Flugt i Østpreussen

I januar 1945 indleder russerne med stor kraft det endelige felttog mod Berlin. Krigens slutning nærmer sig. Østpreussen er den første del Tyskland der bliver invaderet. Befolkningen havde ikke fået lov til at flygte. Der var jo ingen fare. Da kampene indledes er det næsten for sent, og der opstår tumult i byerne og på vejene. Russiske flyvere bomber byer og veje, hvilket kræver mange dødsfald. De fleste er kvinder og børn. I ugerne før angrebet er mændene systematisk blevet fjernet fra familierne. De skulle hjælpe med at forstærke forsvaret af Østpreussen. Det betyder at familierne allerede er splittet da flugten begynder. Selv på dette tidspunkt mens russerne trænger ind i Østpreussen, udbreder den nazistiske propaganda budskabet om sejr. Det hedder sig at russerne er blevet lokket ind i Østpreussen for så meget mere sikkert at blive udryddet. Blandt flygtningene og bybefolkningen i kystbyerne hersker der stor nød. Mange sulter. I Kønigsberg viser det sig, efter at russerne den 9. april har taget byen, at nazisterne har forholdt befolkningen enorme mængder af mad. Alligevel fik den del af befolkningen, som ikke nåede at flygte med skib til Nordslesvig eller Danmark, ikke glæde af denne mad. De gik imod meget trange tider. Kønigsberg var blevet "givet fri" til soldaterne. De første 8 dage blev byen hærget. Kvinderne blev mishandlet. "Snart havde kvinderne ingen kraft til modstand….Deres sjæle døde … de skreg hysterisk, hvilket bare gjorde russerne mere vilde". Vi vil ikke komme mere ind på situationen for de tilbageværende tyskere i Østpreussen. Sammenfattende må vi sige at befolkningen både før, under og efter slaget om Østpreussen har været undertrykte, først af nazisterne, senere af russerne. De havde ingen demokratisk indflydelse på deres tilværelse. Østpreussens befolkning blev først ofre for nazisternes propaganda om tyskernes krigsheld, derefter blev de tilbageværende ofre for dyriske og vilde russiske soldater, der under Stalins grusomme hævnpolitik tvang tyskerne til at leve under KZ lignende forhold helt frem til 1947-1948. Russerne forsvarede deres handlinger udfra begrebet "kollektiv straf". Endnu i 1947 blev de tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet, som resultat af Potsdam-konferencen, under forhold der mindede om KZ-fangers. I en opsamlingslejr for tvangsforflyttede tyskere i den vestlige besættelseszone var næsten alle flygtningene udhungrede, dysenteri smittede "skeletter" der knap nok var i live. 2 år efter kapitulationen var lejerlivet i Østpreussen stadig et helved! Det er umuligt at forsvare russernes politik. I de første måneder efter krigen var alting forståeligt nok kaos. Alt var ødelagt og civilisationen nærmest opløst. Men det viser sig at denne tilstand fortsætter for tyskerne. Der var ingen rationelle politiske grunde til at føre denne politik. Det var ren og skær hævn på civilbefolkningen. Vi mener klart at det er udtryk for en inhuman og udemokratisk tankegang.

Med skib til Danmark

Vi skal tilbage til foråret 1945. Berøvet næsten alt hvad de ejede. Udhungrede, forfrosne og ofte syge forlod de tyske flygtninge Østpreussen. Transporten til Danmark eller Nordslesvig foregik med skib. Presset var så stort, at skibene medbragte alle de passagerer der overhovedet kunne være ombord. Forvirringen var stor og familier blev yderligere splittet. På havet lurede ubåde og fra luften truede allierede flyvere. 3 store katastrofer springer i øjnene. Russiske ubådes sænkning af "Wilhelm Gustloff", "General von Steuben" og "Goya". Omkring 15000 mennesker, fortrinsvis flygtninge, døde herved. Mindst 2 mill. mennesker flygtede over havet. Der skønnes at ca. 1% af disse omkom pga. allierede angreb. Når man betænker, hvor forsvarsløse skibene var, må det siges at være udtryk for en vis respekt for civilbefolkningen. Ifølge Havrehed afholdt engelske piloter sig fra at angribe de overfyldte skibe. Men endnu engang understreges det, at de tyske flygtninge ingen reel indflydelse havde på deres hverdag. Indskibningen splittede familier, og på havet var de overladt fjendens forgodtbefindende. At russiske ubådskaptajner sænkede flygtningeskibe, kan forklares med at der også var soldater under tilbagetrækning ombord. Soldaters militære betydning må dog betragtes som ligegyldig, og de tjente reelt kun som en dårlig undskyldning for at hævne sig på den tyske civilbefolkning. Med vore tids målestok er der ingen forsvar for at sænke et skib med næsten 6000 flygtninge ombord.