Gisela Splitt født den 1.9.1931                                                            Gisela med sorte per 2009

Gdansk Byvåben

Januar 1945 begyndte "Stormen mod Riget", det russiske storangreb mod tyskland. Målet var at nå Østersøkysten i Vest- og Østpreussen og Pommern samtidig. Det sætte en masseflugt af civilbefolkningen i gang. Havnene i Königsberg, Danzig, Gotenhafen osv. var deres mål. Flygtningene bestod for en stor del af kvinder, børn og gamle, som ankom med banen eller til fods, med det håb at kunne komme videre til det sikre Vesten.

Krigen var grusom, med daglige luft- og artilleriangreb og kampe fra hus til hus. Civilbefolkningen måtte lide meget, i de byer som blev erobret af russerne. Det var en daglig forteelse at kvinder i alle aldre blev voldtaget og myrdet af de fremstormende russiske soldater. Mange kvinder blev voldtaget op til 50 gange og døde af følgerne, eller fik kønssygdomme. Man regner med at ca. 3.000.000 kvinder blev voldtaget. I russiske propaganda flyveblade blev soldaterne opfordret til at dræbe alle tyskere.

Fronten rykkede betænkeligt tættere på Danzig og Gisela kunne allerede høre buldrende larm fra fronten der langsomt kom nærmere.

Skoleundervisningen blev ofte afbrudt af luftalarm, og klasseværelserne blev brugt som lazaret til de sårede soldater. Derfor fik Gisela kun meget lidt undervisning og måtte afbryde skolegangen efter 4. klasse pga. flugten. Desuden pjækkede hun ofte fra regnetimerne, som var hendes svage side.

Gisela havde hørt om de russiske soldater´s ugerninger igennem de talløse flygtninges grufulde beretninger. Derfor var angsten for russerne meget stor. Men der var også angsten for bombeangreb, frygten var så stor at Gisela vendte tøjet forkert under påklædningen. Der var også det uhyggelige ophold i beskyttelsesrummet som Gisela knap nok turde forlade igen. Hun havde da hørt frygtelige historier om f.eks. en mand som fik hovedet skudt af osv. Man måtte også kun tage det allermest nødvendige med ned i beskyttelsesrummet, kufferten var altid pakket med personlige papiere og lidt skiftetøj.

Derfor tog Gisela beslutningen, - dengang kun 13. år gammel - , nu ville hun væk fra Danzig.

Den røde hær var nu mange steder rykket frem til Østersøkysten, det var derfor næsten umuligt at flygte over land. Den sidste flugtmulighed var via skib over Østersøen.
 
 
 

WILHELM GUSTLOFF

Den sovjetiske kommandant

Det var dog ikke ufarligt pga. miner, luftangreb og lurende russiske ubåde. Kort før Gisela´s flugt med skibet Hektor, blev et stort passagerskib med tusindvis af flygtninge ombord sænket. Det var Wilhelm Gustloff, som forlod Gotenhafen kl. 21.00 med omkring 9000 flygtninge ombord. Skibet blev ramt af 3 russiske torpedoer, ca. 13 sømil fra kysten, og sank i løbet af 90 minutter. Torpedoerne blev affyret af ubåd S-13 under kommando af kaptajn A.I.Marinesko.

Der hurtigt kom rednigsskibe til undsætning, og med livet som indsats forsøgte mange søfolk at redde så mange som muligt. Men det lykkedes kun at redde omkring 1100 mennesker. Mere end 7000 kvinder, børn og sårede soldater druknede i det iskolde og oppiskede hav. Det var mange gange flere end ved Titanic´s forlis. 

	Her blev Wilhelm Gustloff ramt

  

I alt krævede flugten over Østersøen 25.000 døde, men 2,5 millioner, deriblandt 5 - 600.000 sårede soldater, blev reddet af Handels og Krigsmarinen´s skibe.

I februar 1945 fandt Gisela så et skib i havnen i Danzig, som endnu havde plads til flere flygtninge. Hun løb hjem for at hente moren (Matha Splitt født Dufke). 

Martha Splitt

Die Hektor

Gisela kan ikke huske hvor længe skibet var undervejs - kun at det føltes meget længe. Hun så også mange vragdele svømme forbi Hektor, som sandsynligvis stammede fra Wilhelm Gustloff. Det var ikke ligefrem betryggende. De tyske havne var overfyldt med flygtninge og derfor var det besluttet at en stor del skulle sejles til Danmark. Gisela blev sammen med moren indkvarteret på en skole i København. Gaden hed måske skolegade.

Gisela´s far (Max Splitt) var soldat ved Østfronten, hvor han kom i russisk fangenskab. Han vendte hjem til Sild i 1950.

Bedsteforældrene flygtede senere over land til Vesten, undervejs døde bedstefaren af hungertyfus. Bedstemoren nåede frem til Lippstadt i Nordrhein/Westphalen, hvor hun bosatte sig.

Efter kapitulationen skulle alle flygtninge transporteres fra Danmark til tyskland. Gisela kom til Aventoft hvor hun arbejdede has en landmand indtil 1947. Flugten endte på Sild, hvor der skulle bygges en ny fremtid.

Gisela ville gerne uddanne sig på Sild, men det var desværre udelukket pga. dårlige skolekundskaber. Pengene var en mangelvare dengang, og det blev hurtigt nødvendig at Gisela fandt sig et arbejde.

Sammen med moren boede hun først i hus Bianca i Norderstrasse, så i hus Elisabeth i Elisabethstrasse, derfra videre til Stadumstrasse og til sidst flyttede hun ind i en socialbolig på Hoyerweg som ejedes af Gewoba.

Her boede Gisela sammen med Willi Witte som hun giftede sig med den 12.april1952. 

Erinnert und erzählt im  Februar 2002 von Gisela Witte