Willi Witte f. 1929

Jeg ønsker hermed at supplere mine oplevelser som 16 årig soldat med en beretning af en af mine bedste venner (Hans Fillbrandt født 1925).

Som livet somme tider arter sig, vi har kendt hinanden i årtier, men ved stadig ikke alt om hinanden. Vi har kendt hinanden siden starten af 50 `erne og har siden mine erindringer blev udgivet, aldrig talt om vores krigsoplevelser. De fleste mennesker havde det nok lige som os: Dårlige erindringer bliver fortrængt. Jeg måtte presse Hans meget, før han begyndte at fortælle mig sin historie som pilot.

Han fortalte bl.a. om med sprængstoff lastede jægerfly, som styrtede sig i døden mod vigtige fjentlige mål. Luftvåbenet kaldte disse selvmordsaktioner for "totalinsats". Der blev udført en del af disse aktioner. Jeg har aldrig været klar over at der fandtes "Kamikaze" lignende piloter i tyskland, jeg troede at de kun fandtes i Japan.

Hans havde været heldig, pga. benzin og fly mangel, kom han aldrig til at udføre sådan en selvmordsaktion. I stedet for blev han sendt til østfronten uden forudgående uddannelse.

Willi Witte
 
 
 
 
 
 

Fra Pilot til Infanerist. (1942)

Hans Fillbrandt f.1925

Jeg var lige blevet 17 år gammel. Er vokset op i en lille by med 3000 indbygger i nærheden af Gdansk. Vi levede i et landsbyfællesskab hvor vi kendte hinanden alle sammen. Krigen tog til i styrke og brutalitet. Mange menneskeliv blev ofret ved fronten. Ungdommens blomst blev i en alt for tidlig alder ofret i kampen for fædrelandet. Den største del af ungdommen blev indkaldt til infanteriet (fodfolk) eller våben SS.
Vi kunne danne os et klart billede over savnede, sårede, og faldne, på baggrund af de meldinger som nåede vores landsby. Den tyske ugerevy (Wochenschau) gjorde sit oveni. Igennem samtaler med soldaterne (familie, brødre eller dem der havde orlov fra fronten), kunne vi danne os en forestilling over de umenneskelige strapazer og lidelser som hovedsagelig infanteristerne måtte stå igennem.

Mange tanker fløj gennem mit hoved og jeg kom til den beslutning at jeg ikke ville vente til jeg blev indkaldt til infanteri eller våben SS. Jeg meldte mig frivillig til luftvåbenet og regnede dermed at jeg kunne slippe for de lidelser som infanteristerne f.eks. måtte gennemleve. Efter optagelses prøverne i Elbing og Königsberg kom jeg så i betragtning til uddannelsen som pilot. I starten af 1943 måtte jeg først i tre måneder til rigsarbejdstjeneste, (RAD). Derefter kom jeg hjem igen til mine forældre. To uger senere fik jeg indkaldelsesordren til luftvåben. Jeg var meget glad for at indkaldelsen kom så hurtigt, for i denne tid skete det for mange, selv om de allerede var mønstret til luftvåbenet eller marinen, at de i stedet blev sendt til landkamptropperne.

Efter udlevering af uniform i Eger blev vi flyttet til luftvåben-uddannelses-regiment i frankrig. Her fik vi en kort grunduddannelse som pilotaspirant og blev igen flyttet til afd. Monte-Rosa i området St. Malo i frankrig. Sidst i 1943 flyttede vi til pilotskolen A 115 Wels ved Linz. Efter endt uddannelse som pilot blev jeg flyttet til Kampeskadrille SG 104 Putow i Pommern. Opholdet her varede kun kort tid. Der var konstant mangel på benzin, kun en lille afd. (FW 190) kom til en indsats ved østfronten.

I midten af februar 1945 blev vores kampeskadrille 104 med 1. gruppe (3 afd.) og 2. gruppe (3 afd.) flyttet til Ålborg Vest i danmark. Her var tiden meget lang for os. Det var det dovne liv ved den såkaldte "smørfront", her var rigeligt med mad, spæk, æg, skinke, tærter osv., alt det kunne man købe hos danskerne. Vi manglede ikke penge, for vores løn og flytillæg blev udbetalt i danske kroner. Men i modsætning til vores gode forplejning, havde vi absolut ingen benzin til vores flymaskiner. Pga. opløsning af andre flyenheder blev vi flere og flere piloter i vores kampeskadrille. Vi nåede efterhånden op på 6 afd. med ca. 100 mand i hver. Sådan kunne det ikke fortsætte i længden. Selv om en General (Heldenklau) allerede for en tid siden havde finkæmmet vores afdeling, og derefter havde sendt en del piloter til fældskærmstropperne til jordindsats, var vi stadig mange. De manglende piloter blev erstattet af kvinder som blev uddannet til teknikker og landpersonal. Vi havde efterhånden så mange kvindelige hjælper at vi blev kaldt rengøringsenhed.

Vi behøvede ikke at vente ret længe på en for os bevægende og indholdrig dag. Alle piloter blev beordret til at indfinde sig i flyhangaren. Vi begav os med blandede følelser derhen. Hvad skulle der ske med os?? Den formodning at vi skulle flyttes med vores flymaskiner til tyskland var udelukket, da vi pga. benzinmangel ikke kunne flytte en eneste maskine. Situationen ved fronten og tyskland som lå i ruiner tillod det heller ikke. I hallen stod der nu ca. 1000 piloter. Der blev læst et hemmeligt opråb af rigsmarskallen Göring op, som opfordrede piloterne til at melde sig frivilligt til en afgørende indsats, som muligvis indebar at man ikke vendte levende tilbage.

Dem der meldte sig og dem der ikke meldte sig, alle skulle undeskrive et formular. De frivillige skulle lave deres testamente. Alle fremmødte havde vist en indre kamp, efter denne meddelelse om selvmordsaktioner.

Kunne overhovedet nogen i denne time, hvor amerikanerne gik frem over rhinen, russerner stod klar til at gå ind til Berlin, hvor den sydlige front var brudt sammen, det tyske luftvåben var tilintetgjort, industrien og byerne lå i ruiner og aske, opbringe det mod, til at melde sig til en selvmordsaktion, som under alle omstændigheder ville koste livet?? Men hvem havde lyst til at blive stemplet som en fej soldat?? Den hellige ed som soldat bevirkede dog at de fleste meldte sig frivilligt. En af piloterne sagde til mig at han ikke kunne melde sig frivillig, da han ikke kunne forsvare sådan en selvmordsaktion over for sine forældre. De fleste var sig vist også bevidst, at dem der ikke meldte sig frivillig, ville blive sendt til fronten som infanterist.

I mellemtiden kom der rygter om, at de første selvmordsaktioner havde fundet sted. Piloter der skulle kaste sig med deres, med sprængstoff spækkede maskiner på særlige vigtige fjentlige mål, og rammjæger der skulle flyve ind på fjentlige bombefly. Senere viste sig at disse rygter var sande.

Vi forblev indtil videre i venteposition. Det viste sig dog helt overraskende, at selvmordsaktionerne ikke kunne gennemføres, da der ikke kunne stilles nok kampklare flyvemaskiner til disposition.

Kort efter fik vi ordren til jordindsats i Berlin, og der fulgte en hektisk tid for os. Vi måtte først overbevises om, at vi ikke var soldater i luftvåbenet længere, men derimod infanterister. Der manglede også material og våben til vores udrustning som infanterister. Der blev uddelt slidte uniformer (skolebeklædning), og så var vi ikke engang trænet til den forestående indsats på landjorden.

Den 11.04.1945 forlod vi Aalborg Vest, vi blev transporteret med godstog (1200 mænd) til østfronten. På flyvepladsen var der mange danskere beskæftiget, derfor kunne vores flytning heller ikke holdes hemmeligt. Den danske modstandsbevægelse fik selvfølgelig kendsskab til vores forlægning. På vej til grænsen blev vi da også udsat for sabotageaktioner, og vi brugte af den grund hele 3 dage for at nå den tyske grænse. Herfra brugte vi 3 dage mere for at komme til østfronten ved Berlin. Vores Eskadrille SG 104, blev omdøbt til regiment 6. Ledelsen af regimentet (1. + 2. batallion) blev varetaget af en oberst fra faldskærmsjægerne. Den russiske armee var allerede begyndt med offensiven mod Berlin. Vi blev også med det samme sat i aktion, for at standse russerne. Det store spørgsmål var bare hvordan vi kunne standse de russiske panzerkøretøjer og den godt udrustede infanteri, med vores sølle våben ( til dels skydevåben fra 1. verdenskrig, for lidt munition, og uden granatkastere)! Dette spørgsmål blev besvaret hurtigt, nærmest helt af sig selv. Efter 2 dage blev 1. batallion (3 kompagnier) slået tilbage. 2. batallion (også 3 kompagnier) holdt stand i 8 dage ved Pinow-Kanal og Hohenzollern-Kanal, og efter tilbagetog og et meningsløs modangreb over flad, åben terræng i åben ild fra artilleri, flymaskiner og infanteri, blev også 2. batallion slået tilbage.

Ud af 1200 kæmpende soldater er desværre 800 soldater, deriblandt mange unge piloter ikke vendt tilbage.

Jeg ønsker ikke skildre mere her, og sender hermed en tanke til de mange infanterister, som led en frygtelig skæbne under denne grusomme krig.

Itzehoe, den 16.11.1997

Hans Fillbrandt