk forklaring på indespærringen, forbudet mod fraternisering og andre ting som tyskerne udsattes for, og som visse steder betegnes som den eneste mulighed på løsningen af de "uindbudte gæster, forsvaret med den daværende folkestemning og holdning."

De tyske flygtninge set i et nyt perspektiv?!!?

I sin konklusion siger Henrik Havrehed: "Et enigt folketing stod bag flygtningenes internering og deres behandling, der var nødtørftig, men tilstrækkelig, streng, men ikke umenneskelig eller inhuman. For flygtningene var det imidlertid en kummerlig, trist, psykisk belastende tilværelse, der dog i betragtning af danskernes holdning og folkestemning umiddelbart efter krigen var den eneste mulige løsning på problemet med de "uindbudte gæster". I disse sætninger ligger gemt et menneskesyn, hvor den fysiske side af mennesket vægtes frem for den psykisk- følelsesmæssige. Havrehed er opmærksom på at tilværelsen som flygtning i Danmark var en "..Psykisk belastende tilværelse...", samtidig er det hans påstand, at behandlingen af flygtningene ikke var "...umenneskelig eller inhuman..". Det er altså ifølge Havrehed ikke umenneskeligt eller inhumant at være udsat for psykisk belastning????

I Havreheds konklusion ligger sympatien ved danskerne, og ved måden hele situationen blev tacklet på omkring de tyske flygtninge. Lidt stramt sat op, kan det på nogle punkter lyde som om, Havrehed mener, at hele affæren med de tyske flygtninge har været en større følelsesmæssig belastning for danskerne end for de tyske flygtninge : "Den anden besættelse (de tyske flygtninge) var følelsesmæssigt, politisk og økonomisk voldsomt belastende for den danske nation. På grund af tyske fremmedelementer, fik Danmark således sin suverænitet beskåret i samfulde 9 år.....". Måske belyser disse få sætninger ikke Havreheds menneskesyn, og måske er det en forkert tolkning af ham, måske vægtes hans ord forkert, men sætningerne sætter nogle tankerækker i gang, og et ønske om at få belyst nogle andre sider af "De tyske flygtninge" end dem som Henrik Havrehed belyser i sin disputats.

Situationen som den var!

Lad os prøve at opridse situationen. Ved krigens slutning står Danmark med over 200.000 tyske flygtninge, placeret på skoler, i sportshaller, på badehoteller m.m. For det første var det uhensigtsmæssige steder de var placeret i forhold til danskernes dagligdag, for det andet drejede det sig om "Tyskere". Tyskerne var lig fjenden Danmark havde været besat af i 4 år. Nazismens grusomheder kunne nu gøres op. Danskerne har vel aldrig som da, haft en fælles national identitet. Man var enige om hvem der var de gode og hvem der var de onde, og man vidste hvem man selv var -man var dansker. Danskerne har aldrig været så danske som i befrielsesdagene. I denne bevidsthed skulle så placeres 200.000 tyske flygtninge, som vi ikke kunne "komme af med", og de var mildest talt uønskede. Løsningen blev placering i afsides liggende lejre, uden ret til at bevæge sig frit, og til at fraternisere med danskerne. Danskheden skulle nødigt "besmittes" med den tyske trussel, vi vidste jo hvor galt det kunne gå med "dem".

Et forsøg på at forstå! (FROMM)

Henrik Havrehed siger: "Vi må forstå sommeren 1945, følelserne, stemningen, motiverne, hadet, den sommer der som før nævnt nærmede sig det revolutionære. Der var klare eksempler på selvjustits, som når frihedskæmpere og privatfolk klippede håret af tyskerpiger og slap fra det uden straf og dagbøder. Men vi må forstå at det hele blev accepteret af det danske folk som noget rigtigt og retfærdigt. Således må vi også forstå, at tyske uindbudte, "påtrængende" flygtninges ophold i flere år her i Danmark måtte opfattes som en uhyre provokation - følelsesmæssigt, politisk, økonomisk -og at det ikke kunne anses for agtværdigt at arbejde for deres vel og bistå dem".

Tager man den amerikanske psykolog Eric Fromms udtalelse i bogen "Flugten fra friheden" (1941) for gode vare, vil man hurtigt kunne finde forståelse; han siger: "Enhver der hindres i at ytre sig, emotionelt som fysisk og som oven i købet føler hele sin eksistens truet, vil ganske normalt udvikle en følelse af fjendtlighed og harme". I løbet af de forudgående 4 års besættelse, må man formode at danskerne som folk og nation har følt disse krænkelser.

Et forsøg på at forstå! (FREUD)

Det var svært at se den tyske flygtning som den "næste" man skal behandle som sig selv en af kristendommens idealfordringer, et af grundlagene for den danske kultur. I denne situation kunne dette bud forkomme umuligt at leve op til.

For Freud er forklaringen ligefrem: han acceptere menneskets grundlæggende ondskab. Mennesket er efter hans mening antisocialt. Homo homini lupus (mennesket er en ulv mod menneskene). "Når omstændighederne er gunstige for aggressionen og de modstående sjælelige kræfter der ellers hæmmer den, er faldet bort, ytrer den sig også spontant og afslører mennesket som et vilddyr, der står fremmed over for at vise sin skånsel mod sin egen art". Fordringen om at elske sin næste, er altså ifølge Freud i modstrid med menneskets natur. Denne argumentation bliver også brugt i forbindelse med forklaringen af voldshandlinger.

Hvad blev de tyske flygtninge udsat for!

Man kan våge den påstand, at det de tyske flygtninge blev udsat for var en form for vold.

"Ved vold forstås en særlig gruppe af handlinger, nemlig sådanne, hvor en person eller persongruppe anvender magtmidler til konfliktløsning på en destruktiv måde, således at der begås noget brutalt, et overgreb, en krænkelse, uret, skade eller overlast". Vold er selvsagt tydeligt hvor der foregår fysisk eller korporlig vold. Men man kan også skade et menneske ved psykisk vold. Stadige psykiske angreb på en person eller persongruppes identitet må regnes for psykisk vold. Psykisk vold kan også bestå af hetz, hvor givne personer eller grupper sammenlignes med dyr eller livløse genstande. Sådan hetz domineres ofte af fordomsfulde fjendebilleder. På den måde dehumaniseres mennesker til ikke-mennesker, ikke-personer, mindreværdige undermennesker, hvilket ofte retfærdiggør yderligere vold mod dem. Selve interneringen, frihedsberøvelsen m.m. er en side af sagen, når man skal argumentere for hvorvidt de tyske flygtninge blev udsat for en form for vold. En anden side er den "debat" (den hetz) der kørte i datidens aviser. Her citeres uddrag fra et tidstypisk læserbrev i Information: "....Det har været drøftet, hvorvidt man kunne få de fjendtlige flygtninge væk herfra og der var blandt andet nævnt den mulighed, at de af søvejen kunne sendes til Østpreussen. Men nej, der var minefare ved sejladsen over Østersøen, så det kunne skam ikke gå an. Jeg spørger, hvad i alverden vedkommer minefaren dog os; de kunne nok trodse denne fare da de skulle herop - Hovedsagen er dog at de kommer ud og det snarest..".

De fleste danskere formåede i 1945 ikke at se de tyske flygtninge som medmennesker, de var en trussel mod samfundet. Paradokset er at tyskerne gennem nazismen netop havde vist aggressionen åbenlyst. I lyset af nazismen stod menneskets antisociale væsen og ondskab klar.

Danskerne ville beskytte deres samfund, og benyttede, dog i mindre grad, nogle af de samme umenneskelige metoder som tyskerne havde gjort. Særligt i datidens presse kom danskernes "vilddyr" til overfladen.

Et forsøg på at forstå! (Mennesket som gruppeindivid)

I en kommentar til danskernes nationale og ikke-menneskelige indstilling til tyskerne, skrev Karl Nielsen i en kronik i Berlinske Aftenavis 25/8 - 1945: "Den historiker der om nogle årtier vil beskæftige sig med Danmark umiddelbart efter befrielsen, vil ikke tro sine egne øjne, når han ser, hvor dybt danskerne fornægtede det menneskelige i disse fredens første måneder".

En psykologisk forklaring er forsøgt givet med Freuds aggressions- eller instinktteori. Instinktet er så og sige dannet i forvejen hos alle mennesker, og det vil nødvendigvis udvikle sig i destruktiv retning næsten uanset miljøforhold. Derfor kan denne teori anvendes til at retfærdiggøre vold og krig - og også danskernes behandling og syn på de tyske flygtninge (det er den menneskelige natur, så det kan ikke være anderledes!!!).

Hvis vi vender tilbage til Karl Nielsens kommentar i sin kronik i Berlinske Aftenavis 25/8 - 1945, kan man bekræfte at det ikke kun er en undren over manglen på menneskelighed man i dag sidder med, men også en undren over den fællesidentitet og enighed det var omkring denne "umenneskelighed". For at finde en forklaring på dette, kan man prøve at bevæge sig fra instinktteorien, over i studier af mennesket som gruppeindivid.

Det er omgivelsernes reaktioner på vores handlinger, der er bestemmende for, om vi oplever os selv som en succes eller en fiasko. Vores omgivelser påvirker altså vores syn på os selv, og dermed vores identitet. Gennem vores gruppemedlemskab udvides vores identitetsopfattelse til også at omfatte en opfattelse af vore idealer, mål, værdier og moral. Det er bl.a. i et ønske om fortsat at tilhøre gruppen at vi internaliserer (tilegner os) dens værdier, mål etc. I vores ønsker om at tilhøre gruppen er vi i meget høj grad villige til at indrette vores adfærd efter gruppen. En sådan gruppe der er regulerende for vores handlinger kaldes en referencegruppe.

Et menneske kan have forskellige referencegrupper, det kan være familien, arbejdskammerater, venner m. fl .

Hvis man antager at den danske befolkning som helhed, kan betragtes som en referencegruppe for det enkelte individ efter besættelsen, begrundet i fællesidentiteten mod tyskerne, den iøjnefaldende nationalisme m.m., forstår man bedre hvorfor så mange mennesker havde den samme holdning til de tyske flygtninge og få gik imod den.

Læserbrev, Information d. 29/6-45: "....Og så vover de herrer præster at tage flygtningene i forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån os for alt hvad der hedder barmhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk på ordsproget: "Som man reder, så ligger man". Til slut foreslår jeg at vore raske frihedskæmpere kigger de gejstlige Herrer lidt i sømmene....Rob. Olsen". I gruppepsykologien er der et fænomen der benævnes "nievilleringstendensen", der giver sig udslag i, at gruppens medlemmer er tilbøjelige til at rette sig ind efter hinanden. Forsøg viser hvordan utroligt mange er afhængige af gruppen. Så afhængige at de ændre deres egen overbevisning, fordi de tror de har uret når flertallet siger noget andet, eller fordi de ikke vil være anderledes end gruppen. Denne effekt kan i tilfældet "de tyske flygtninge" have virket selvforstærkende, med den opblussende nationalisme i slutningen af besættelsestiden, avisernes hetz mod de tyske flygtninge og Folketingets beslutninger omkring flygtningene. Man har i hvert fald hele tiden kunnet bekræfte hinanden i, at man gjorde det eneste rigtige.

Under udnyttelse af de samfundsmæssige frustrationer og individuel angst for at skille sig ud, kunne man begynde den organiserede "gruppevold" uden de store indsigelser. Volden måtte dog stadigt retfærdiggøres, dette skete ved hjælp af et postulat om at der fandtes et harmonisk fællesskab, i dette tilfælde den danske nation som helhed, dette postulat ophæver enhver modsætning mellem individet og fællesskabet. For det andet retfærdiggøres det ved, at der uden for dette fællesskab findes fjender, der vil dette "danske" fællesskab til livs. Der bliver tænkt i "os" og "De andre" - at "vi" er mennesker og "de andre" "ikke-mennesker".

Artikel, Information d. 25/6-1945, v. Ellen Duurloe: "..Det kan ikke, og det skal heller ikke nægtes, at der også blandt den tyske befolkning er udspillet hjertegribende tragedier. Men det gamle ord om, "hvem der ikke er med os er imod os" har i dag sin fulde gyldighed. Det tyske folk må dømmes i sin helhed, hver eneste af dem må tage sit medansvar for nazismen......det er ganske uanstændigt at danske præster...starter en medlidenhedspropaganda til fordel for disse (hentydes til de tyske flygtninge) elendige, i bund og grund af råddenskab gennemsyrede rester af det forhenværende "Herrefolk".

Læserbrev,Information d.19/7-45: "Det tyske mindretal savner desværre både evne og vilje til at respektere vore indre livsforhold, de være sig politisk som nationalt, og vil derfor fortsat blive til skade for hele landets vel".

Et forsøg på at forstå! (Fordomme)

Studier af datidens debat omkring de tyske flygtninge afslører mange fordomme.

Læserbrev, Information d. 2/7-45: "...Løfter fra og traktater med det tyske rige burde være forbudt i fremtiden, thi den der stoler på en tysker er en nar".

Som før nævnt kan individets holdninger, adfærd og handlinger være bestemt af individets referencegruppe. Fordommen kan ses som et signal til referencegruppen, som en melding om at man tilhører gruppen. En udtalt fordom kan ligefrem fungere som medlemskort eller adgangsbillet, ligesom en udført diskriminerende handling kan have karakter af et ritual, der knytter individet til gruppen, og knytter gruppen tættere sammen.

Psykoanalytiske fordomsforskere vil hævde at nogle individer bruger fordommen som krykke for et forkrøblet sjæleliv. De undertrykte aggressioner udleves derhen hvor flertallet siger at aggressivitet er på sin plads, nemlig over for afvigere og minoritetsgrupper, der opleves som skyldige.

Forekomsten af fordomme og diskrimination kan forklares via syndebukmotivet, dvs. behovet for en syndebuk der kan bære individet, gruppen eller samfundets synder og dermed befri disse for anklage og selvanklage.

Undersøgelser viser at tilbøjeligheden til fordom er mere udpræget hos nogle mennesker end andre. Undersøgelser af børn der udviser mange fordomme, viser en tendens til at de drager forhastede konklusioner i det hele taget. De kan ikke leve med uvished og tvivl. De ser verden sort/„Flygtning i Danmark 1945 - 1949", Fremad 1950 t, for/imod. Det flertydige og uklare gør dem angste og får dem til at sige deres mening i form af en dom (Sådan er det, ingen diskussion!). Man afsiger dommen uden at sætte sig ind i sagen.

I denne undersøgelse kan man finde belæg for at definere fordommen som udemokratisk, hvis man ser demokrati som et spørgsmål om holdning.

Hvad blev de tyske flygtninge udsat for!

For at "genopdrage" og "afnazificere" de tyske flygtninge, måtte man begynde helt fra bunden med kulturelle aktiviteter. Med oplysnings og kulturarbejde, med ungdomsskole, folkehøjskole, studiekredse m.m. Man forsøgte altså bevidst at tilpasse de tyske flygtninge til en ny kultur, de skulle genopdrages til demokrati. Dette skulle forenes med, at man havde indespærret de tyske flygtninge, -man måtte altså beskæftige de indespærrede flygtninge, så deres situation blev udholdelig.

Henrik Havrehed kommer i sin konklusion, i hans disputats omkring de tyske flygtninge, rosende ind på de måder man beskæftigede flygtningene på i lejrene, bl.a. gennem kunst og arbejde, samt mulighed for udøvelse af religion. Det er i den forbindelse igen interessant at se på Freuds aggressionsteori. Teorien gælder jo alle mennesker, dermed også de tyske flygtninge. Som før nævnt stod menneskets antisociale væsen og ondskab klar i lyset af nazismen, og i lyset af den virker Freuds aggressionsteori gyldig.

Danskerne ville i lejrene tæmme vilddyret/aggressionen (nazismen) i de tyske flygtninge. Freud påviser netop aggressionen, denne drift, som en trussel for samfundet, og når den viser sig må samfundet tæmme den (som vilddyret). Aggressionen i mennesket (vilddyret) er en urdrift, en drift som samfundet ikke kan leve med, individet må derfor tilpasse sig samfundet, og undertrykke drifterne.

Hvis denne tilpasning "går godt" vil "aggressionsenergierne" kunne benyttes til andre ting. Det er Freuds påstand at bl.a. religiøsitet, udøvelse af kunstarter m.m., er nogle af de ting som mennesket bruger for at få forløsning for de undertrykte drifter. Man tæmmer altså drifterne vha. sublimering.

Om man været bevidst omkring disse psykologiske mekanismer, i forbindelse de tyske flygtninge, er nok tvivlsomt, men at man vælger disse "styringsmekanismer" til at beskæftigelse i lejrene, er da interessant psykologisk set.

Perspektiver fra dengang til i dag!

Det er ikke svært at sammenligne situationen med de tyske flygtningene, med omstændigheder i nutidens samfund. Ser man bort fra den vigtige realitet, at Danmark lige havde været besat af

tyskerne, og at det var tyske flygtninge det hele drejede sig om.

Det er flygtninge fra andre lande det drejer sig om nu, og Danmark har ikke været i krig med disse lande. De flygtninge som Danmark skal tage sig af i dag, er for de flestes vedkommende mennesker med en anden kultur end den danske.

Selvom situationen mellem nutidens danskere og flygtninge ikke er præget af et krigsfjendtligt forhold, men blot af kulturforskelle, er flygtningedebatten i dagens Danmark virkeligt noget der kan få sindene i kog. Det er (bliver gjort til!)et politisk højaktuelt emne, og mediernes behandling af emnet minder forbavsende om den man oplevede omkring de tyske flygtninge.

Året 1997 blev virkeligt præget af flygtningedebat. I foråret startede Ekstrabladet en "kampagne" under sloganet "Ekstrabladet tør - hvor politikerne tier", formålet var en debat om "de fremmede" med henvisning til, at politikerne havde fortiet udlændingepolitikken.

I efteråret 1997 var der ingen der fortiede udlændingepolitikken, mindst af alt politikkerne. Ikke en Tv-avis eller nyhedsudsendelse uden flere indslag om udlændinge eller flygtninge, ikke en eneste avis uden emnet var på dagsordenen. Efterårets meningsmålinger fik alle til at rette opmærksomheden mod flugten - ikke den fra verdens brændpunkter, men fra socialdemokratiet og de konservative, mod dansk folkeparti og den yderste højrefløj. Et politisk brud var under opsejling og hvad ville det ikke betyde i et kommende valgår?!!?

Debatten var hård og, vil nogle påstå, lidt ensidig. Der blev diskuteret flygtningeøkonomi og flygtningeintegration (tilpasning), den mere menneskelige side af sagen kunne savnes -hvad de omdiskuterede flygtninge egentligt havde været udsat for, hvorfor de var her, hvordan det føltes at være centrum for en debat af denne art, at være det "hotte" emne for politikere, i medier og hvor som helst.

FNs højkommissær for flygtninge Sadako Ogata besøgte Danmark den 20. oktober 1997, hvor hun blev modtaget af Thorkild Simonsen, nyindsat indenrigsminister. I sin tale i Det Udenrigspolitiske Selskab sagde hun bl.a.: "-I øjeblikket synes det i de rige lande at være politisk mere attraktivt at skabe forhindringer for dem, der ønsker at søge asyl, end at vise politisk lederskab og forsvare de menneskelige og humanitære idealer, som burde være et fundament for ethvert demokrati..........Måske er nogle asylsøgere ikke ved nærmere efterprøvelse flygtninge med behov for beskyttelse, men det er ikke grund til at behandle dem umenneskeligt. Den rige verden bør vise sig som et positivt eksempel, hvis vi ønsker, at andre dele af verden skal overholde menneskerettighederne og de humanitære standarder".

Historien synes at have gentaget sig selv -flygtninge på dagsordenen. Et Danmark splittet mellem "os danskere" og "de andre, de fremmede".

Læserbrev, Information d. 2/7-1945: "....I stedet for at lade tyrannerne (tyskerne)-, som endnu både kører i bil og på cykel, som rene badegæster iblandt den befolkning der bliver udplyndret i skatter og belemres med forbud, -rydde pigtråd, skyttegrave, miner og cementfundamenter væk, og ellers, hvis England stritter imod for at smide dem ud, blive overladt et stykke land, f.eks. i Himmerland med køer, heste, kartofler og korn, og så ellers lade rakket passe sig selv -til de kan blive smidt ud. Skatteyderne er harmdirrende over, at de skal blive ved med at betale!..".

Artikel-interview, Ekstra Bladet d. 3/4-1997: ".. Jeg så de tyske flygtninge efter krigen. De boede i lejre bag pigtråd, soldaterne havde efterladt. Der sad de til de kunne sendes tilbage. De var sgu flygtninge!.......Hvis jeg skulle skabe en flygtningehjælp helt fra bunden, ville jeg starte med at smide alle de gamle medarbejdere ud...Så ville flygtningene -altså de rigtige- få tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Ikke andet. Hvis du vil have det lige ud: Spær dem inde. De skal ikke integreres, for de skal sendes hjem, når der er fred i deres land. Og de skal ikke bringes op på vores sociale niveau."

Kan den daværende flygtningepolitik forsvares/forklares psyko-sociologisk?

Svaret må udfra ovenstående være givet: "Ja". Den danske befolkning og de daværende politikeres beslutninger kan forklares og forvares udfra psyko-sociologiske betragtninger.

Eric Fromm forklarer det udfra betragtninger om, hvad danskerne havde været udsat for gennem den tyske besættelse. Den tyske undertrykkelse udviklede et naturlig harme og vrede hos den danske befolkning.

Freud forklarer og forsvarer den danske politik udfra aggressions/instinktteorien: når omstændighederne er gunstige, viser mennesket ingen skånsel over for sin egen art.

Han forklarer også at et menneske kan tæmmes ind under ønskede samfundsnormer, og at det undertrykte kan sublimeres over i acceptable foretagender. Et projekt der lykkedes med de tyske flygtninge i lejrene.

Den danske politik og reaktion over for de tyske flygtninge kan forklares ved den folkestemning der lå over Danmark dengang. Fordommen kunne bruges til at bekræfte at man havde den rigtige holdning til tyskerne. Fordommen kan endda ses som et udtryk for manglende evne til at klare usikre situationer.

Man kunne som politiker og almindelig borger føle sig presset til at reagere som man gjorde, -man blev bekræftet i modstanden mod tyskerne, og det var ilde set, at se på tyskerne med humanitære øjne. Politikken og reaktionen kan altså forklares udfra teorier om mennesket som gruppeindivid. Socialpsykologien og psykoanalysen kan vise os, at det er menneskets vilkår, at det vil leve op til forventninger, søge social accept. Opfattelsen af sig selv og omverdenens opfattelse bliver smukt harmoniseret. Man bliver angst for at være sig selv, og angsten bærer systemet. Dette udløser et behov for en krykke til sit forhutlede sjæleliv -behov for en syndebuk. Angsten er drivkræften, når bødlen påtager sig rollen.

Har Danmark brug for et opgør med denne politik?

Set udfra et demokratisk synspunkt taler en del for det. Efter vi begyndte dette arbejder brød der et veritabelt "flygtningedebat"-uvejr løs over Danmark. I flere måneder var den offentlige debat fuldstændig lammet af kun dette emne. Danmark har modtaget mange flygtninge og presset vil sandsynligvis ikke blive mindre i fremtiden. Derfor må en sådan debat selvfølgelig føres. Hvad der undrede os var at tidligere erfaringer ikke er en del af denne debat. Men i valgkampen i foråret 1998 foreslog en sønderjydsk fremskridsmand, at Danmark skal indføre flygtningelejre i stil med dem i efterkrigstiden. Hvis disse tanker bliver ført ind i flygtningedebatten, så må debatten føres op på et højere niveau. Vi foreslår ganske enkelt, at Danmark, på baggrund af de seneste årtiers historiske undersøgelser om efterkrigstidens handlinger og fejltagelser, skal gives en officielle undskyldninger til de tyske flygtninge, for de fejl der blev begået. Ikke for at træde vande i tidligere tiders ulykke. Ikke kun for at give de tyske flygtninge ret i deres anklage, men for at markere at det officielle Danmark gerne vil lære af tidligere fejl og til stadighed ønsker at arbejde for et demokratisk og humanistisk Europa.

Set udfra et økonomisk synspunkt er der ingen tvivl om, at mange ting i forbindelse med denne kæmpestore opgave kunne være gjort på en anden måde økonomisk, men vi mener ikke, at dansk politik har behov for et opgør med datidens økonomiske politik.

Set udfra psyko-sociologisk synspunkt har Danmark behov for et opgør med denne politik. Ifølge Havrehed klarede "danskerne" situationen med de tyske flygtninge så godt , at: "...de danske humanitære ydelser, sammenlagt kunne tjene som udgangspunkt for en art håndbog i håndtering af og modtagelse af store skarer uindbudte flygtninge...". Set ud fra dette synspunkt, har Danmark ingen grund til at "glemme" affæren med de tyske flygtninge, tværtimod. Betragter man derimod interneringen i lejrene, forbudet mod fraternisering, ægteskabsforbudene (dansk/tyske), brevcensuren m.m., som forhold der kan virke psykisk belastende på mennesker – mennesker der oven i købet er flygtninge, mennesker som har været igennem en traumatisk oplevelse – må man stille sig selv det spørgsmål, om Danmark ikke har et moralsk problem, nogle ting der bør gøres op med? Findes der virkeligt politiske mål, der kan legitimere brugen af midler, der krænker menneskelighed? Mål der tillader at mennesket reduceres til offer for en sag?

De tyske flygtninge blev interneret "for deres egen skyld", fordi det var farligt for dem at færdes i blandt danskerne, med den "folkestemning der var". Det var måske det rigtige valg der blev truffet, men betyder det, at man ikke skal have et opgør med denne "folkestemning"? Man kan med psykologiske og sociologiske teorier forklare ansvarsløse handlinger ved faktorer, mennesket ikke selv er herre over. Dermed betragter man mennesket som determineret af ydre kræfter - og i egentligste forstand ansvarsfrit. Den daværende flygtningepolitik kan forsvares udfra disse betragtninger, og der vil ikke være brug for et opgør. Men er man af den holdning at mennesket faktisk har mulighed for at tage et ansvar, at stå imod, er det værd at tage en diskussion om, hvad "folkestemningen" og den daværende flygtninge politik dengang førte til, og hvad sådan en "folkestemning" og flygtningepolitik kan føre til i dag, set i lyset af undersøgelserne omkring nievilleringstendensen. Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) opfattede mennesket som udstyret med fornuft: alene af alle væsener kan mennesket opstille mål for sine handlinger . Man bør problematisere sin rolle i spillet, og evt. træde ud af sin aktive eller passivt accepterende rolle. Det forudsætter, at man kan overvinde sin angst, opfatte sig som en person/eller nation med et globalt ansvar.

Med fortællingen om den barmhjertige Samaritan, giver Jesus svaret på "Hvem der er vores næste". Jesus sletter skellet mellem "os" og "de andre". Dette kan også ses som et politisk budskab. I dag her og nu betyder det, at flygtningen er vor næste – og dette ansvar har fundet dets politiske udtryk

i, at vi tilslutter os et internationalt system af regler, der definerer flygtningenes status og rettigheder. Budet om næstekærlighed konkretiseres når menneskerettighederne tages alvorligt.

Er det ikke værd at se i bakspejlet, når man taler om overholdelse af menneskerettigheder ude i verden, og først og fremmest få fejet for egen dør, frem for at "feje ind under gulvtæppet". Hvis vi gjorde så meget godt for de tyske flygtninge, så lad os få det frem, så erfaringerne kan udnyttes i dag. Og lad os få gjort op med de fejl, der blev begået, så vi kan tage ved lære.

Helhedsbetragtning på den danske flygtningepolitik

Synopsis

Med udgangspunkt i de foregående afsnit vil vi gerne diskutere den danske flygtningepolitik i efterkrigstiden udfra en helhedsbetragtning. Vi vil diskutere situationen før og efter den 5. maj 1945. Vi har hver sin indgangsvinkel til diskussionen, nemlig en demokratisk, en økonomisk og en psyko-sociologisk. Samtalen skulle gerne virke sådan, at de forskellige indfaldsvinkler henholdsvis supplerer og kritiserer hinanden. Herved håber vi at få en dybere funderet viden. I en fælles konklusion vil vi tage stilling til den danske flygtningepolitik 1945 – 1949.

I tiden før den 5. maj 1945 har danskerne intet formelt ansvar for de tyske flygtninge. Alligevel er det interessant at diskutere det der skete.

• Skulle Danmark have ført en mere humanitær politik?
• Hvilke muligheder havde man for det?
• Er det muligt i et demokrati at handle stik imod den folkelige mening?

• Udnyttede de tyske flygtninge os?
• Eller var det humanitær hjælp de modtog?

• Hvilke aggressioner kom til udtryk mod tyskerne?
• Blev tyskerne syndebukke?
• Hvilke ydmygelser oplevede flygtningene?
• Burde den danske befolkning have opført sig anderledes?
• Hvad forhindrede den i at gøre det?

I tiden efter den 5. maj 1945 overtager danskerne ansvaret for de tyske flygtninge. Vi vil diskutere pressehetzen, ytringsfriheden, isolationspolitikken, brevcensuren, forplejningen og uddannelsen.

Pressehetz & ytringsfrihed

• Burde demokratiet have beskyttet sig mod aggressive debatindlæg?
• Hvad ville der være sket hvis man forbød den åbne debat?
• Hvorfor bliver den danske modstand mod tyske flygtninge ikke mere voldelig end den gør? I Østeuropa bliver tyskerne udsat for direkte forfølgelse.

• Er den heftige debat udtryk for ytringsfrihed?
• Bliver de humanistiske tanker undertrykt i debatten?
• Hvilke psyko-sociologiske handlemønstre styrer pressehetzen?
• Hvorfor viser aggressionerne sig ikke i direkte forfølgelser?
• Hvorfor bliver de tyske flygtninge syndebukke?

• Hvor stor en rolle spillede pengene på debattens indhold?
• Er det rigtigt at Danmark var et mangel samfund?
• Var det fornuftigt at bruge penge på tyskerne ytringsfrihed?
• Fik man reelt noget ud af disse penge?

Isolationspolitikken og brevcensuren

• Hvordan blev isolationspolitikken forsvaret?
• Hvorfor var den danske isolationspolitik uforsvarlig?
• Hvilke andre muligheder var der?
• Hvorfor havde brevcensuren ingen demokratisk berettigelse?

Var isolationspolitikken økonomisk forsvarlig?

• Kunne man have fået mere for pengene ved at føre en anden politik?
• Var det værd at investere i pigtråd og brevcensur?
• Kan vi være sikre på at de opgjorte udgifter var reelle?
• Er der økonomiske begrundelser for at føre en anden isolationspolitik?

• Hvilke indflydelse har isolationspolitikken haft på de indsatte?
• Er det i virkeligheden en politik ført med et hævnmotiv?
• Er de danske lejrforanstaltninger udtryk for pseudohumanisme?
• Er den danske flygtningepolitik en mere "civiliseret" og sofistikeret udgave at russernes "primitive" voldspolitik?
• Er der psyko-sociologiske begrundelser for at føre en anden politik?

Forplejning

• Er denne del af den danske indsats i virkeligheden ikke den største humanitære og demokratiske indsats?
• Hvilke andre muligheder havde man for at føre en anden politik?

• Kunne flygtningene have fået en bedre forplejning for de samme eller færre penge?
• Blev pengene brugt rigtigt? (kunstige høje priser, udsalg af fordærvede varer osv.)
• Hvorfor ville det økonomisk være godt at investere i flygtningenes helbred?

• Hvordan virker den ensformige kost psyko-socialt?

Uddannelsen

• Hvorfor er det demokratisk set en god ide at uddanne?
• Hvorfor er det godt at føre en flygtningepolitik der giver en fremtid?

• Fik man nytte af de penge der blev brugt på uddannelse?
• Var udgifterne udtryk for undervisningspolitik eller sikkerhedspolitik?

• Var uddannelsespolitikken endnu en pseudohumanistisk foranstaltning?
• Var genopdragelsen af de tyske flygtninge yderligere en ydmygelse?

Den danske flygtningepolitik i efterkrigstiden kan kritiseres på en række punkter. De kritiske punkter centrerer sig efter vores mening om følgende punkter:

Isolationspolitikken

Brevcensuren

Ytringsfriheden. Både for tyskere og danskere.

Forløbet af den demokratiske debat

Genopdragelsen af det tyske folk

Den materielle forplejning

Udfra disse punkter vil vi gerne afsluttende vurdere den danske flygtningepolitik i efterkrigstiden.

Passer vores hypotese?

Bryder den daværende flygtningepolitik med opfattelsen af Danmark som et demokratisk land?

Set i et psyko-sociologisk perspektiv, er det der giver anledning til at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet, i forbindelse med flygtningepolitikken (1945-1949), vel først og fremmest den kendsgerning at folk måske er blevet hindret i at sige deres mening, presset af folkestemningen. Dette giver anledning til spørgsmål der også kan føres op til i dag, hvor medierne i langt højere grad påvirker vores hverdag, nemlig dem: om et rigtigt demokrati kan findes, hvor medierne har stor indflydelse og påvirker holdninger. Denne diskussion kommer i karambolage med begrebet om ytringsfrihed, som også bliver opfattet som et af demokratiets kæpheste.

Den daværende politik bryder vel først og fremmest med opfattelsen af Danmark som et humanistisk land, der overholder menneskerettighederne, hvis man betragter interneringen i lejrene, forbudet mod fraternisering, ægteskabsforbudene (dansk/tyske), brevcensuren m.m. Allerede under krigen vedtog de allierede, at der skulle nedsættes en kommission om menneskerettigheder, og FN vedtog 10. december 1948 en verdenserklæring herom. I 1950 underskrev europarådets ministerkomite en konvention om menneskerettighederne; den trådte i kraft i 1953 og blev ratificeret af Danmark den 31. marts 1953. Selvom Danmark ikke havde skrevet under på nogen menneskerettighedskonvention, da man internerede de tysk flygtninge, vil en diskussion af denne politik altid blive set i lyset af denne konvention. Dette kan være årsagen til, at de tyske flygtninge og flygtningepolitikken aldrig omtales i dansk politik i dag. Behandlingen af de tyske flygtninge må ses i lyset af en menneskerettighedskonvention, der bl.a. siger, at ingen må udsættes for umenneskelig behandling, ingen må berøves friheden, enhver har ret til respekt for privatliv osv.

Selvom folkestemningen i efterkrigstiden hindrede nogle i at udtrykke sig positivt om de tyske flygtninge så var der allerede i pressen i 1947 røster der sagde, at lejrene var en udemokratisk og udansk løsning på problemerne. Det kunne jo understøtte vores hypotese om at den danske selvopfattelse ikke rigtigt kan blive bekræftet af efterkrigstidens flygtningepolitik. Ovenfor er nævnt at den daværende flygtningepolitik sporadisk blev brugt i valgkampen til folketingsvalget 1998, som et eksempel til efterfølgelse. Det var bl.a. isolationen af flygtninge der blev foreslået. Hvis den holdning vinder indpas så betyder det at efterkrigstidens flygtningepolitik pludselig bliver blåstemplet. Det rokker fundamentalt ved vores hypotese. Selvom det forhåbentlig er en meget "isoleret" gruppe der mener således, skulle vi måske opstille en anden hypotese der siger at:

"Danmark må tage afstand fra og undskylde for de udemokratiske og inhumane fejltagelser som dele af den officielle danske flygtningepolitik i efterkrigstiden var et udtryk for. Specielt isolationspolitikken, razziaerne og brevcensuren. Hvis ikke vil denne politik risikere at fremstå som acceptabel og værdig til efterfølgelse og derved kunne komme til at danne forbillede for den kommende flygtningepolitik, i et Europa der i højere og højere grad konfronteres med flygtninge"

Om den oprindelige eller den nye hypotese er sand er ikke let at afgøre. For når kritikken har lydt må det også siges, at der var dele af den danske flygtningepolitik, som heller end gerne må danne forbillede for fremtidige politiske beslutninger. Uddannelse, eftersøgning af slægtninge, kulturtilbud, trosfrihed, hjælp til "fjender", ytringsfrihed og pressefrihed er nogle af de områder hvor danskerne gjorde det godt. Specielt set udfra datidens målestok. De to hypoteser bærer nok hver især en del af sandheden.

Er emnet relevant i Folkeskolen? Et didaktisk spørgsmål.

Synopsis

Med udgangspunkt i fagformålet for histories vægtlægning af begrebet "historiebevidsthed", og med udgangspunkt i synet på historie som et dannelsesfag, ønsker vi at diskutere følgende punkter i forhold til vores emne: "De tyske flygtninge"

Hvordan kan emnet: "De tyske flygtninge" være med til at skabe historiebevidsthed, når historiebevidsthed skal forstås, som et syn på historie som en proces mellem fortid, nutid og fremtid?

Hvorfor er kravet om det refleksive syn på historien indført i fagformålet?

Kan kravet om historiebevidsthed forklares udfra tendenser i samfundet?

(Det senmoderne samfund)

Hvordan kan emnet "De tyske flygtninge" være med til at skabe historiebevidsthed, når historiebevidsthed skal være med til at give forståelse for og dannelse af:

• identitet
• værdisyn

Historie må betragtes som et dannelsesfag. I fagformålet lægges der bl.a. op til følgende dannelsesaspekter:

• demokratidannelsesaspekt
• nationaldannelseaspekt
• flerkulturelt dannelsesaspekt.

Hvordan kan emnet "De tyske flygtninge", være med til at opfylde disse aspekter i historieundervisningen?

Litteraturliste